Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Belutsjistan - Belvedere - Belvedere Campomoro - Belysning - Ordbøgerne: B - bottomry ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forener sig i landskabet Dsjalavan og her naar en høide
af 3270 m. Nordenfor disse fjelde gaar paa østgrænsen
Solimanfjeldene, som naar en høide af 2430 m.
Mellem begge fjeldsystemer er det vigtige Bolanpas.
Den sydlige del af landet er gjennemskaaret af dybe dale,
hvis elve, Dasjt, Hingol, Purali o. fl., naar havet, men
hele det indre er uden afløb; elvene munder ud i store
myrer eller saltsjøer. — Klimaet er koldt om
vinteren, varmt om sommeren; hovedstaden Kelats
middeltemperatur er 12.6°, i jan. 2.6 i juli 22.9°.
Nedbøren er meget liden, blot 2—300 mm. (mest sommerregn).
Derfor kjæmper ogsaa akerbruget med store vanskeligheder.
Hvor det er muligt at bruge kunstig vanding, i det indre,
trives frugttrær og dyrkes korn, ved kysten dyrkes dadler,
hvede, ris og mais, tobak og bomuld, kvægavlen er
vigtigere, der holdes heste og sauer, medens kameler er
transportdyr. — Indbyggerne er dels belutsjer, som er
et iransk folk, dels brahuier, som er beslegtet med
draviderne i Dekan. Alle er af religion sunnitiske
muhammedanere. Hovedstaden er Kelat (2060 m. o h.).
Til Quetta i n. fører der jernbane gjennem Bolanpasset
fra Indusdalen. — En del af B. er ren britisk besiddelse,
den øvrige (største) del staar nominelt under khanen i
Kelat, 1 1839 rykkede englænderne ind i landet, og fra
1876 af har khanen mistet al virkelig magt og faar nu
pension af England.
Belvedere (ital.) («smuk udsigt», fr. Bellevue), navn paa
flere lystslotte o. l. Bekjendt er B. i Wien samt Cortile
di B., en fløi af Vatikanet i Rom, med kunstsamlinger
(«Apollo fra B.») og det pavelige bibliotek.
Belvedere Campomoro, havn paa den franske ø
Korsika, 390 indb.
Belysning. Al b. beror paa stoffenes evne til ved
høi temperatur at udsende lyse varmestraaler, d. e.
saadanne, som giver øiet lysindtryk. Ved begyndende
opvarmning udsender legemerne mørke varmestraaler.
Ved omtr. 500 ° C. faaes det første lysindtryk.
Farven er rød; der udsendes i begyndelsen næsten kun
røde og orange straaler (se Spektrum). Med stigende
temperatur udsendes efterhaanden flere og flere af de øvrige
farvestraaler: gule, grønne, blaa og violette, saaledes at
det samlede lysindtryk nærmer sig til hvidt (sollyset). —
Evnen til at udsende lyse varmestraaler stiger sterkt
med temperaturen og sterkere end evnen til at udsende
mørke. Klarheden, d. e. lysmængden pr. fladeenhed,
vokser ved rødglødhede med 30te potens af den absolute
temperatur (s. d.), ved hvidglødhede med 14de og høiere
oppe med 12te potens.
Ved faste legemer er den aller største del af udstraalingsenergien
mørke varmestraaler, selv ved sterkeste hvidglødhede
er endnu ikke 1 pct. af udstraalingen lys, i vore
lysende flammer ikke 1 pro mille. Men det gjælder
om at lade legemerne gløde ved høi temperatur for at
faa saa meget som muligt af energien forvandlet til lys.
Øiet er forskjellig modtageligt for de enkelte farveindtryk.
Følsomheden overfor de røde, orange, gule, grønne,
blaa og violette straaler forholder sig som:
12 : 140 : 280 : 1 000 : 680 : 16. Grønt lys sanses altsaa
sterkest; men den kunstige b. maa saa meget som muligt
have sollysets hvide karakter. I alle vore flammer,
kultraadsglødelamper og alm. buelamper er det glødende
kulpartikler, som lyser. I buelamperne naaes den med
kulstof høieste opnaaelige temperatur og økonomi, idet
kulstoffet fordamper. — Andre stoffe udsender forholdsvis
flere lyse varmestraaler end kulstoffet og er derfor
bedre egnede til belysning, naar de kan taale høie
temperaturer. Saadanne stoffe er f. eks. platin, anvendt i
de første elektr. glødelamper, og flere sjeldnere metaller:
osmium, iridium, tantal, wolfram, zirkon, som benyttes
i de nyeste elektr. glødelamper med tilsvarende navne.
Nogle stoffe udsender forholdsvis flere grønne og blaa
straaler (mest økonomiske), de saakaldte selektive straalere,
f. eks. oksyderne af metallerne magnesium og yttrium,
af hvilke Nernst-lampens glødelegeme bestaar, og thorium-
og ceriumoksyd, som udgjør Auer-nettenes masse i
forholdet omtr. 99 pct. thorium og omtr. 1 pct. cerium.
Glødende dampe udsender farvet lys, d. e. straaler af
enkelte farver, og forholdet mellem lyse og mørke
varmestraaler er gunstigere end ved faste legemers straaling.
Heraf benytter man sig i den nye elektr. kviksølvlampe
eller Cooper-Hewitts lampe, hvor kviksølvdamp gløder
med grønt lys. Endvidere i flammekulbuelamperne, hvis
kulstænger indeholder flygtige salte, som gløder i lysbuen.
— Lysets kemiske virkninger søges ofte fremkaldt ved
kunstigt lys (fotografering, kopiering, lysbehandling).
Hertil kan kun bruges lysgivere, som udsender mange kemisk
virksomme (ultraviolette) straaler saasom acetylenlys,
magnesiumlys, buelamper og særlig kviksølvlampen. —
Skjerme og kupler (speile, linser og prismer) benyttes
med stor kunst til formaalstjenlig fordeling af lysgivernes
udstraaling, saaledes at lyset enten samles i bestemte
retninger, f. eks. ned mod en arbeidsplads, eller spredes
ligelig udover rummet. De indsuger som oftest meget
betydelige lysmængder (optil 40 pct.), som derved tabes.
Man søger altid saavidt mulig at skjule selve lyskilden
for direkte beskuen, som virker blendende.
Jo mere ligelig lyset fordeles, desto smukkere virker det.
Man tilstræber derfor stadig mere det «diffuse» el.
spredte lys, som navnlig opnaaes ved den indirekte b.
I modsætning til ved direkte b. skjules her lysgiveren
fuldstændig, medens lyset kastes mod store hvide flader,
f. eks. loft og vægge, hvorfra det atter fordeles jevnt
over rummet. Pragtfulde lysvirkninger uden skarpe skygger
kan derved opnaaes. Bruges mest i store rum. —
Om maaling af lysstyrke og b. samt om lysenheder og
fladebelysning se Lysmaaling.
Historie: I aartusender havde menneskene kun
oljelamper og fakler, hvis lys er rødgult og glansløst paa
grund af den lave flammetemperatur. Voks- og talglys
opkom omtrent ved Kr. f. Først mod slutningen af
18 aarh. begyndte forbedringerne i den kunstige b.
Lamper med glas 1783. Stenkulgas omtr. 1800. Haarde talglys
og stearinlys efter 1800. Henimod midten af 19 aarh.
fremkom paraffin og paraffinoljer, og stenoljen (petroleum)
skabte efter 1859 almindelig god b. i hjemmene.
Lamperne forbedredes, den moderne «lyshunger» begyndte,
gasverkerne maatte stadig forbedre gasens lysevne.
Efter 1880 trængte elektriciteten frem og syntes at skulle
seire overalt. Da kom Auer-lyset 1891 og acetylenlyset 1894.
Dette sidste spiller kun liden rolle, elektricitet og
Auer-lys udvikler sig i hidsig konkurrance og synes at
beherske fremtidens belysningsteknik.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
