Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Armenien - Armenisk kirke - Armenisk sprog og litteratur - Ordbøgerne: A - aufschiben ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vulkankegler: Store Ararat midt i landet, høieste
top (5156 m.), Lille Ararat (3914 m.), forbundet med
Store Ararat ved en ryg, og Alagøs n.ø. for Erivan o. s. v.
— vulkankeglerne særlig fra det Sorte hav mod sydøst
til Goktschasjøen og Ararat. Elvene i A. hører væsentlig
til Kurs (Kur og Aras i nord) og Eufrats (Kara-Su ved
Erzerum, Murad Su sydligere) elvomraader. Af sjøer
uden afløb merkes Goktschasjøen i russisk, Vansjøen
(3690 km.2) i tyrkisk og Urmiasjøen (4357 km.2) i
persisk A. Ogsaa Tigris har sit udspring i A.
Klima. Varme somre, lange og kolde vintre (Erivan
middeltemp. i jan. - 10.9°, aug. + 26.1°); kystranden
ved det Sorte hav har mildt klima. Nedbøren størst
i vest, aftager mod øst (størst regnmængde i mai). I de
lavere liggende egne yppig plantevekst: vinranker, oljetrær,
tobak, frugttrær o. s. v. (Erivan); høiere op bliver det
væsentlig græsgange og nogen kornavl (i Erzerum
modnes endnu hvede). Store skoge findes ikke. Af vilde
dyr er der hjorte, vildsvin, bøfler, bjørn, ulv, ræv,
leopard, en og anden tiger o. s. v., af husdyr holdes de
almindelige europæiske, desuden bøffel, kamel og æsel.
I fjeldene findes sølv og andre metaller, dog udvindes
lidet. Akerbrug og fædrift er hovednæringsveiene,
industri og handel er ubetydelig.
Russisk A. bestaar af guv. Erivan, Kars, dele af
Jelisawetpol og Tiflis, med byerne Erivan, Kars, Aleksandropol
o. s. v. Tyrkisk A. bestaar af vilajeterne Erzerum, Van,
Bitlis, dele af Diabekr og Ma-Muret-ul-Aziz, med byerne
Erzerum, Van, Bitlis o. s. v. Persisk A. bestaar af prov.
Azerbeidschan.
Folkene i A. bestaar af armeniere (ca. 1 mill.), tatarer
og enkelte russere i russisk A., tyrker og kurder i tyrkisk
A. og persere i persisk A. Udenfor A. bor ca. 1 1/2 mill.
armeniere, spredt over mange lande, særlig Tyrkiet,
Rusland og Persien. De bor særlig i byerne og ernærer sig
væsentlig ved handel (pengeforretning), enkelte er
haandverkere og sjauere. En stor del af handelen i
Vestasiens byer er i deres hænder. I hjemlandet er
armenierne væsentlig bønder.
Armenierne er af indo-europæisk æt, de er stille,
arbeidsomme og meget intelligente. Uagtet spredt
over saa mange lande i over 1000 aar har de vidst at
verne om sine nationale og religiøse eiendommeligheder,
og moderlandet er endnu stadig deres nationale og
religiøse centrum (kristne, patriarkat i Edzmiatsin,
russisk A.). Baade i Kaukasuslandene og i det tyrkiske rige
har de været udsat for gjentagne forfølgelser (masakrer).
Historie. Efter assyriske kileindskrifter og andre
indskrifter fundet i den senere tid skal der fra 12te
aarh. f. Kr. have boet et folk, naïri eller kalder i A.
Senere erobredes hele landet af et arisk folk, som
muligens før har boet i Aras’ dal. De nuværende
armeniere skulde da nedstamme fra begge disse folk. Landet
var delt i flere riger, og assyrer og persere har erobret
ialfald en del at det. Under Alexander kom A. under
Makedonien og derpaa under Seleukos og hans efterfølgere.
Disse indsatte statholdere i A., og af dem løsrev
Artaxias og Zadriades sig og dannede Stor- og Lille-A.
(øst og vest for Eufrat), men fortrængtes af Arsakiderne
ca. 148 (Tigranes d. store). De sidste indvikledes i
romernes kampe med Mithridates og blev afhængige af dem.
Saa kjæmpede romerne og partherne (nyperserne) om landet.
Ved romernes hjælp blev Arsakiden Tiridates III
konge og indførte kristendommen (ca. 302 e. Kr.).
Saa deltes landet mellem det østromerske (græske) rige og
perserne, erobredes 636 af araberne, som regjerede landet
ved statholdere. Aschod I grundede et indfødt dynasti
(859), Bagratidernes, som hævede landet til adskillig magt
og anseelse, og det fik nu ro i ca. 200 aar. Saa herjedes
atter det ulykkelige land af kampe: græker, kurder og
tyrker. En prins af Bagratidernes kongeslegt, Rhupen,
stiftede et uafhængigt rige i Lille-Armenien, som senere
udvidedes (Kappadokien, Kilikien). Dette rige erobredes af
den ægyptiske sultan Schaban 1375 (sidste konge Leo VI
af huset Lusignan, men nedstammer fra Rhupen paa
spindesiden, død i Paris 1393). — Senere toges
Stor-Armenien af perserne, saa af tyrkerne (perserne
beholdt dog Erivan). Russerne erobrede endelig i 1828
Erivan og i 1877 Kars m. m. fra tyrkerne.
Armenisk kirke. Armeniske traditioner ved at
fortælle, at apostler, særlig Thaddæus og Bartholomæus har
bragt evangeliet til Armenien. Selv om der tidlig har
været kristne, blev dog folket som helhed først kristnet
i begyndelsen af 4 aarh. ved Gregor lysbringeren. Det
lykkedes ham at vinde kongen for kristendommen, og
derefter indførtes den med magt. Gregor blev i Cæsarea
indviet til den første katolikus (patriark) for den a.
kirke. En senere patriark Sahak den store oversatte
sammen med Mesrop bibelen paa armenisk. Da perserne
i 5 aarh. erobrede landet blev den a. kirke gjenstand
for haarde forfølgelser. Ved denne tid forkastede den
a. kirke Kalcedon-synoden af frygt for nestorianisme,
og blev herved en gren af den monofysitiske kirke.
Under araberne blomstrede kirken atter op trods de
haarde ydre kaar. Senere har den a. kirke ved flere
leiligheder søgt forbindelse med andre kirkesamfund, og
i slutningen af middelalderen traadte en del af den i
union med Rom. I nyere tid er en rig armenisk litteratur
fremkommen, som for en del skyldes mekitaristerne,
armeniske munke i det af munken Mekitar i Venezia
stiftede kloster. I lære og liturgi er den a. kirke nøie
beslegtet med den græske. Den styres af en patriark,
som siden 1441 residerer i Edzmiatsin, der siden 1828
hører under Rusland. Under ham staar 4 patriarker,
der bor i Konstantinopel, Jerusalem, ved Van-sjøen og
i Kilikien. I den nyeste tid har den a. kirke været
gjenstand for blodige forfølgelser fra de hedenske kurders
side. [Se herom J. Lepsius, «Armenien und Europa»
(Berlin 1896), og G. Godet, «Forfølgelserne i Armenien»
(overs, af G. J. Tolstrup), Kbh. 1897. S. Weber, «Die
katholische Kirche in Armenien» (Freiburg 1903).]
Armenisk sprog og litteratur. Det armeniske
sprog, som er en selvstændig gren af den indoeuropæiske
sprogæt (s. d.), tales i Armenien og mange steder
udenfor dette land. Det afviger i bygning betydelig fra de
beslegtede sprog og skrives med et eiendommeligt alfabet,
der er en omdannelse af det græske med adskillige nye
tilføiede tegn. Det kjendes i to former: oldarmenisk,
der endnu anvendes som lærd og kirkeligt sprog, og
nyarmenisk, som i flere forskjellige dialekter har fjernet
sig betydelig fra det første. Særlig i nyarmenisk er
optaget en mængde ord fra persisk.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
