Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 397-398 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arabien - Ordbøgerne: A - arborisé ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

(Mehemed Alis stedsøn) (1818) og har siden indskrænket sig
til Centralarabien, Nedsjd, omkring Riad. Vestarabien stod
nu under Ægypten, indtil Europas intervention 1841
overdrog bevogtningen af de hellige stæder til sultanen. Først
1872 besatte tyrkerne Jemen, som de siden har holdt trods
gjentagne og endnu vedvarende oprør. Deres herredømme
her og i Hidjas bliver nu i høi grad strategisk styrket ved
anlægget af Mekkabanen, hvoraf 1/3, fra Damaskus til
Maan, var færdig i august 1904. Dens betydning for
panislamismen og pilegrimsreiserne til Mekka er
ligeledes stor, hvorfor der ogsaa er indkommet bidrag til
den fra hele Islams omraade. I det indre af landet er
derimod de smaa stammesheiker og vahhabiterne faktisk
uafhængige, og imod øst er Oman fuldstændig under
engelsk indflydelse.

Litteratur. Den a. litteratur er ikke alene
overordentlig omfangsrig, men den har tillige spillet en
vigtig rolle i kulturens historie. Inden denne litteratur er
nemlig gjennem lange tider store og betydningsfulde
dele af den antike kultur bevaret og ført videre, indtil
arven kunde overtages af Vesteuropas folkeslag. — Den
a. litteraturhistorie har sin begyndelse forholdsvis kort
forud for Muhammeds fremtræden. Den førmuhammedanske
litteratur, som er os levnet, og som bestaar af lyrisk
poesi, er ikke mange aartier ældre end Qor’ânen (Koranen).

Brudstykke af en side af Koranen.

At der imidlertid maa have eksisteret en lang forudgaaende
udvikling, fremgaar umiskjendelig bl. a. af den rigdom i
formel henseende (der er f. eks. 16 forskjellige versemaal),
som møder os allerede paa dette tidligste stadium.
Studiet af Qor’ânen, dels af dens indhold, dels af dens
sprogform, fremkaldte saavel en teologisk, juridisk og
historisk som en filologisk litteratur. Under beskyttelse
af de frisindede abbâsidiske kalifer, som i aaret 750 e.
Kr. afløste Omaijaderne, trivedes ogsaa studiet af filosofi,
medicin, matematik og astronomi; det var fornemmelig
det gamle Grækenland, som for disse videnskabers
vedkommende leverede grundlaget, formidlet gjennem syriske
oversættelser. Paa samme tid oplevede poesien, som
gjennem Muhammeds optræden var trængt i baggrunden,
en ny blomstring. Denne eftermuhammedanske periode
pleier man inddele i et klassisk afsnit, til henimod aar
1000 (da Bagdad som følge af Abbâsidernes vanmagt
ophørte at være centrum for de aandelige interesser i
Orienten), og et efterklassisk, som man regner enten til
aar 1258 (da mongolerne indtog Bagdad), eller ogsaa til
aar 1517 (da osmânerne erobrede Ægypten og førte den
sidste abbâsidiske kalif som fange til Konstantinopel).
Til forskjel fra, hvad tilfældet var i den førmuhammedanske
periode, finder vi nu ikke længer de egentlige
arabere som eneste bærere af den a. litteratur; meget
mere har persere, nordafrikanere og spaniere overtaget
de førende roller. Hovedsæderne for den orientalske
kultur og videnskabelighed er nu Bagdad, som siden
afløstes af Kairo, samt Cordova i Spanien (navnlig paa
dette sidstnævnte sted var det, at araberne optraadte
som europæernes læremestre i filosofien og de eksakte
videnskaber og saaledes førte den græske kulturs
frembringelser tilbage til Europa). Tiltrods for disse
nationale modsætninger og det overordentlig vidtstrakte
omraade, inden hvilket de forskjellige verker er opstaaet,
bærer den arabiske (eller islâmiske) litteratur for det
meste et overraskende ensartet præg; dette skyldes i
første række Qor’ânen, hvis sprog og stil afgav det eneste
gyldige mønster, og hvis indhold gjennemsyrede
bevidsthederne og derved frembragte en paatagelig aandelig
uniformitet. Den nyere a. litteratur er ikke af nogen
større betydning; den viser i det store og hele nærmest
en sterk tilbagegang. I den seneste tid finder man dog
antydning til, at der, gjennem paavirkning fra europæisk
litteratur, kan begynde en ny udvikling. — Hvad nu
de enkelte litteraturgrene nærmere angaar, da er, som
allerede antydet, skjønlitteraturen den ældste.
Den naaede i visse henseender, navnlig i hensyn paa
djerv friskhed og ligefrem naturlighed, sin høieste
blomstring allerede før Muhammed. Dog kan man paa den
anden side ikke fralægge denne ældste a. poesi en vis
enstonighed, endog i udtryk og vendinger, en forklarlig
følge af livet paa steppen med dets ringe afveksling og
snævre synskreds. Der digtes om denne steppe, om
oaserne, om dyrelivet (især lovsynger man sin
ridekamels talrige fortræffelige egenskaber); desuden priser
man sine egne og sine frænders bedrifter under de
hyppige stammefeider, og forfatter smædevers over
modstanderne. Der digtes ogsaa (ofte af kvinder) sørgekvad
over de faldne. Men først og fremst er det kjærligheden,
dens lykke og navnlig dens smerte, som danner et
staaende tema. De kortere af disse digte benævnes Ghaseler,
de længere Qasîder, og for disse sidstnævnte danner der
sig efterhaanden et bestemt skema med bratte
uformidlede overgange (idet man begynder med en klage over,
at den elskede er borte, og fortsætter med variationer
over et udvalg af de ovennævnte temata, for saa sluttelig
at række frem til digtets hovedemne). Af den poesi, der
er os levnet fra tiden før Muhammed, er i første række
at nævne «al-Mu’allaqât» (egentlig «de [til beskuelse]
ophængte», det vil i dette tilfælde sige: «de fortrinlige»), syv
Qasîder, der tilskrives syv navngivne digtere, deriblandt
den bekjendte Antara og Imruulqais (fra hvem vi
desuden har deres dîvâner, d. e. digtsamlinger). Videre
bør nævnes «al-Hamâsa» («tapperhed»), en samling
fornemmelig bestaaende af heltedigte. Og endelig er at
merke den saakaldte «Kitâb al-aghâni» (d. e. sangenes bog),


[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>