Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Armillarsfære - Arminius - Arminius, Jakob - Armitage, Edward - Armitage, Thomas - Arm-nerve-fletningen - Armonioso - Armorica - Armour, Philip Danforth - Armskinner, se Rustning - Armstrong, Sir William George - Armstrongs blanding - Arn- - Arnamagnæanske legat, se Arne Magnusson - Arnao - Arnason, Jón - Arnauld, Antoine - Arnault, Antoine Vincent - Ordbøgerne: A - augurer ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Armillarsfære (armilla), et nu forældet apparat,
dannet af cirkelformige ringe, visende himmelens ækvator,
ekliptiken og de lodret paa samme staaende cirkler;
brugtes til at finde stjernesteder, af Tyge Brahe kun til
tidsbestemmelser.
Arminius (Herman) (17 f. Kr.~21 e. Kr.), germ.
høvding af cheruskernes folk. Da den romerske statholder
P. Quintilius Varus ophidsede germanerne imod sig,
lokkede A. ham dybt ind i Tyskland og overfaldt og
nedhuggede ham og hans hær 9 e. Kr. i Teutoburgerskogen.
14 e. Kr. begyndte A. paany en krig, som endte, da
Tiberius kaldte Germanicus tilbage. A. kjæmpede og
beseirede nu Marbod (s. d.), men blev 21 myrdet af
slegtninge, der beskyldte ham for at stræbe efter
kongemagten. Tyskerne forherliger ham som «Germaniens
befrier».
Arminius, Jakob (1560—1609), holl. teolog, blev
1588 prest i Amsterdam, og 1603 professor i Leiden.
Allerede i sin prestetid var A. blevet angrebet for
ikke at hykle Calvins strenge forudbestemmelseslære.
I aaret 1604 brød striden ud paany, da A. efter
universitetets orden skulde holde offentlige foredrag om
denne lære. Hans ortodokse kollega Gomarus nedlagde
indsigelse og vakte derved en bevægelse, som udbredte
sig i hele landet. Regjeringen forsøgte forgjæves at
gribe mæglende ind i striden. Under forhandlingerne
herom døde A. Hans tilhængere sammenfattede efter
hans død hans og sine anskuelser i 5 artikler, de
saakaldte remonstrantie. Derved fik arminianerne
navnet remonstranter. Synoden i Dordrecht 1618—19
fordømte dem og udelukkede dem af kirken. Efter en tid
at være blevet haardt forfulgt afholdt de i aaret 1632
et møde i Rotterdam, hvor et remonstrantisk-reformert
kirkesamfund dannedes. De remonstrantiske
menigheder blev i den følgende tid ganske vist
ikke anerkjendt, men dog stiltiende taalt. Først 1795
fik de officiel anerkjendelse.
Armitage [āə’mitedž], Edward (1817—96), eng.
historiemaler, udførte efter mønster af Delaroche en
række monumentale billeder (bl. a. til parlamentet), der
skabte ham stort ry.
Armitage [āəmitedž], Thomas (1824—90), var først
læge i London, men maatte snart paa grund af
synssvækkelse opgive at praktisere og helligede sig
derefter til arbeide for de blinde i England; særlig maa
fremhæves hans andel i oprettelsen af «Royal normal
college and academy of music for the blind» (1872) og
hans arbeide for punktskriften.
Arm-nerve-fletningen (plexus brachialis) dannes af
de fire sidste halsnervers forreste grene og størstedelen
af første brystnerve. Disse indgaar forbindelser med
hverandre saaledes, at der dannes en langstrakt fletning
nedover til akselhulen, liggende bagenfor akselpulsaaren.
Fra fletningen udgaar nerver til hele forlemmets
muskulatur og hud.
Armonioso (ital.), harmonisk, musikalsk velklingende.
Armorica (el. Aremorica; keltisk ord, ved havet),
i oldtiden navnet paa de nuværende landskaber
Normandi og Bretagne, beboet af krigerske stammer, bl. a.
veneterne (kampen mod Cæsar).
Armour [āə’mə], Philip Danforth (1832—1901),
amer. forretningsmand. Stiftede 1863 det firma, som under
navnet Armour & co. er blevet en af verdens største
forretninger i nedlagte fødevarer. Firmaet rammedes af
de graverende anklager, som i 1906 rettedes mod de
store slagterier i Chicago, foranlediget ved Upton Sinclairs.
bog «The jungle» (oversat paa norsk). A.s navn er ogsaa
knyttet til flere filantropiske foretagender.
Armskinner, se Rustning.
Armstrong [āə’mstråŋ], Sir William George (1810—1900),
søn af en Newcastle-kjøbmand, var først jurist,
men kastede sig snart over tekniske studier, konstruerede
en hydraulisk kran (1845), føiede senere hertil en
hydraulisk akkumulator og bragte hydraulisk kraft til
anvendelse paa en række omraader. Han grundede en fabrik i
Elswick, begyndte at konstruere kanoner og blev 1859
konstruktør for den engelske hær og flaade; de
Armstrongske kanoner svarede dog ikke til forventningerne,
og 1863 trak han sig tilbage til Elswick, hvor han
udvidede fabrikerne og leverede kanoner til andre lande,
bl. a. Danmark og Norge. Han anlagde ogsaa jernskibsverfter
i Elswick og grundede en kanonfabrik i Italien,
1897 sluttede firmaet sig sammen med konkurrenten
J. Whitworth og beskjæftiger nu omtr. 22000 arbeidere.
Ved disse verfter gik de norske panserskibe «Harald
Haarfagre» og «Tordenskjold» af stabelen i 1897 og
«Norge» og «Eidsvold» i 1899.
Armstrongs blanding, en blanding af klorsurt kali
og rødt fosfor. Eksploderer ved stød og gnidning.
Arn- i nordiske navne som Arnfinn (Anfinn), Arnvid
(Arvid), Arnthor (Andor, Arnor), Arnald (t. Arnold),
Ambjørg (Ambjør) er samme ord som «ørn». Dertil ogsaa
Arne (sml. Bjarne af «bjørn»).
Arnamagnæanske legat, se Arne Magnusson.
Arnao, Spanien, liden havnebv ved Atlanterhavet.
N. br. 43° 35’.
Arnason [au’dnason], Jón (1819—88), isl. folklorist,
var lærer ved latinskolen og blev i 1848 bibliotekar ved
landsbiblioteket i Reykjavik. A. var en ivrig samler af
folketraditioner, og hans hovedverk er «Islenzkar
þjodsögur ok æfintyri» (2 bd. Leipzig 1862—64), hvis
indhold er i høi grad karakteriserende for islændernes
aandsliv og eiendommeligheder, og som i formel og
sproglig henseende bærer et sterkt præg af den
mundtlige fortælling. Endvidere «Islenzkar gátur» (1887).
A. har ogsaa efterladt sig betydelige handskrevne samlinger.
Arnauld [arnå’], Antoine (1612—94), kaldt den
store, en af jansenismens ypperste førere. Efter at have
studeret ved Sorbonnen blev han 1641 prest og 1643
medlem af samme. Samme aar skrev han skriftet
«De la fréquente communion», rettet mod jesuiternes
letfærdige brug af nadveren. Da han paa grund af denne
bog havde mistet sin stilling, trak han sig tilbage til
klosteret Port Royal. Han indledede nu en skarp polemik
mod jesuiterne og bekjæmpede tillige den reformerte
kirke. 1679 drog han i frivillig landflygtighed
til Nederlandene. Døde i Brüssel.
Arnault [arnå’], Antoine Vincent (1766—1834),
fr. digter, skrev tragedier i fransk klassisk stil, «Marius
à Minturnes», «Lucrèce», Les Vénetiens» m. fl., og fabler
tildels i satirisk retning. Han stod i gunst hos Napoleon
og udgav i 1820-aarene «Vie politique et militaire de Napoléon».
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
