Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Antimonbly, se Antimonlegeringer - Antimoncinnober - Antimonglans - Antimongult, se Antimonsyre - Antimonit, se antimonglans - Antimonlegeringer - Antimonoksyd - Antimonsmør, se antimontriklorid - Antimonsyre - Antimonsølv - Antimonsølvblende, se Rødgyldigerts - Antimontriklorid - Antimonvandstof - Antinomi - Antinomisme - Antinomistiske strid - Antinoos - Antinori, Orazio - Antiochenske skole - Antiochia - Antiochos - Ordbøgerne: A - antériorité ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Antimonbly, se Antimonlegeringer.
Antimoncinnober, kem. forb. af antimon, svovl og
surstof, er en rød farve, der anvendes istedetfor cinnober;
det spaltes af alkalier og kalk, men er holdbart overfor
lys og luft.
Antimonglans (antimonit el. spydglans), den vigtigste
antimonerts. Den bestaar af antimonsulfid med 71.8 pct.
antimon og 28.2 pct. svovl og krystalliserer i lange spidse
naale, hvoraf navnet spydglans. Dens specifike vegt er 4.7,
og den er blygraa og metalglinsende samt letsmeltelig.
I Orienten anvendes brændt, pulveriseret antimonglans
som sværte til øienbrynene. Ertsen kjendes fra en
mængde forekomster og er ogsaa fundet i Norge.
Antimongult, se Antimonsyre.
Antimonit, d. e. antimonglans.
Antimonlegeringer. Antimon kan legeres med næsten
alle metaller. De almindeligste legeringer er:
antifriktionsmetal (s.d.); britanniametal (tin med
vekslende mængder antimon, som oftest tillige kobber);
haardtbly (herunder skriftmetal; bly med vekslende
mængder antimon med eller uden tin).
Antimonoksyd, antimontrioksyd, kem. forb. af
antimon og surstof (Sb2O3), forekommer naturligt og
kan dannes af antimon ved oksydation (se Antimon).
Det danner et hvidt pulver, der ved opvarmning bliver
gult, men atter bliver hvidt ved af kjøling. Man kjender
endnu to andre, surstofrigere forbindelser af antimon og
surstof, nemlig antimontetroksyd (Sb2O4) og
antimonsyreanhydrid (antimonpentoksyd, Sb2O5); begge
danner hvide pulvere.
Antimonsmør, d. e. antimontriklorid.
Antimonsyre er en kem. forb. af antimon, surstof
og vandstof. I den kemiske analyse benyttes det
antimonsure kali (K2H2Sb2O7) som reagens for natron,
idet det tilsvarende natronsalt (Na2H2Sb2O7 + 6H2O) er
næsten uopløseligt. Antimonsurt blyoksyd
(neapelgult, antimongult) finder anvendelse som oljefarve.
Antimonsølv (diskrasit), en erts, der indeholder
antimon og sølv i noget vekslende mængde. Forekommer
i Schwarzwald, Harzen, i Dauphiné o. fl. steder.
Antimonsølvblende, se Rødgyldigerts.
Antimontriklorid, kem. forb. af antimon og klor
(SbCl3), danner en farveløs, krystallinsk, blød masse
(antimonsmør). Det kan fremstilles ved at opløse
spydglans i saltsyre, inddampe opløsningen og destillere
den tilbageblevne rest (Sb2S3 + 6HCl = 2SbCl3 + 3H2S).
Heldes en opløsning af antimontriklorid i saltsyre ud i
en større mængde vand, spaltes a., idet der udskilles et
hvidt pulver (en kem. forb. af antimon, surstof og klor.),
som kaldes algarotpulver (s. d.) (SbCl2 + H2O =
SbOCl + 2HCl).
Antimonvandstof, kem. forb. af antimon og vandstof
(SbH3), er en farveløs luftart, der udvikles sammen
med vandstof, naar en opløsning af antimonoksyd i
saltsyre behandles med zink. Tændes den saaledes
udviklede blanding af vandstof og antimonvandstof, og holdes
en kold gjenstand, f. eks. en porcellænsskaal, ind i
flammen, udskilles der metallisk antimon som et sort speil
paa skaalen; det udskilte antimon er uopløseligt i
natriumhypoklorid eller en klorkalkopløsning, men
opløseligt i vinsyre (sml. Arsenvandstof).
Antinomi, eg. juridisk: modstrid mellem to lovregler,
men dernæst ogsaa mellem to paastande (regler el.
sætninger), der hver for sig synes gyldige, saa vor erkjendelse
baade føler sig tvungen til valg og ude af stand til at
vælge mellem dem. Se ogsaa Kant, Immanuel.
Antinomisme, et teologisk udtryk, der betegner den
opfattelse, som negter lovens, enten Moselovens eller
den sedelige lovs betydning for kristne. I videre
forstand hævdes den af dem, som paastaar, at mennesket
er hævet over enhver sedelig lov, jfr. 2 Pet. 2, 18—19; i
snævrere forstand af dem, som hævder, at et helligt liv
ikke bliver til ved loven, men kun ved evangeliets
forkyndelse.
Antinomistiske strid udbrød paa reformationstiden,
da Agricola lærte, at omvendelse ikke virkes ved loven,
men kun ved evangeliet, og at kun kjærlighed til
retfærdighed og ikke frygt for straf er det rette motiv for
en kristelig livsførelse. Herimod udtalte baade Melanchton
og Luther sig. Senere blev dette spørsmaal udførlig
behandlet i konkordieformlen, artikel 5—6.
Antinoos, smuk ung mand fra Claudiopolis i Bithynien,
keiser Hadrians yndling og ledsager paa hans reiser;
druknede i Nilen omtr. 125 e. Kr. Ofte fremstillet
af kunstnere som en ungdommelig gude- eller
herosskikkelse.
Antinori, Orazio (1811—82), ital. zoolog og
Afrikareisende, f. i Perugia. Forvist for sin deltagelse
i den nationale og politiske bevægelse i Kirkestaten
gjennemreiste han 1854 Syrien og Lilleasien, undersøgte
1859—61 landene ved den øvre Nil og trængte sammen med
Piaggia frem til sumpegnene ved den hvide Nil og Bahr
el Gazal. Efter et fleraarigt ophold i Italien bereiste han
1870—71 Bogos-landene n. f. Abessinien og udtalte sig
efter et ophold i Tunis 1875 mod Boudaire’s plan om
at sætte Sahara under vand. Drog 1876 til Abessinien
og levede siden optaget med zoologiske undersøgelser
hos Menelik, dengang Ras af Schoa, hvor han døde.
Antiochenske skole, en teologisk retning i oldkirken,
som væsentlig har hjemme i Antiochia. Dens særkjende
er en historisk-kritisk fortolkning af skriften, betoningen
af det sedeliges betydning og fremhævelsen af Kristi
menneskenatur. Som skolens stifter nævnes Lukianos
(d. 311). Til dens betydeligste mænd hører Krysostomos
og Theodoros fra Mopsuestia.
Antiochia (nu Antakije), by i Syrien, ca. 20 km. fra
mundingen af Orontes (nu Nahr el Asy). Anlagt 301
f. Kr. var A. hovedstad i Seleukidernes syriske rige,
senere de romerske statholderes, undertiden ogsaa de
romerske keiseres residens. Havde dengang stor handel
og industri og ca. 1/2 mill, indb., var sæde for teologisk
videnskabelighed og samlingssted for 10 kirkemøder.
Kalifen Omars erobring 638 tilintetgjorde A.s storhed.
Det af korsfarerne 1098 oprettede kristne antiochenske
fyrstendømme erobredes af Mamelukkerne 1268 og fra
disse af tyrkerne 1516. A. er gjentagne gange blevet
ødelagt af jordskjælv, 1872 ogsaa det nuværende A., som
har 24 000 indb.
Antiochos, syriske konger.
1. A. I Soter (frelseren) (323—261 f. Kr.), søn af
Alexander den stores feltherre Seleukos, blev forelsket
i sin stedmoder Shatonike, hvem faderen ogsaa overlod
ham, tilligemed en
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
