Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 797-798 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Beernaert, Auguste Marie François - Beers, Jan van (digter) - Beers, Jan van (maler) - Beethoven, Ludwig van - Beets, Nikolaas - Befana - Befaren - Beffroi - Ordbøgerne: B - blottelse ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

men trak sig tilbage i mars 1894. 1895—1900 var han
præsident i deputeretkammeret og deltog i
fredskonferencen i Haag 1899.

Beers [bērs], Jan van (1821—88), flamsk digter,
skrev udmerkede, melodiøse vers, bløde og følelsesfulde,
efterhaanden mandigere og alvorligere: «Jongelingsdroomen»,
«Levensbeelden», «Gevoel en leven», «Rijzende blaren».
De har været af stor betydning for den flamske bevægelse.

Beers [bērs], Jan van (1852—), belgisk maler,
begyndte sin virksomhed ved en række grelt virkende
billeder med uhyggelige motiver, men er senere slaaet
over i en pikant og temmelig letfærdig genre.

Beethoven [bēthofen], Ludwig van (1770—1827),
af nederlandsk slegt, søn af en forfalden og letlivet
tenorsanger ved kurfyrstens kapel i Bonn, levede i
hjemmet under forhold, som sterkt udviklede hans af
naturen sære og grublende sindsstemning, der i enkelte
perioder af hans liv slog ud i selvmordstanker.
Hans sociale omgang var dog den allerbedste, og da han,
efter i nogle aar at have virket som kapelmusiker i Bonn,
i 1792 drog til Wien, kom han hurtig ind i de allerhøieste
kredse, nød allerede i levende live den største anseelse
og døde som æresborger af byen, fulgt til graven af
20000 mennesker. Nogen fastlønnet stilling havde han ikke,
men levede af sine verker og sin virksomhed som lærer og
koncertgiver, ligesom han tildels fik understøttelse af
velyndere. De sidste leveaar tilbragte han i ensomhed,
efterat en gammel ørelidelse ganske havde taget overhaand
og fra 1812 gjort ham fuldstændig døv, ligesom han ogsaa
blev oprevet af forholdet til sin brodersøn og dennes
moder samt økonomiske bekymringer.

Ludwig van Beethoven.

Han er den nyere instrumentalmusiks største mester,
ikke i ydre virtuositet som Berlioz og Rich. Strauss,
men ved indholdets alsidige vælde. Ligesom de
religiøse følelser naaede sin høide hos Bach, naaede
de almenmenneskelige sin høide hos B. Som Bach staar
han paa skillet mellem to epoker, idet han bragte den
ene til sin afslutning samtidig med, at han byggede en
helt ny grundmur for sine efterfølgere. Han var en
overmægtig skaberaand i en tidsalder, der fik sit særpræg
af den franske revolution, Napoleons omveltningsproces
samt mænd som Kant, Goethe, Schiller, Heine, Mozart,
Haydn. Selv var han en begeistret frihedsven, og den
store Eroica-symfoni var efter impuls af marskalk
Bernadotte oprindelig tænkt som et musikalsk verdensepos
om Napoleon, da B. før statskupet i ham saa en
menneskehedens befrier. Man pleier i B.s liv at antyde en
deling i 3 perioder, af hvilke den første til 1800 betegnes
som den Haydn-Mozartske, den anden gaar til 1815 med
de mange monumentale verker fra op. 21—100, og den
tredje omfatter messen, den 9de symfoni og de saakaldte
«gale» strygekvartetter. Det er dog en overfladisk
deling. B.s hovedverker var 9 symfonier, orkesterfantasi,
ouverturer, danse, violinkoncert, violinromance, 10
violinsonater og en straalende række kammermusik af
forskjellig art forresten, kantater, operaen «Fidelio» med
3 ouverturer, en næsten uoverskuelig samling af enkelt-
og flerstemmige vokalverker m. v. Af denne vældige
produktion rager især «Eroica», skjæbnesymfonien og
den 9de symfoni høit op. B. var af hjerte og natur
symfoniker langt mere end vokalkomponist. Han bragte
ingen revolution i de ydre midler, idet han ligesom
Haydn og Mozart byggede videre med strygekvartettcn
som kjerne. Men han forstørrede formerne, fornyede og
mangfoldiggjorde de rytmiske udtryksmidler, omstøbte
lovene for modulation, harmoni og orkestral farvelægning
i en grad, som kan regnes lige med en omveltning.
Medens Haydn og Mozart havde talt et mere æstetisk
skjønhedssøgende sprog, talte B. i et verdenssprog om
den hele menneskehed. Ogsaa for klaverets og violinens
kunst betegner hans verker et kjæmpeskridt fremover
mod vor tids. Selv var han en fortræffelig klaverspiller,
[Biografier af Ulibischeff, Marx, Wasielewski, Nohl, Thaver
m. fl.]

Beets [bēts], Nikolaas (1814—1903), holl. digter,
professor i kirkehistorie, begyndte som romantiker og
paavirket af Byron, men vandt sit ry og sin store
popularitet med sine skisser i prosa, «Camera obscura» (1835),
der er sprunget ud af det nationale holl. liv og lyser
af elskværdig satire og humor. Han har ogsaa skrevet
gode digte, der udmerker sig ved finhed, inderlighed og
lyst lune; særlig maa fremhæves hans digte fra familie-
og folkelivet.

Befana (af Epifania), i ital. folketradition en kvindelig
gud, som paa Epifania-dagen (Hellig tre konger) belønner
de gode og straffer de stygge børn.

Befaren. Halvbefaren matros har været i udenrigs
fart i 24 mdr. efter fyldte 15 aar, helbefaren i 36 maaneder.
Indenrigs fart med fartøi over 20 tons kan dog ogsaa
medregnes delvis, saa at den udenrigs fartstid nedsættes
til henholdsvis 20 og 30 mdr.

Beffroi [befrwá] (fr.), hovedtaarnet ved de
middelalderlige borganlæg. Betegnelsen er ogsaa gaaet over
paa byernes klokketaarne. Heder paa eng. belfry, paa tysk
Bergfried, paa norsk barfrø (s.d.).

Beffroi

.




[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>