Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arbeidsgiverforening, Norsk - Arbeidshjem - Arbeidshus - Arbeidskammer - Arbeidskontrakt - Arbeidsledighedforsikring - Ordbøgerne: A - arve ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Arbeidsgiverforening, Norsk, er en i 1900
organiseret sammenslutning af landets arbeidsgivere til
varetagelse af fælles interesser særlig ligeoverfor
arbeidskonflikter. Foreningen, der har forbilleder i mange
lande, sætter som sin første opgave at vedligeholde et
godt og varigt forhold mellem sine medlemmer og deres
arbeidere ved imødekommenhed ligeoverfor berettigede
krav fra disses side. Uberettigede fordringer fra
arbeiderne eller deres foreninger har den til maal at
modarbeide. Ved solidarisk at yde den enkelte arbeidsgiver
sin støtte slaar den vern om standens interesser, først og
fremst om den for al industriel virksomhed nødvendige
orden, disciplin og kontraktssikkerhed. Ogsaa udenfor
landet vil den kunne virke, idet den med a. i Danmark
og Sverige har indgaaet overenskomster om fælles
optræden i visse tilfælde. N. a. er inddelt i 10
underafdelinger eller distrikter og har i Kra. et centralstyre
med fast kontor. Den har gjennem fredelige
forhandlinger allerede udjevnet talrige arbeidstvister. Siden
mars 1904 har den sit eget faglige organ i «Meddelelser
fra Norsk a.», der udkommer maanedlig i Kra.
Arbeidshjem. Som en af formerne for direkte
understøttelse af trængende nævner fattigloven af 19 mai 1900
forsørgelse i arbeidshjem. Hertil kan ogsaa henvises
arbeidsføre og friske folk, som under midlertidig
nødstilstand henvender sig til fattigstyret om hjælp.
Arbeidshus. Efter straffel. § 39 kan retten, naar
den finder, at en ikke sindssyg tiltalt, der enten frifindes
eller i henhold til straffel. §§ 45 og 56 idømmes nedsat
straf, er farlig for retssikkerheden paa grund af
utilregnelighed eller formindsket tilregnelighed, bl. a.
beslutte at lade ham anbringe i a. I dette øiemed
anvendes for tiden (1906) alene Kra. kommunes tvangs-a. (s. d.).
Arbeidskammer el. arbeidsraad er navnet paa
en i forskjellige lande af staten oprettet og underholdt
institution til varetagelse af arbeiderstandens særinteresser
i lighed med handels-, haandverks- eller landbrugskamre
for disse næringsgruppers interesseomraade. A. er som
regel sammensat af repræsentanter saavel for arbeidsgiverne
som for arbeiderne. A. findes i Frankrige,
Belgien, Schweiz, Italien og Nederlandene og er planlagt i
Tyskland, hvor oprettelsen af en saadan institution blev
stillet i udsigt allerede i keiser Wilhelm II’s budskab
om arbeiderspørsmaalet af 4 feb. 1890, men fremdeles
befinder sig paa overveielsernes stadium. [Litt. :
«Vorschläge zur Gestaltung der Arbeitskammern in
Deutschland. Zehn Gutachten» (1906).]
Arbeidskontrakt kaldes den mellem arbeider og
arbeidskjøber (driftsherre) indgaaede overenskomst,
hvorefter hin skal yde et efter tid eller mængde beregnet
arbeide mod en af denne ydet bestemt løn. Forskjellig
herfra er arbeidsakkord, som er en aftale om et
arbeidsprodukt, ikke om selve arbeidet. Den nyere tids
økonomiske samfundsorganisation hviler paa den frie a.,
som blev indført, da de fra naturretten hentede ideer
om individets frihed og ret brød igjennem paa
næringslovgivningens omraade i slutningen af 18 og begyndelsen
af 19 aarh. Den gamle laugsordnings patriarkalske
forhold mellem mester og svend eller lærling blev herved
afløst af en retslig ligestillethed, som forudsatte to
teoretisk af hinanden helt uafhængige parter, der optraadte
i fri forhandling om arbeidsforholdet. Samfundslivets
praksis viste dog snart et andet billede. Arbeiderens
frihed er illusorisk, naar han er nødt til at sælge
sin arbeidskraft for at leve. Den enkelte arbeider staar
magtesløs i a.-forholdet : han savner som regel overblik
over sit fags stilling og de vilkaar, arbeidsmarkedet byder :
han ved ikke, hvilke fordringer han kan drive igjennem.
For at bøde paa den risiko for «udbytning», der ligger
heri, har arbeiderne i den nyeste tid i stedse større
udstrækning søgt at afløse den frie, individuelle a. med
den kollektive a., ogsaa benævnt tarifkontrakt.
Denne er hovedhjørnestenen i den nye arbeidsret,
som holder paa at arbeide sig frem. Her er den enkelte
arbeiders fri selvbestemmelsesret forsaavidt ophævet, som
a.s betingelser ikke længer er hans frie raadighed
underkastet, men er gjenstand for beslutning af den faglige
korporation, han tilhører. Samtlige arbeidere inden en
saadan vil da som regel staa som en enhed og i fællesskab
optrædende kontraktpart ligeoverfor arbeidskjøberen, en
enkelt saadan eller en korporation af dem. Navnlig i
England og Tyskland spiller fagforeningerne en stedse
større rolle som formidlere af kollektive a.
Tarifkontraktens retslige natur er fastslaaet i en i 1906
vedtaget lov i Nederlandene; den er knæsat i Østerrige.
Italien og Tyskland men fremfor alt i et af den franske
minister Sarrien høsten 1906 fremsat lovforslag (om
«les conventions collectives relatives aux conditions du
travail»).
[Litt.: Fanny Imle, «Die Tarifverträge zwischen Arbeitgebern und Arbeitnehmern in Deutschland» (Jena
1907);
«Der Tarifvertrag in Deutschen Reich. Bearbeitet im Kaiserlichen Statistischen Amt», bd. I—III (Berlin 1906).]
Arbeidsledighedforsikring har til formaal at sikre
arbeidsføre og arbeidsvillige personer en vis
understøttelse i tilfælde af ufrivillig arbeidsløshed. I de fleste
civiliserede lande har arbeidernes fagforeninger nu i
dette øiemed arbeidsledighedskasser, hvis
organisation i hovedsagen er den samme overalt: Enhver,
som er med i fagforeningen, har til dennes
arbeidsledighedskasse at betale en ugekontingent, som hos os i
almindelighed udgjør fra 5—15 øre; herfor faar han,
naar han har betalt denne kontingent det i foreningens
love foreskrevne tidsrum (alm. et halvt eller helt aar),
krav paa en vis ydelse af kassen (alm. 1 kr. dagen i
60 dage) under arbeidsløshed. Med denne ret følger
pligt til at tage andet arbeide i faget, som fagforeningens
styrelse finder passende. Disse kasser, som overalt har
været et led i de organiserede arbeideres bestræbelser
for gjennem sammenslutning at opnaa bedring i sine kaar,
er opstaaet i England, hvor den første kasse oprettedes
i 1831. Det er dog først i de sidste femten aar, at
bevægelsen har skudt betydeligere vekst. I England
udbetalte i 1904 de 100 største fagforeninger, som tils.
havde ca. 1 mill. medlemmer, henved 12 mill. kr. i
arbeidsledighedsunderstøttelse. Samme aar ydede de
danske «Samvirkende fagforbund» med ca. 90000
medlemmer over 400 000 kr. i samme øiemed. I Norge,
hvor arbeidsledighedskasserne endnu i 1899 kun havde
ca. 1000 medlemmer, ydede i 1904 15 kasser med tils.
henved 10000 medl. over 60000 kr. i understøttelse.
Byen St. Gallen i Schweiz gjorde i 1895 et forsøg med
at indføre tvungen a. Der viste sig imidlertid uovervindelige
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
