Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arabien - Ordbøgerne: A - arable ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig saaledes i Nedsjd, d. e. høiland, og Nefùds, d. e.
ørkener. Fra randbjergene sænker landet sig i
terrasser ned til en smal og for det meste lav kystbrem.
Enkelte steder stiger høit fjeld op lige ved sjøen,
saaledes ved Bab el Mandeb. Den smale, tørre og
ubevoksede kystbrem kaldes ved den Persiske bugt Tihamah
el. Gaur.
Kun langs bækkene i høilandet og hvor der kan skaffes
kunstig vanding, finder dyrkning sted. Fjeldsiderne
mod de tre kyster, som nu og da faar regn, er saaledes
frugtbare og har en fastboende befolkning. A. har ingen
elve. Kun i regntiden strømmer vand gjennem vadi’erne,
d. e. de tørre dalfurer, som fører fra plateau- eller
randbjergene ned i kystlandet. A. har imidlertid udviklet
vandopsamlings- og vandingskunsten til en beundringsværdig
fuldkommenhed, især i Jemen. Hvad klimatet
angaar, saa svinger temperaturen paa høisletten mellem
store yderligheder, medens randbjergenes afsatser nyder
godt af havets nærhed. I A. har daddelpalmen sit hjem.
Her vokser ogsaa flere trær med vellugtende el. klæbrige
safter, balsamtræet, røgelsestræet («virak» efter det t.
«Weihrauch», cassia fistula), akasietrær, som giver gummi
arabicum o. fl. Endvidere dyrkes tobak, sukkerrør,
korn og grønsager. Af dyr lægger vi merke til
dromedaren og strudsen. Talrige er de giftige slanger, og
græshopperne er ofte en landeplage. Blandt husdyrene
er hesten det vigtigste. — Befolkningen er tættest ved
øst- og vestkysterne, det indre er ubeboet undtagen i
enkelte frugtbare dale. Araberne er semiter, mørkebrune
i s., lysebrune i n. De er dels nomadiserende beduiner,
dels hadesi, som bor i byer og landsbyer og driver
akerbrug. Industrien ubetydelig. Der udføres, især fra
Syd-arabien, mokkakaffe, dadler, heste, gummi, over havnene
Aden, Hodeida, Dsjidda.
Enhver af de utallige stammer har sit overhoved, sjèk
(el. sjeik, sheik). Emîr kaldes fyrsten over flere forenede
stammer, imâm, hvis han ogsaa er stammeforbundets
geistlige hoved. Den 200—300 km. brede kyststrimmel
langs det Røde hav staar umiddelbart under tyrkisk
overhøihed. Det er landskaberne El Hedsjas, Asir og
Jemen, tilsammen 441 000 km.2 med 1 mill, indb. ; det
erobredes 1818 fra vahhabiterne af Mehemed Ali, pasha
af Ægypten. Umiddelbart tyrkisk er endvidere den
noget smalere strimmel ved den n. del af den Persiske
bugt, landskabet el Hasa, som regnes til vilajetet Basra
(Mesopotamien); det erobredes 1871. Den tyrk. sultan
tillægger sig ogsaa overhøihed over enkelte af de i
virkeligheden uafhængige arab. stater: Omân, Hadramaut
og det af Ihn Rashid, emir af Haïl, i 1891 grundede rige
i Nedsjd, som var A.s største stat, men efter hans død
i 1897 befinder sig i opløsning. Det frie A. udgjør
2 472 000 km.2 med 1 950 000 indb. De brit. besiddelser
i A. indbefatter de umiddelbare besiddelser Aden med
opland, Perim, øen Kamaran (i det Røde hav), Kurian
Murian-øerne (ved den ø. del af sydkysten) og de
middelbare, nemlig kyststrøgene fra Aden til Merbat og fra
Hormusstrædet indover samt Bahreinøerne i den Persiske
bugt, alt ialt 411 000 km.2 med 252 000 indb. —
Religionen er den sunnitiske Islam, kun ved østkysten den
sjiitiske. De vigtigste byer er Mekka, Medina, Dsjidda,
Sana, Hodeida, Aden, Maskat. — Udforskningen af
Arabien skyldes mænd som Carsten Niebulir, Jasper
Seetzen, Burckhardt, Wrede, Burton, Maltzan, i en
nyere tid Palgrave, Anne Blunt, van den Berg, Glaser,
Euting.
Historie. A.s indre historie har altid været temmelig
ukjendt og gjennemvævet med sagn og myter. De mange
stammer deles af de arabiske genealoger i to
hovedgrupper: nord- og sydarabere. De første, el. mustariba,
siges at nedstamme fra Abrahams søn Ismail, deres
udgangspunkt var Hidjas, og til dem hørte kuraishiterne.
Sydaraberne, el. mutearriba, skal nedstamme fra Joktan
og udbredte sig fra Jemen, en uderafdeling af dem var
hunjariterne. Dækkede af ørkenen formaaede araberne
stadig at bevare sin uafhængighed overfor oldtidens
erobrende stormagter. Deres rolle i historien var
tvertimod den at sende det befolkningsoverskud, som landet
ikke kunde ernære, paa plyndringstog ind over de
omliggende kulturstater. Arabien er sandsynligvis semiternes
oprindelige hjemstavn, og Syriens og Mesopotamiens
befolkning er de i tidernes løb «afleirede arabere».
Den bekjendte Hammurabi er saaledes det sjette led i et
dynasti af arabisk oprindelse. Hyksosindfaldet i Ægypten
og israeliternes erobring af Palæstina er kun at forstaa
som arabiske ørkenstammers indtrængen i frugtbarere
egne, og efter Alexander den stores død dannede
arabiske stammefyrster flere smaariger i Syrien. Romerne
forsøgte flere gange forgjæves at trænge ind i Arabien,
saaledes Ælius Gallius (24 f. Kr.); først Trajan formaaede
at erobre Nordarabien; men allerede under Hadrian blev
det opgivet. Senere opstod smaariger i grænseegnene
som Ghassanidernes i Østjordanlandet under byzantinsk
og Lahmidernes i Hira under persisk overhøihed.
I Sydarabien fandtes allerede før Kristi tid riger med
en høit udviklet kultur, det minæiske og det sabæiske.
Ca. 100 f. Kr. flyttedes kulturcentret til det hunjaritiske,
som ca. 300 e. Kr. erobredes af abessinierne. Med disse
trængte kristendommen ind i Sydarabien, og den i de
arabiske sagn navnkundige konge Abraha var en ivrig
kristen. Ogsaa i Nordarabien fandtes i tiden før
Muhammed adskillige kristne, mest arianere og nestorianere
foruden en del jøder.
Med Muhammed følger saa det sidste store folkeudbrud
fra Arabien. Han er den eneste, der har kunnet
samle hele Arabien under ét scepter. Under hans
efterfølgere, kaliferne, traadte moderlandet hurtig i skygge,
tyngdepunktet flyttedes under Omaijaderne til Damaskus
og med Abbassiderne til Bagdad og Persien, medens de
religiøst indifferente beduiner atter gik op i de gamle
stammestridigheder, hvor ismailiter og jemeniter rasede
mod hinanden. Kalifens overhøihed var kun nominel,
og folkelige dynastier, som Ejubiderne og Tahiriterne,
holdt sig, til tyrkerne erobrede det nordlige Arabien
(1538). De maatte imidlertid kjæmpe med stadige
oprør og mistede en tid Mekka, tog det tilbage 1631, men
kunde dog ikke hævde besiddelsen af Jemen. Ca. 1740
stiftede Abd-ul-Vahhab vahhabiternes sekt; han vilde
en fuldstændig reformation af Islam, forbød al
helgendyrkelse og hævdede en puritansk, streng moral med
forbud mod enhver luksus og nydelse. V. underkastede
sig størstedelen af Arabien og erobrede Mekka (1803).
Deres magt blev derpaa tilintetgjort af Ibrahim pasha
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
