Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alexander (Paver) - Alexander den store - Ordbøgerne: A - aksel ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
egne interesser. Dette førte ham i strid med Manfred, som
han banlyste; forøvrigt formaaede han ikke at udrette
synderligt. Døde 1261 i Viterbo. —
A. V(pave 1409—10) valgtes til pave af kirkemødet i Pisa,
der havde afsat Benedikt XIII og Gregor XII, som kjæmpede
om magten. Da disse ikke vilde træde tilbage, blev skismaet
saa langt fra hævet, at kirken tvertimod deltes mellem tre paver.
Den romersk-katolske historieskrivning betragter Gregor XII
som den retmæssige pave. —
A. VI (pave 1492—1503), f. 1430 el. 1431 i Xativa ved Valencia,
adopteredes af sin morbroder pave Calixtus III af slegten Borgia.
Hans pavelige onkel overdrog ham en mængde kirkelige
Embeder, hvorved han samlede sig store rigdomme. Disse
anvendte han dels til at tilfredsstille sin pragtlyst, dels
til et udsvævende liv. Dette fortsatte han, efterat han 1492
var blevet pave, uden at bryde sig om den forargelse,
det vakte, eller den domsforkyndelse, som f. eks.
Savonarola rettede mod ham. Hans formaal var først og
fremst at skaffe sine mange børn rige italienske
fyrstendømmer. Hertil var alle midler gode: vaabenmagt,
snigmord og politiske rænker. Pengemidlerne bragtes tilveie
ved simoni, afladshandel og en skat, der blev paalagt til
krig mod tyrkerne. A. VI’s papat er saaledes et af de
mørkeste blade i pavedømmets historie. Døde 1503. —
A. VII (pave 1655—67) protesterede som nuntius mod den
westfalske fred. Som pave oplevede han den svenske
dronning Kristinas overgang til romerkirken.
Han begunstigede jesuiterne og stillede sig paa deres
side i kampen mod jansenismen. —
A. VIII (pave 1689—91) tilhørte en venetiansk adelsfamilie.
Ved Ludvig XlV’s hjælp blev han valgt til pave, men viste
sig dog ligesaa uvillig som sine forgjængere til at
anerkjende de af kongen opstillede gallikanske rettigheder.
Han fordømte den jesuitiske lære om den «filosofiske synd»,
d. e. at en synd, som begaaes uden klar bevidsthed om at
krænke Gud og bryde hans love, er let tilgivelig og kun
drager timelige eller kirkelige straffe efter sig. Døde 1691.
Alexander den store (356—323 f. Kr.) var søn af Filip
af Makedonien og den epirotiske kongedatter Olympias.
A. blev opdraget af sin tids lærdeste mand, filosofen
Aristoteles, og havde under hans ledelse helt tilegnet sig
den græske dannelse; Homers digte var hans yndlingslæsning.
A. var af naturen ædelmodig og vidste at gjøre
sig elsket baade af sit folk og sine soldater; lykken
gjorde ham dog tilsidst overmodig. Baade som regent
og som feltherre staar han som den første i den græske
historie. Han var personlig tapper, sine planer lagde
han med stor omhu og beregning, og naar han havde
fattet en beslutning, udførte han den med hensynsløs
kraft og ihærdighed. Man vilde gjøre A. uret ved i ham
blot at se en ærgjerrig erobrer; hans erobringer stod
for ham som et middel. Hans maal var at samle den
splittede græske verden under sig og ved hjælp af de
store kræfter, som her endnu laa gjemt, underlægge sig
de østlige lande og udbrede den græske kultur over dem.
A. var 20 aar, da han i 336 f. Kr. ved faderens død
blev Makedoniens konge. Han var dengang allerede en
prøvet kriger og havde i slaget ved Chæronea (aar 338)
i spidsen for det makedoniske rytteri afgjort slaget til
fordel for sin fader. Straks efter sin tronbestigelse blev
A. af grækerne paa et møde i Korinth valgt i sin faders
sted som overanfører paa det tog, som var besluttet
mod perserriget. Først maatte han dog sætte sig i respekt
hos de nordenfor Makedonien boende halvvilde folkeslag.
Et rygte om, at han var falden deroppe, bragte Hellas
til at falde fra. Hurtig stod A. for Theben med en hær;
byen blev erobret og jevnet med jorden; de øvrige græske
folk faldt da til fode. Vaaren 334 var A. færdig med
sine rustninger mod det dengang svækkede perserrige,
hvis konge den personlig hæderlige Dareios Kodomannos
manglede kraft til med held at optage kampen. A.s hær
bestod kun af 30 000 fodsoldater og 5 000 ryttere; en
femtepart af hæren var fra Hellas. Ved elven Granikos
slog han de lilleasiatiske satraper, her som overalt med
fare for sit eget liv. Han fortsatte derpaa sydover langs
Lilleasiens kyst for at sikre sig hele kystlandet, før han
drog til det indre; herved blev perserne afskaaret fra
at sætte sig i forbindelse med de i hemmelighed
misnøiede hellener. Fra kysten drog A. gjennem det indre
af Lilleasien til Gordion, hvor han med sverdet løste
den gordiske knude. Gjennem de ubesatte passer over
Taurusbjergene kom han ned i Kilikien, hvor perserkongen
stod med en hær paa 700 000 mand for at dække veien til
Syrien. Ved Issos stod det afgjørende slag høsten 333.
 |
| Alexander den store. Buste i Museo Capitolino i Rom. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
