Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arbeidsledighedforsikring - Arbeidsløn - Arbeidsnedlæggelse - Ordbøgerne: A - ash ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vanskeligheder ved indkrævning af kontingent,
kontrol m. v., saa at forsikringen afskaffedes igjen i
1897. Mere vellykket har det system vist sig, som fra
1901 har virket i Gent i Belgien: at give kommunale
tilskud til arbeidsledighedskasserne i den hensigt at
opmuntre arbeidernes selvhjælpshestræbelser og øge
tilslutningen til kasserne. Gentsystemet er nu optaget i
de fleste belgiske og en række franske kommuner; det
er desuden i 1905 bragt i anvendelse af den franske og
i 1906 af den norske stat. Hos os er sagen ordnet ved
en lov, hvorefter staten kvartalsvis godtgjør kasserne en
fjerdedel af de udbetalte understøttelser; af statens
udlæg skal derefter de kommuner, hvor de understøttede
hører hjemme, dække de to tredjedele. Hvor der er
oprettet offentligt arbeidsanvisningskontor, har de
arbeidsledige efter loven pligt til at melde sig ved dette.
Arbeidsløn er i videre betydning enhver erstatning
for en arbeidsydelse. I almindelighed tænker man
imidlertid ved a. i snævrere forstand paa den «eiendomsløse»
arbeiders ved kontrakt eller aftale med den
kapitalbesiddende driftsherre fastsatte løn for at yde denne
legemligt arbeide i en given tid og ellers paa nærmere
bestemte betingelser. A. er altsaa en leiepris for
menneskelig arbeidskraft. Om ikke tidligere, saa ophørte
ialfald efter maskinindustriens opstaaen arbeideren selv at
eie produktionsmidlerne og dermed ogsaa arbeidsproduktet.
Følgelig blev lønnen den eneste form, hvori
han herefter fik andel i produktionen. Lønsspørsmaalet
maatte dermed blive et af de store sociale spørsmaal.
Flere teorier er blevet opstillet for at søge a.s størrelse
bestemt. Den liberale engelske skole fremsatte saaledes
læren om et saakaldt nationalt «lønningsfond», efter
hvilken den del af et lands kapital, der medgaar til at
lønne dets arbeiderbefolkning, skulde udgjøre en fast
uforanderlig andel af den samlede nationalformue. Naar
nu arbeidernes antal forøgedes, blev der altsaa
gjennemsnitlig en saameget mindre løn til hver. En
forøgelse kunde blot finde sted under den forudsætning, at
arbeidernes antal aftog eller nationalformuen og dermed
«lønningsfondet» voksede. Læren er forlængst opgivet.
Ligesaa er det gaaet med Lassalles saakaldte «jernhaarde
lønningslov», efter hvilken a. altid skulde bevæge sig om
grænsen for det eksistensminimum, der kræves for at holde
slegten vedlige. Kom den nemlig over dette punkt,
mente Lassalle, vilde arbeiderne gifte sig hyppigere og
tidligere, derved vilde antallet af dem vokse, tilbudet
af arbeidskraft blive større og atter trykke a. ned mod
lavmaalet for livsopholdet. Erfaring har godtgjort
lærens falskhed. Problemet om at finde den «retfærdige
løn» (v. Thünen) ansees nu i almindelighed for uløseligt
eller at savne praktisk interesse.
Medens man i tidligere aarh. kjendte løntakster, fastsatte
af myndighederne, forsvandt alle saadanne kunstige
forsøg paa at regulere lønnen ved liberalismens gjennembrud
i slutningen af 18 aarh. Imidlertid har man i nyeste
tid seet enkelte forsøg paa at lovfæste en mindsteløn
i Australiens stater. Planer i lignende retning har været
bragt paa bane ogsaa andetsteds uden dog at føre til
praktiske resultater. I moderne tid er løn afgjort i
penge den eneste anerkjendte form for betaling af
arbeidskraft. Saa var det ikke tidligere. Endnu i begyndelsen
af 19 aarh. var det mangesteds brugeligt, at arbeidsgiverne
betalte sine arbeidere i varer. Dette saakaldte
«trucksystem» ledede til mange misligheder, hvorfor det
i flere lande er forbudt ved lov.
De principer, efter hvilke lønnen bestemmes, er meget
forskjellige; man har derfor en hel række «lønningssystemer».
De to grundformer for a. er tidsløn, naar
den regnes efter fastsat anvendt tid (time-, dag-, ugeløn),
og stykløn eller akkordløn, naar den beregnes
efter det udførte arbeides mængdeforhold. Ofte blandes
systemerne for at formindske de ulemper, som klæber
ved hvert af dem: tidslønnen opmuntrer ikke til flid,
medens akkordlønnen let kan drive arbeideren til
overanstrengelse. Bevægelsen synes imidlertid i de mere
fremskredne industrilande at gaa i retning af at lægge
den i arbeidet nedlagte anstrengelse til grund for a.s
beregning. Derfor er tidslønsystemet i tilbagegang,
medens akkordsystemet i forskjellige former vinder
terræn. Herunder bringes ofte en præmiering, der kan have
forskjellige former, i anvendelse: der gives ekstraløn
efter arbeidets kvalitet, for det producerede kvantum
over en vis mængde, for udvist økonomi med raamaterialet,
for udførelse af arbeidet i kortere tid end den
aftalte o. s. v. Ved gruppeakkord faar et antal arbeidere
underet en fælles stykløn; ogsaa hermed kan
selvfølgelig en præmieaftale kombineres. Den mest
omfattende præmie fremkommer, hvor arbeideren direkte
erholder andel i forretningens udbytte
(se Udbytteandelssystem); dette pleier da at udbetales
aarlig eller indsættes i sparebankbog. En hemsko mod
dette systems udbredelse er nødvendigheden af ved dets
anvendelse at give arbeideren indsigt i forretningens gang
og bogførte afkastning. En beslegtet lønningsform afgiver
den saakaldte glidende lønningsskala (eng. sliding
scale), som paa forhaand fastsætter et vist forhold mellem
lønnen og den til enhver tid for produktet opnaaede
pris, saaledes at a. stiger eller synker med denne.
Erfaring viser, at en høi a. er lønsom, bl. a. af den grund,
at den tvinger arbeidsgiveren til at anvende bedre
arbeidsmetoder og maskiner. Navnlig i de Forenede stater har
«de høie lønningers økonomi» været sterkt fremholdt;
regelen herom kan dog ikke tillægges almen gyldighed.
[Litt.: Ludw. Bernhard, «Handbuch der Löhnungsmethoden» (Jena 1906);
L. Brentano, «Arbeidsydelsens forhold til arbeidsløn og arbeidstid» (Kjøbenh. 1894);
Schoenhof, «The economy of high wages» (New York 1892);
Brassey, «Work and wages» (London 1871);
C. Schmidt, «Der natürliche Arbeitslohn» (Jena 1887).]
Arbeidsnedlæggelse, ogsaa ofte kaldt arbeidsstansning,
finder sted, naar samtlige arbeidere i en fabrik
eller bedrift, inden et helt fag eller undertiden i
en række af fag, samtidig indstiller arbeidet efter ensidig
beslutning enten af arbeiderne eller af en eller flere
arbeidsgivere. Maalet er at fremtvinge opfyldelsen af et
krav fra en af parternes side. Oftest gaar dette krav
ud paa at opnaa gunstigere arbeidsbetingelser, høiere
løn, hvor arbeiderne er den aktive part, lavere løn, hvor
arbeidsgiveren har den angribende rolle. En a. fra
arbeidernes side kaldes streik, den af arbeidsgivere
fremkaldte a. ofte udelukkelse (t. Aussperrung) el. lockout
(eng.). Begge former af a. betragtes af den moderne socialpolitik
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
