Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arbeiderbeskyttelse - Ordbøgerne: A - arm ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
De store økonomiske ofre, den medfører for den enkelte
som for samfundet, er derfor langt fra spildte; tvertimod
godtgjør al erfaring, at produktionen øges ved den
gjennnem a. frembragte husholderiskhed med menneskelig
arbeidsenergi. Grænsen for, hvor vidt a. kan og bør
gaa, er derfor naturlig at søge der, hvor videregaaende
forholdsregler og de dermed forbundne økonomiske
byrder vilde ophøre at «lønne sig» for samfundet. Det
maa dog herunder erindres, at ethvert fremskridt i
produktionens tekniske og økonomiske organisation ogsaa
retfærdiggjør en udvidelse af a. Selvfølgelig vil den
enkelte ikke kunne opnaa merkbare resultater i denne
retning; reformerne maa ogsaa paa dette omraade
fremgaa af manges samvirken. Arbeiderne selv kan
udrette meget hertil gjennem sin organisation; thi
gjennem den kan de sætte magt bag sine krav. Ved hjælp af
kollektive arbeidsaftaler eller saakaldte «tarifkontrakter»
(s. d) har de i mange tilfælde formaaet at regulere
arbeidsforholdet i en for sig gunstig retning.
I stedse høiere grad har dog i den nyeste tid
staten været a.s bærer. Uden dens medvirken kan jo
ikke lovgivningen om a. fremmes og ikke dens
praktiske gjennemførelse sikres ved kontrol (fabriktilsyn)
eller i tilfælde ved straf. Statens synspunkt ved al
a.-politik maa dog være, at den skal være arbeidsklassens
støtte og ikke dens formynder. A. har i de forskjellige
lande et høist forskjelligt omfang. Tidligst blev den
udviklet i England, som allerede 1802 fik en virkelig
a.-lov. Forbillederne fra England blev efterhaanden fulgt
af de øvrige kulturstater. Sine største triumfer har den
sociale reform i kraft af en energisk gjennemført
a.-lovgivning feiret i Australiens stater, navnlig Victoria, og
paa Ny Seeland, hvor den mægtig har bidraget til at
skabe verdens mest ensartede og maalbevidste demokrati.
I Norge har vi følgende love, der falder ind
under a.: 1. om fabriktilsyn af 27 mai 1892, 1. om
ulykkesforsikring af 23 juli 1894 med ændringer af 23 dec. 1899
og 12 juni 1906, 1. om arbeide i bagerier af 24 april 1906,
1. om arbeidsformidling og om statens og kommunernes
bidrag til arbeidsledighedskasserne af 12 juni 1906.
De vigtigste af de forhold, som hidtil i forskjellig
udstrækning efter land og tid har været gjenstand for
a.-lovgivning er følgende: 1. Adgangen til at beskjæftige
børn, unge mennesker og kvinder enten overhovedet
eller for visse arter af farligt eller sundhedsskadeligt
arbeide; 2. arbeidstidens længde (maksimal- og
normalarbeidsdag) eller dens afbrydelse af hvilepauser (i dagens
løb, natarbeide, søndagshvile), dels for arbeiderne
overhovedet, dels for bestemte klasser af saadanne (børn,
kvinder); 3. de sanitære og hygieniske forhold i og
udenfor arbeidslokalerne (regler for disses størrelse og
udluftning, renhold og opvarmning, toilettebekvemmeligheder
m. v.), i det hele alt, der kan tjene til arbeiderens
sundhed og velvære under arbeidet; 4. arbeidsgiverens
ansvar for arbeiderens liv og helbred ved
sikkerhedsforanstaltninger ligeoverfor bedriftsulykker;
5. forsikring mod de økonomiske følger, det medfører for den
kun til bevarelsen af sin arbeidskraft henviste arbeider, at
han bliver liggende under for en forbigaaende eller varig
arbeidsudygtighed som følge af sygdom, ulykke,
invaliditet eller alderdom; 6. sikring af, at arbeiderens løn
afgjøres til ret tid og sted og saaledes, at arbeideren,
den svagere part i kontraktsforholdet, ikke forfordeles ved
uhjemlet tilbageholdelse af lønnen el. ved dennes afgjørelse
i andet end penge (truck); 7. opretholdelse og udvidelse
af arbeiderens borgerlige rettigheder, anerkjendelse af
hans forenings- og forsamlingsfrihed og retslig
anerkjendelse af arbeidernes faglige og andre foreninger;
8. kontrol med a.-lovgivningens gjennemførelse ved
verksteds- og fabriktilsyn, ved arbeidsreglementers og
arbeidskontrakters offentlighed, ved lovfæstet ret til
gjensidig opsigelsesfrist i arbeidsforholdet; 9. udvikling
af institutioner til udjevning og voldgift i stridigheder
mellem arbeidsgiver og arbeider eller til forebyggelse
af saadanne stridigheder; 10. forbedringer i de smaa
indtægters boligforhold; 11. bestræbelser for at hæve særlig
arbeiderstanden i kundskab, moral og social anseelse.
Mange af de krav, socialpolitiken saaledes efterhvert har
opstillet, er blevet virkeliggjort, andre staar i forskjellige
lande paa dagsordenen. Som en følge af de økonomiske
byrder, a. paalægger det enkelte lands industri, anføres
ofte som en indvending mod dens fortsatte udvikling, at
dettes internationale konkurrancedygtighed derved
nedsættes ligeoverfor lande, hvor a. ikke har naaet et
tilsvarende omfang. For at afbøde misforhold af den art
blev der allerede ved midten af forrige aarh. fra de
industridrivendes egen kreds foreslaaet at istandbringe
internationale lovregler for a. Denne tanke førte
imidlertid ikke til positive forholdsregler, før Schweiz 1881
rettede en henvendelse til de europæiske magter om
istandbringelse af en international overenskomst
vedrørende dette spørsmaal. Flere stater stillede sig dog
foreløbig kjølig til tanken. Efterat arbeiderne selv havde
optaget den til behandling paa den første internationale
(socialistiske) arbeiderkongres i Paris 1889, fandt Schweiz
tiden inde til atter at fremkomme med sit forslag og
indbød til en kongres i Bern 1890, men Tyskland kom
i forkjøbet med afholdelse af en international
a.-konference i Berlin i mars s. a. Her besluttedes at
opfordre de deltagende lande (hvoriblandt ogsaa Norge) til
at vedtage en række nærmere formulerede fælles
bestemmelser om indskrænkning i adgangen til at benytte
børns og kvinders arbeide, om søndags- og natarbeide,
fabriktilsyn og gjensidig udveksling af socialstatistik.
En flerhed af disse ønskemaal er forlængst opfyldt.
I 1897 afholdtes der internationale a.-kongresser saavel
i Zürich som i Bruxelles bl. a. til planlæggelse af et
internationalt bureau for spørsmaal, der staar i
forbindelse med a. Ved en ny kongres i Paris juli 1900
stiftedes den «Internationale forening for lovfæstet a.»
med sektioner i de fleste europæiske lande (men
endnu ikke i Norge) og med et bureau i Basel som organ.
Denne internationale, men ikke officielle institution, der
nærmest tjener samfundsvidenskabelige øiemed, traadte
i virksomhed 1901.
I sept. 1906 afholdtes i Bern den første internationale
diplomatiske a.-konference, hvor der blev vedtaget en
overenskomst om helt at forbyde kvinders natarbeide.
Hverken her eller ved en almindelig international
konferance i Bern mai 1905 var Norge repræsenteret. Den
første mellemfolkelige, direkte mellem to stater afsluttede
overenskomst angaaende a., blev, efter forslag af den
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
