Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Benue - Benurt - Benved, se Kristtorn - Benvæv - Benwell - Benz, Karl - Benzaldehyd - Benzelius, Erik (den ældre) - Ordbøgerne: B - brassard ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvor den er ca. 800 m. bred og i flomtiden 3 m. dyb.
Den tilfører Niger 12 à 15000 km.3 vand pr. sek.,
en vandmængde større end hovedelvens. Dens munding
opdagedes af Lander 1830, dens øvre løb af Barth 1851,
den beseiledes første gang af Baikie 1854, men er først
nøiere undersøgt af Fiegel 1879—85.
Benurt (ononis), slegt af de erteblomstrede.
Urter eller halvbuske med oftest 3-koblede blade og lyserøde
blomster i bladhjørnerne. Hos os tre arter, hvoraf de
to sjeldne, medens den stinkende b. (o.hircina) er
alm. udbredt i de sydlige egne af landet.
Benved, se Kristtorn.
Benvæv hører til de saakaldte støtte- og bindevæv,
forekommer kun hos hvirveldyrene og altid som bestemt
formede dele, de saakaldte ben eller knokler, hvoraf
skelettet er opbygget. Som de øvrige støttevæv bestaar b.
af celler, de saakaldte benceller, og af en limgivende
mellemsubstans, benbrusken eller den bløde
bensubstans (osseïn), hvori der er indleiret en betydelig
mængde uorganiske bestanddele, benjorden eller den
haarde bensubstans. Forholdet mellem bensubstansens
organiske og uorganiske bestanddele veksler efter dyrenes
art og alder; hos mennesket udgjør de organiske
(limgivende) dele 33—35 pct., de uorganiske 65—67 pct.;
af disse er hovedmassen (84 pct.) fosforsur kalk, resten
bestaar væsentlig af kulsur kalk, fluorkalcium, fosforsur
magnesia, klornatrium og soda. B. bliver ved den inderlige
forening af organisk og uorganisk substans samtidig haardt
og elastisk; det har en meget høi bæreevne (22 gange saa
stor som sandstenens og dobbelt saa stor som eketræets).
For at studere b.s mikroskopiske bygning maa
man enten slibe tynde plader af den tørrede bensubstans,
som er befriet for de organiske bestanddele, eller ogsaa
udtrække de uorganiske dele (dekalcinere benet), hvorved
benet bliver blødt og kan skjæres i tynde snit.
Bencellerne har mandelform og ligger indleiret i
mellemsubstansen i smaa hulrum, de saakaldte benlegemer;
de staar ved fine udløbere, som i de saakaldte benkanaler
gjennemsætter mellemsubstansen, i indbyrdes forbindelse
med hinanden. Mellemsubstansen er anordnet i tynde
blade, benlamellerne; efter disses anordning adskiller
man to slags ben, den kompakte og den spongiøse
(svampede) bensubstans. Ved undersøgelse af et tversnit
af kompakt ben fra et af legemets lange knokler
sees lamellerne at være koncentrisk ordnet omkring
kanaler (Haver’ske kanaler), som forløber efter benets
længdeakse, og som i det friske ben fører blodkar og
lidt bindevæv og saaledes tjener bensubstansens ernæring.
Udad og ind mod marvhulen er lamellerne anordnet
parallelt med benets ydre og indre flade. Marvhulen
indeslutter den gule benmarv. I den spongiøse
bensubstans, som væsentlig opbygger legemets korte ben,
ligger lamellerne langt mindre tæt; de danner her et
mere uregelmæssigt bjelkeverk, som omslutter talrige,
med rød benmarv fyldte rum. I begge slags bensubstans
er lamellerne anordnet paa den mest hensigtsmæssige
maade, saa at de giver knoklerne den størst mulige
modstandskraft mod de kræfter, som stadig virker paa dem.
Alle knokler er omgivet af en stram bindevævshinde,
benhinden (periosteum), som fører talrige aarer og
er af den største betydning for benvævets ernæring.
Ogsaa benmarven bidrager til ernæringen. — Som særlige
modifikationer af benvævet kan merkes vævet i fiskenes
skjæl samt tandbenet (se disse art.).
Bendannelsen (ossifikationen) foregaar dels i brusk,
dels i bindevæv. Paa tidligere trin af fosterudviklingen
er der intet ben i legemet; skelettet bestaar da af smaa
bruskstykker og af bindevæv. Bendannelsen i brusk
sker derved, at der fra den omgivende bindevævshinde
(perichondriet) trænger bindevæv med blodkar ind i
brusken, som gjennemgaar eiendommelige forandringer,
forkalkes og tilsidst fortæres, medens en række af de
udenfra kommende bindevævsceller, osteoblasterne
(bendannende celler) afsætter haard bensubstans omkring
sig og bliver til benceller; det første b. dannes saaledes
som et uregelmæssigt bjelkeverk midt inde i brusken;
samtidig sker der ogsaa bendannelse paa bruskens
overflade direkte fra perichondriet. — Den først dannede
bensubstans er i flere henseender ufuldkommen og
resorberes efterhaanden atter, medens der sker en stadig
nydannelse af mere hensigtsmæssig anordnet substans. —
Bendannelsen i bindevæv sker i principet paa samme
maade som den i brusk, idet osteoblaster opbygger ung
bensubstans, medens bindevævet selv forkalkes og
fortæres. — Bendannelsen begynder i de bruskede knokler paa
ganske bestemte steder, de saakaldte forbeningscentrer,
og til forskjelig tid for de forskjellige knokler. Hos
mennesket begynder den først i nøkkelbenene og underkjæven.
Den fuldstændige forbening af alle knokler er
hos mennesket først tilendebragt ved 25-aarsalderen.
Benwell [be’nwel], by i nordlige England,
Northumberlandshire, ved elven Tyne, 3 km. fra Newcastle,
18437 indb.; stenkulsgruber.
Benz, Karl (1844—), t. ingeniør, anlagde 1872 et
verksted i Mannheim og grundede 1889 firmaet Benz & Co. til
fremstilling af motorer og motorvogne; 1899 omdannet
til aktieselskab. Hans eksplosionsmotorer har vundet
stor udbredelse.
Benzaldehyd, bittermandelolje, kemisk forb. af
kulstof, vandstof og surstof, C7H6O, er et aldehyd, der
opstaar ved indvirkning af emulsin paa amygdalin (s. d.)
og derfor findes i bittermandelvand (s. d.); i større
maalestok fremstilles b. af toluol og anvendes i
farvestoftekniken, især til fremstilling af malakitgrønt.
B. er en farveløs vædske, kogep. 179°, sp.v. 1.05.
Oksyderes let til benzoësyre.
Benzelius, sv. lærd slegt.
1. Erik B. den ældre (1632—1709), erkebiskop.
Knyttedes efter studiereiser i udlandet til Upsala
universitet 1665, 1687 biskop i Strängnäs, 1700 erkebiskop.
Var kronprins Karl (XI)’s religionslærer og virksom
deltager i Karl XI’s reorganisation af den sv. kirke
gjennem en kirkelov, kirke-haandbog, katekismus,
salmebog og bibeloversættelse.
 |
| Erik Benzelius den yngre. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
