Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arbeiderbeskyttelse - Arbeiderboliger - Arbeiderbrug, se Norsk arbeiderbrug- og boligbank - Arbeiderforening - Ordbøgerne: A - arm ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
italienske minister Luigi Luzzatti, indgaaet ved en
traktat, oprettet mellem Frankrige og Italien 15 april 1904.
[Litt.: van Zanten, «Die Arbeiterschutzgesetzgebungen in den europäischen Ländern» (1902);
Fredholm, «Arbetarelagstiftningen och fabriksinspektionen i utlandet» (1890);
B. Hansted, «Englands fabrik- og verkstedlovgivning» (1890);
L. Bramsen, «Englands og Tysklands lovgivning for arbeidere i industri og haandverk» (1889);
Stier-Somlo, «Deutsche Sozialgesetzgebung» (1905);
van der Borght, «Grundzüge der Sozialpolitik» (1904);
v. Zwiedineck-Südenhorst, « Arbeiterschutz und Arbeiterversicherung» (1905);
Arbeiderkommissionens indstilling (Kra. 1888).]
Arbeiderboliger. Skjønt de ubemidlede klassers
boliger ogsaa i landdistrikterne, f. eks. i Norge, har vist
sig at lide af væsentlige mangler, er det fornemmelig
den betydelige indvandring af arbeidsklassen, der i de
senere aartier tildels har fundet sted til en række byer,
særlig storhederne, som har skabt arbeiderboligernes
problem. Dels vil nemlig boligernes mangler blive desto
mere iøinefaldende, jo flere mislige boliger der samles
paa et lidet fladerum. Dels vil manglerne blive ulige
størst, hvor der i løbet af kort tid indvandrer et større
antal individer, end der staar i forhold til det
eksisterende husrum. Derfor er ogsaa «hus»- eller
«bolignøden» ulige størst, naar byernes industri o. l. i løbet
af forholdsvis kort tid gjennemgaar en sterk udvikling.
De mangler, som de ubemidlede klassers boliger
særlig frembyder, bestaar dels i en overbefolkning med en
tilsvarende hyppig optræden af sygdomme som tuberkulose
og barnediarrhoe (se under Arbeiderhygiene) ;
i følge med overbefolkningen gaar ogsaa daarlig luft. Videre
er de ubemidlede klasser i forholdsvis stor udstrækning
henvist til fugtige, kolde og trækfulde boliger eller ogsaa til
boliger, der vender mod gaardsrum, mod trange gader eller
ligger i kjældere, og som derfor savner tilstrækkeligt lys.
Endelig vil boligerne som andre varer følge loven om
forholdet mellem tilbud og efterspørsel, saa de bliver
dyrest, naar der under en sterk indvandring er færre af
dem, end der svarer til behovet. Naar leilighederne
rives bort, hvor store saa deres mangler er, bliver ogsaa
priserne derefter og faar let udseendet af et slags «aager»
(«Wohnungswucher»). Som følge af disse forhold bliver
ogsaa kravet paa «sunde og billige arbeiderboliger» i
byerne fremsat med størst styrke netop i florissante
tider, medens dette krav gjør sig mindre gjældende,
naar tiderne og dermed husleien gaar ned, og omvendt
tilbudet af nogenlunde gode boliger stiger.
Bl. a. som følge af denne fluktuation paa boligmarkedet
kan man for tiden ikke opstille nogen bestemt
regel, som paa nogen maade endog tilnærmelsesvis kan
rette paa de ovennævnte mangler. Hvad man forsaavidt
hidtil har bestræbt sig for, er for en stor del fra
England, hvor forholdene i de mange store industribyer
bl. a. har affødt en række «housing of the working
classes acts», i større eller mindre udstrækning overført
til andre lande, og bestaar væsentlig i følgende: 1. At
faa skjærpet de hygieniske krav til nybygninger og at
faa forbedret de hygieniske forhold i de allerede
eksisterende boliger, henholdsvis, om disse er for usunde,
at faa dem sløifet. Dette arbeide har vist sig meget
frugtbringende. Det sorterer dels under sundhedsvæsenet.
dels har det været overtaget af private, som f. eks. i
England (Octavia Hill) har indkjøbt daarlige huse og
derefter sat dem i god stand for at leie dem ud som et
filantropisk foretagende. 2. At begrænse antallet af
beboere ved at paabyde, at der i en leilighed ikke maa
bo flere, end at der kommer 10—11.3 m.3 (England)
rumindhold paa hver person over og halvparten paa
hver under 10 aar. Dette praktiseres i stor udstrækning
i England («ticketed houses»), mindre i Tyskland og
tildels i Østerrige. De fleste steder har man dog hidtil
afstaaet herfra; er der ikke husrum nok, fører saadanne
forholdsregler til, at en hel del folk maa sættes ud paa
gaden, ligesom det synes haardt at tvinge familierne til
at leie større husrum, end de selv synes, de har raad til.
3. At filantroper eller selskaber med mere eller mindre
udtalt filantropiske formaal opfører arbeiderboliger, jfr.
f. eks. de Peabody’ske boliger i London, de Dickson’ske
stiftelser i Göteborg, arbeiderbyggeforeningen i Kjøbenhavn,
forskjellige selskaber i norske byer. Tildels er
hensigten med disse byggeforetagender den, at arbeiderne
efterhaanden skal blive selveiere. 4. At fabrikerne
opfører boliger for sine arbeidere. Dette sker bl. a. ikke
sjelden i landdistrikter, hvor arbeiderne ellers ikke vilde
faa husrum. 5. At det offentlige eller filantropiske
selskaber søger at «stimulere» det private initiativ til
at bygge gode og forholdsvis billige arbeiderboliger ved
begunstigelser som billige laan, lettelser i skatter, i
afgift for gas og vand. Denne fremgangsmaade er meget
udbredt. Saadanne begunstigelser tilstaaes i almindelighed
kun selskaber, som forpligter sig til ikke at uddele mere
end en vis lav dividende til sine aktionærer, eller de
tilstaaes arbeiderne selv for at stimulere dem til at blive
selveiere (jfr. f. eks. Norge). Tildels har sparebanker
interesseret sig for at yde saadanne foretagender billige
laan. 6. At kommunerne selv bygger arbeiderboliger.
Dette er skeet i en række byer, særlig i England. Dels
har det været familieboliger (f. eks. i Kristiania), som
paa enkelte steder fortrinsvis har været bestemt for
kommunale funktionærer (Frankfurt a/Main). Dels er
det boliger for enslige personer, som bl. a. tilsigter at
modarbeide, at ugifte voksne personer logerer sig ind
hos arbeiderfamilier og derved yderligere forværrer luften
i de trange leiligheder og tillige hyppig nok virker
uheldig i moralsk henseende. I det store og hele er dog
antallet af «kommunale arbeiderboliger» hidtil lidet;
som regel har man nøiet sig med at bygge enkeltvise
«mønsterboliger», der skal tjene private til efterligning.
Paa grund af tomte- og byggepriserne har man ved
disse bestræbelser i byerne oftest kun opnaaet at faa
opført bygninger i den i mange retninger uheldige
«kasernestil» og ikke de ideale smaahuse med smaa
haveflekker. (Se ogsaa Egne hjem.)
Arbeiderbrug, se Norsk arbeiderbrug- og boligbank.
Arbeiderforening eller a.samfund kaldes enhver
sammenslutning mellem arbeidere tilhørende forskjellige
fag, og hvor øiemedet er at pleie fælles interesser,
der ligger udenfor de enkelte medlemmers særlige
fagomraade, som derfor navnlig tager sigte paa at formidle
selskabeligt samvær, oplysningsformaal eller gjensidig
hjælpevirksomhed, undertiden ogsaa at være samlingspunkt
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
