Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 99-100 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Affliktive - Affre, Denis Auguste - Affrikater - Affutage - Affutering - Afførende midler - Afføring - Afghanistan - Ordbøgerne: A - afblege ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

er særlig egnet til at virke afskrækkende (f. eks.
vand- og brødstraf, pryglestraf).

Affre, Denis Auguste, erkebiskop af Paris, f. 1793,
blev 1818 professor i dogmatik i St. Sulpice og 1840
erkebiskop i Paris. Da han 25/6 1848 i fuldt ornat
begav sig til Bastillepladsen for at tale de oprørske
arbeidere til rette, blev han dødelig rammet af en kugle og
døde faa dage efter.

Affrikater kaldes forbindelser bestaaende af en
lukket konsonant efterfulgt af den tilsvarende aabne,
som tysk pf, engelsk ch, ungarsk ky, gy.

Affutage, underlaget til kanoner, haubitser og
morterer. Felt- og beleiringsartilleriets a. kaldes lavetter og
staar paa hjul. Ved skytsets transport forbindes
lavetten med en forstilling, hvorved der dannes et 4-hjuls
kjøretøi.

Affutage.

Til fæstnings-, kyst- og svært marineskyts har
a. været 2-delt, bestaaende af en rappert, hvori kanonen
har ligget, og en slæde, hvorpaa rapperten under
skudløsningen er gaaet tilbage. De nyere typer har en fast
enhedsaffutage, i hvilken kun kanonrøret bevæger sig.
Dettes bevægelser begrænses af hydrauliske bremser,

Affutering, anbringelse af en kanon, haubits eller
morter i den til samme hørende affutage.

Afførende midler (laxantia), lægemidler, som sætter
tarmen i livlig bevægelse og forøger afsondringen af
tarmsaft og derved befordrer tarmudtømmelsen. Foruden
indsprøitning i endetarmen (klyster) anvendes forskjellige
metalsalte og plantepræparater. Af de mest brugte kan
nævnes magnesiasulfat («engelsk salt») og glaubersalt,
der udgjør hovedbestanddelene af de forskjellige afførende
mineralvande, svovl, calomel, lakserolje, rabarber,
sennepsblade, manna, aloe, jalap, podofyllin o. s. v.

Afføring, tarmudtømmelse, bestaar af resterne af de
indtagne fødemidler, som er forandrede dels ved
fordøielsesprocessen og dels ved forraadnelse, og af de i
mave-tarmkanalen tilkomne fordøielsessafter (mavesaft,
galde o. s. v.). Den normale afføring er af fast
konsistens og gulbrun farve, som dog varierer noget efter
næringsmidlerne; grødet eller flydende konsistens er
sygelig. En normalt virkende tarm tømmer sig
regelmæssig 1 eller 2 gange i døgnet; en hyppigere eller
sjeldnere og uregelmæssig tømning er tegn paa en
sygelig tilstand.

Afghanistan, d. e. afghanernes land, et rige (emirat)
i det midtre Asien, mellem britisk Indien, russisk
Turkestan og Persien. I n.ø. naar det til Pamir og
Amu, mod s. ligger Belutschistan mellem A. og det
Arabiske hav. A. svarer saaledes til oldtidens Baktrien,
Arien og Drangiana. 558 000 km.², ca. 5 mill. indb.
A. indbefatter den n.ø.lige del af det iranske høiland
og af dets randbjerge. I A. ligger saaledes det mægtige
randbjerg Hindukusj (rettere Hindukuh), som stiger til
7 750 m., og dettes fortsættelser Kuh-i-Baba (v. f. Kabul)
og fjeldrækkerne paa begge sider af Heri-rud. Til
Hindukusj slutter sig som østlige randbjerge de mægtige fjelde
i Kafiristan (Lahorifjeldene) mellem Indus og Chitral.
Sefid Kuh (d. e. Kvitfjeldet, samme navn har fjeldet s. f.
Heri-rud) formidler sammenhængen med Suleimanbjergene
længere syd. Fjeldrækkerne henover selve høilandet
er usedvanlig vilde og bratte, dog ofte skogklædte.
De mellemliggende landskaber er enten frugtbare fjelddale,
nemlig hvor der kan skaffes kunstig vanding, eller
udstrakte høisletter, der ligger som træbare stepper eller
ørkener, som f. eks. saltørkenerne Registan i det s. A.
ø. f. Hilmend og Dascht i-Margo. De vigtigere byer
ligger i større oaser høit over havet: Herát 922 m.,
Kandahar 1055 m., Kabul 1760 m. Det iranske høiland
lider under vandmangel. Vistnok rinder elvene aaret
rundt, selv i den frygtelige sommertørke, idet deres
kilder da holdes vedlige af de høie fjeldes smeltende
vintersne, men ligesom ingen af dem naar havet,
undtagen tilløbene til Indus, saaledes tjener de praktisk
taget ikke samfærdselen det mindste. Blandt elvene kan
nævnes Kabul, tilløb til Indus, Kundus til Amu,
Murgab og Heri-rud, som begge taber sig i Turans sand,
samt Hilmend. Denne sidste kommer fra Kuhibaba og
ender i et stort sumpstrøg (Hilmendsjø i Persien m. fl.
sjøer). Ved den her liggende Hamûn-sjø (510 m.) har
vi den laveste del af det iranske høiland. Saltsumpene
danner i regntiden blaa sjøer, som i tørketiden fordunster
og faar bredere og bredere bremmer af hvidt salt. — En
mindre (1/4) del af Afghanistan falder udenfor det iranske
høiland. Det er afghanistansk Turkestan mellem Amu
darja og Hindukusj. Dette er den laveste del af landet;
hvor skibsfarten begynder paa Amu, ved Patta Hissar,
ligger elven 360 m. over havet.

Klimaet er et udpræget indlandsklima, stor forskjel
i temperatur mellem nat og dag og endnu meget større
mellem sommer og vinter. Paa de 2 000 m. høie
fjeldvidder om Kabul og Ghazni, som om vinteren 3
maaneder igjennem er dækket med sne, synker temperaturen
i denne tid stundom til mellem - 20 og - 24 ° C. og
stiger om sommeren til 40° C.

Befolkningen danner en broget mængde af forskjellige
stammer. Talrigst (1/4 af hele folkemængden) og
indflydelsesrigest er afghanerne. Disse kalder sig selv pachtu
(indisk patan) og sit land Pachtuncha. De er et
blandingsfolk af iranske, indiske og semitiske bestanddele.
De er velvoksne, sorthaarede mennesker, ofte med
krumme næser og ofte med sterkt semitisk ansigtspræg.
De fleste lever af kvægstel, som sine egne herrer i de
uveisomme fjeldtrakter. Af deres mange stammer er
durani’erne (i vest) den indflydelsesrigeste, ghilsa’erne
(i øst) den talrigste. I det nordlige A. levede et iransk
folk, de akerdyrkende baktrer, da mogolerflommen (under
Dsjingiskhan) brød ind og sopede dem væk eller drev
dem til byerne, hvor de sammen med andre efterkommere
af de gamle iranere udgjør de saakaldte tadsjik’er
(1 mill. ialt). Baktrernes land optoges af usbekerne,
medens andre tyrkisk-tatariske stammer bosatte sig længere
syd. A.s befolkning er sunnitiske muhammedanere


[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>