Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 531-532 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Assyrien - Assyriologi - Astacus, se Flodkrebs - Astafjorden - Astarte - Astatisk - Ordbøgerne: B - balgen ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

baade nede paa den af flere elve gjennemstrømmede
slette og paa skraaningen mod fjeldene. Der fandtes
rigeligt af ler og kalksten samt af alabast, sølv, kobber,
bly og jern. Hovedstaden var først Assur, senere Ninive.
Befolkningen var efterkommere af semitiske stammer,
der før aar 2000 f. Kr. besatte landet fra Babylonien
af og medbragte babylonisk kultur, religion, skrift og
kunst; paa disse omraader vedblev assyrerne altid at
være afhængige af Babylon. Derimod udviklede assyrerne
sig til at blive et haardført, tappert krigerfolk,
som gjennem sine erobringer og de folkeomflytninger,
som fulgte disse, kom til at udbrede den babyloniske
kultur. Omkring 1300 f. Kr. var Salmanassar I
konge; han optraadte som erobrer i Mesopotamien.
Hans verk fortsattes omkring aar 1100 f. Kr. af Tiglat
Pileser I; han kjæmpede mod Babylons konge og trængte
seierrig frem helt til Armenien. A.s egentlige
storhedstid begynder dog i det 9 aarh. med Assurnasirpal
(884—800); nu kom Armenien og det sydøstlige
Lilleasien og dele af Syrien under A.; han residerede i
Kelaeh (ruinerne ved Nimrud). I det 8 aarh. maa
merkes kong Tiglat Pileser III (746—727); han erobrede
Syrien og Babylon. Hans søn Salmanassar IV (727—22)
begyndte beleiringen af Samaria; byen faldt under hans
efterfølger Sargon (722—705), A.s største konge, stor
baade som kriger og styrer i fred. Sargons søn
Sanherib (705—681) maatte kjæmpe mod Babylon, som
gjorde opstand; derpaa slog han ægypterne, filisterne og
Judas konge Hesekias. En pest bortrev masser af hans
soldater, saa han maatte opgive flere af sine erobringer.
Hans søn Assurhaddon (681—669) og dennes søn Assurbanipal
(669—625) (s. d.) hævede A. til høiden àf dets
magt; Ægypten blev erobret, ligesaa Elam. Assyrernes
krigerske kraft, som ikke kan frikjendes for vild
grusomhed, begyndte efter disse konger at tabe sig; de
magtede ikke at beskytte det store riges indbyggere mod
skyternes indfald fra nord af. Mederne paa den persiske
høislette, som før havde staaet under A., rev sig løs,
ligesaa Babylon. I 606 faldt Ninive for de forenede
medere og babyloniere; byen blev ødelagt for aldrig at
reise sig igjen, og det store rige blev delt mellem
seierherrerne.

Kileskrift.

Som assyrernes (semitiske) sprog og tildels deres
skrift (kileskriften, oprindelig sumerisk, ikke
semitisk) væsentlig var identisk med babylonisk, saa var,
som ovenfor nævnt, ogsaa det meste og det betydningsfuldeste
af den litteratur, der fandtes hos dem, af babylonisk
oprindelse (se art. Babylonien); men de har indlagt sig
en stor fortjeneste ved at samle, kopiere og reproducere
denne litteratur, som de derved for en væsentlig del har
bidraget til at bevare for efterverdenen (kfr. art.
Assurbanipal). Ogsaa den assyriske religion (derunder
indbefattet magi, astrologi, kosmogoniske og kosmologiske
forestillinger samt ritualet) stammede hovedsagelig fra
Babylonien, hvis kultussteder ogsaa af assyrerne ansaaes
som hellige; dog betragtede de sin specielle nationalgud
Assur som «alle guders konge, fader og herre, himlens
og jordens konge», af hvis haand den assyriske hersker
modtog sin krone. Desuden dyrkede de særlig gudinden
Ishtar (som i A. havde en krigersk karakter), og guderne
Addu (Adad, babylonisk Bamman), Nebo, Ninib og
Nergal (de to sidstnævnte som guder for krig og jagt).
Ligeledes viser den assyriske kunst sig tydelig afhængig
af den babyloniske; men paa dette omraade naaede dog
assyrerne en vis selvstændighed, ja blev endog sine
læremestre overlegne. I bygningskunsten (templer og
paladser) anvendtes efter babylonisk mønster brændt
eller soltørret tegl; men i A. klædtes væggene med store
plader af alabast, smykket med basreliefer, som
fornemmelig har hentet sine motiver fra jagten og krigen.
I sin skulptur lagde assyrerne særlig an paa at
fremstille det imponerende (f. eks. de vingede kolosser med
dyrekrop og menneskehoved, som holdt vagt ved portene),
den store styrke, den kraftige muskulatur. Navnlig var
de heldige i gjengivelsen af dyrefigurer; jagtscenerne fra
Assurbanipal’s tid kan siges at repræsentere høidepunktet
af assyrisk kunst. Forøvrigt har assyrerne leveret
dygtige ting i ornamentering med benyttelse af emaljeret
og farvet tegl, i sløid og vævning, i gravering, i arbeider
i guld, sølv og fornemmelig bronce (i forholdet 1 del
tin og 10 dele kobber), som var de assyriske
metalarbeideres yndlingsmateriale (for metalarbeidets
vedkommende maa man dog regne med ægyptisk-fønikisk
indflydelse). (Se planche Babylonisk assyrisk kunst.)

Assyriologi (kunde med vel saa stor ret hede:
babyloniologi), videnskaben om det gamle Babyloniens og
Assyriens skrift (kileskriftforskning), sprog, historie, kunst,
litteratur og religion. Fremragende assyriologer er
englænderen Rawlinson, irlænderen Hincks, tyskerne Oppert,
Schräder, Delitzsch, Jensen, Zimmern, nordmanden
Knudtzon.

Astacus, se Flodkrebs.

Astafjorden, fjord i Ibbestad herred mellem
fastlandet samt øerne Andorga og Rolla.

Astarte, den græske betegnelse for den store gudinde
(oprindelig vistnok flere af hverandre mere eller
mindre uafhængige gudinder), som af semiterne dyrkedes
under forskellige navne (babylonisk-assyrisk Ishtar og
Nana, aramæisk Atharata, hebr. Ashtoret; som guden
Baal’s gemalinde benævnes hun Baalat) og i vekslende
betydning (kjærligheds-, frugtbarheds-, moder-, himmel-,
maane-, krigsgudinde). Myten fortæller om hendes
nedfart til underverdenen for at redde den elskede Tammuz
(Dumuzi, Adonis) fra døden.

Astatisk kaldes en magnetnaal, naar der er sørget for,
at jordmagnetismen øver liden eller ingen indflydelse
paa dens bevægelse; man kan anbringe en anden
ubevægelig magnet i dens nærhed saaledes, at den ophæver
jordmagnetismens virkning paa naalen, eller man kan
sammenføie den med en anden magnetnaal af lige styrke
saaledes, at naalene er parallele og vender modsatte
poler i samme retning.

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>