Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 213-214 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alfa - Alfabet - Alfader - Alfagræs, se Espartogræs - Alfaques, se Port Alfaques - Alfarvei - Alfeios - Alfenid - Alfer, se Alver - Alfheimar - Alfieri, Vittorio - Alfiva, se Knud den store - Alfons af Aragonien - Alfons X af Kastilien - Alfons af Portugal - Alfons af Spanien - Ordbøgerne: A - alf ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Alfa, det første tegn (A, α) i det græske alfabet. Det
sidste heder omega (Ω, ω). Alfa og omega (A og Ø.
begyndelse og ende) findes i den kirkelige kunst, ofte
forbundet med Kristi monogram og betegner ham som
den evige, den guddommelige, alle tings udspring
og alle tings maal (Aabenb._22, 13).

Oldkristelig lampe med α og ω.

Alfabet, den vedtægtsmæssig ordnede samling
af de bogstaver, der bruges i et sprog. Navnet er
dannet af de to første græske bogstaver, alfa og beta
(sml. ABC). Bogstavordenen i de europæiske a. stammer
fra fønikerne. Sanskrit-a. er ordnet efter de
taleredskaber, der anvendes ved lydfrembringelsen.
Se forøvr. Bogstav, Fonetik og Skrift.

Alfader, tilnavn til Odin som den øverste gud.

Alfagræs, se Espartogræs.

Alfaques, se Port Alfaques.

Alfarvei, hed tidligere adelfarvei. hvor adel-
betyder hoved-. Sml. algaden som navn paa hovedgaden
î danske byer, tidligere adelgade, d. e. hovedgade.

Alfeios, nu Rufia, den største elv paa Peloponnes,
udspringer i Arkadien, flyder et stykke under jorden,
løber forbi Olympia i Elis ud i det Joniske hav. Dens
underjordiske løb gav anledning til myten om, at
flodguden forfulgte nymfen Arethusa, der skjulte sig under
jorden.

Alfenid (fr. alfénide), galvanisk forsølvet nysølv,
ogsaa benævnelse for en sammensætning af forskjellige
nysølvlignende legeringer.

Alfer, se Alver.

Alfheimar bruges af Snorre i fortællingerne fra det
8. og 9. aarh. som navn paa det sydligste fylke i
Norge. Sandsynligvis er det dog intet virkeligt, men
kun et lavet navn, dannet efter kongenavnene Gandalfr
og Alfarin. I historisk tid heder fylket Ranriki eller
Ranafylki.

Alfieri, Vittorio, greve (1749 -1803). ital. digter,
en stolt, viljekraftig natur, glødende republikaner,
udbredte gjennem sin digtning den franske revolutions
idéer i Italien og øvede derved vidtrækkende indflydelse;
vendte sig siden med harme mod revolutionens
gjerninger. A.s talrige tragedier er præget af lidenskabelig
kraft, tankeskarphed og strenghed i formen, digterens
personlighed træder sterkt frem, skikkelserne er bærere
af hans idéer. Mindre betydelige er hans politiske
komedier, oder og satirer. Om hans forhold til grevinde
Albany, s. d.

Alfiva (Ælgifu), se Knud den store.

Alfons af Aragonien.

1. A. I. «krigeren», konge af Aragonien og Navarra,
fulgte 1105 sin broder Pedro I paa tronen.
1108 egtede han Urraea, arvedatter af Alfons VI
af Kastilien, men skiltes fra hende 1111, da
han ikke kunde opnaa at faa Kastiliens krone.
Erobrede 1118 Zaragosa fra de spanske arabere og gjorde
den til sin hovedstad. Under en uheldig beleiring af
Fraga blev han saaret og døde 1134. Efterfulgtes af sin
broder Ramiro.

2. A. V, den høimodige (omtr. 1394—1458). konge af
Aragonien, Sicilien og Neapel, blev 1416 efter
faderen Ferdinand I’s død konge i Aragonien og Sicilien,
adopteredes 1420 af dronning Johanna II af Neapel
og satte sig i besiddelse af dette rige 1442. Døde under
stridigheder med de norditalienske republiker. Hans
uegte søn Ferdinand arvede Neapel, medens hans broder
Johan II fik Aragonien og Sicilien.

Alfons X af Kastilien. «astronomen» el. den vise
(1226-84), søn af Ferdinand III. efterfulgte 1252 denne
paa tronen. Under det store interregnum blev han 1257
valgt til tysk konge, men formaaede ikke at hævde sin
myndighed overfor sine medbeilere, hvorimod hans
pengeforhold aldeles ødelagdes ved de store udrustninger.
1282 blev han afsat af sønnen Sancho og maatte søge
hjælp hos maurerne. Han var meget lærd. studerede
astronomi og filosofi og lod de Alfonsinske tavler til
astronom, brug udarbeide. Under ham udarbeidedes
ogsaa den første spanske historie, ligesom det gamle
testamente blev oversat paa spansk af jøder i Toledo.
Han var selv digter og regnes for at være grundlæggeren
af den kastilianske nationallitteratur.

Alfons af Portugal.

1. A. I, «erobreren» (1110—85), søn af rigets stifter
grev Henrik af Burgund, blev 1112 ved faderens død
greve af Portugal under formynderskab af moderen,
Theresia af Kastilien, hvem han. da han var blevet
voksen, med magt maatte fratage regjeringen.
23/7 1139 slog han maurerne ved Ourique og lod
sig paa valpladsen af sin seierrige hær udraabe
til konge. Paven anerkjendte ham som saadan, og paa
rigsdagen i Lamego 1143 blev landets første forfatning
ordnet. 1147 erobrede han ved korsfarernes hjælp
Lissabon fra maurerne og blev efter sin død æret som
helgen.

2. A. V, «afrikaneren». (1432—81), søn af Edvard I,
blev 1438 konge under formynderskab af farbroderen.
hertug Pedro af Coimbra «Regedor», hvis datter
Isabella (d. 1455) han egtede. 1448 overtog han selv
regjeringen, foretog flere krigstog til Afrika og
erobrede bl. a. 1471 Tanger. 1475 forlovede han sig med
Johanna (Donna Bertrandilla), en datter af Henrik IV
af Kastilien, idet han haabede gjennem dette egteskab
at opnaa en forening mellem Portugal og Kastilien.
Men Ferdinand den katolske slog ham 1476 ved Toro,
egteskabet blev ikke fuldbyrdet, og A. maatte opgive
alle planer om at faa Kastiliens krone. Han d. af pest
i Cintra. Under hans regjering havde portugiserne
opdaget og koloniseret det meste af Guineakysten.

Alfons af Spanien.

1. A. XII (1857—85), søn af dronning Isabella og
Frans d Assisi, fulgte 1868 sin moder i landflygtighed.
1870 frasagde Isabella sig kronen til fordel for ham;
men først da Martinez Campos 29 dec. 1874 havde udraabt
ham til Spaniens konge, vendte han tilbage og holdt i
jan. 1875 sit indtog i Madrid. Hans seierrige tropper
underkuede i feb. 1876 Karlistbevægelsen. A støttede
sig udadtil til Østerrige og Preussen, hvorfor han
ogsaa under et besøg i Paris nær var blevet pebet ud.
Indadtil støttede han sig til det konservative parti.

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>