Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bernis, François Joachim de Pierre de - Bernouilli - Bernstein, Eduard - Bernstein, Elsa - Bernstein, Henri - Bernsten - Bernstorff - Ordbøgerne: B - bulb ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bernis [berni], François Joachim de Pierre de
(1715—94), kardinal og fr. minister, madame Pompadours
yndling og efter hendes ønske ivrig for Frankriges
deltagelse i syvaarskrigen imod Fredrik II af Preussen.
Blev senere sendt som gesandt til Rom for at udvirke
Jesuiterordenens ophævelse.
Bernouilli [-nuji’] el. Bernoulli [-nuli’], en familie
i Basel, stammende fra Antwerpen; den har frembragt
en lang række fremragende lærde, særlig matematikere.
Familiens blomstring falder i det tidsrum, da den af
Leibnitz og Newton indførte differential- og integralregning
gav matematiken et sterkt opsving og stillede
en mængde nye opgaver, til hvis løsning familien B. har
bidraget meget væsentlig. Dens mest fremragende
medlemmer er: —
1. Jakob B. (1654 — 1706), professor i Basel fra 1687.
Han fandt de Bernoulliske tal, der finder betydelig
anvendelse i den høiere analyse, og har givet
grundlaget for sandsynlighedsregningen. —
2. Johann B. (1667—1748), foreg.s yngre broder og efterfølger
som professor i Basel, var Leibnitz’ ivrige forkjæmper i
striden med Newton og fortsatte striden efter Leibnitz’ død
med stor dygtighed. Af hans bidrag til matematikens
udvikling maa nævnes «de virtuelle hastigheders princip».
Han studerede tillige medicin. —
3. Nikolai B. (1687—1759), J. B.s brodersøn,
studerede jus og matematik, fandt betingelsen for
integrabiliteten af differentialligninger af 1ste orden
og leverede ypperlige ting i sandsynlighedsregningen. —
4. Daniel B. (1700—82), søn af Johann B., studerede
medicin, men stod i matematik paa høide med de ældre af
slegten. Efter et ophold i St. Petersburg kom han til
Basel, hvor han døde som professor i fysik. Ved sin
hydrodynamik skabte han en helt ny videnskab og
arbeidede ellers med held paa forskjellige omraader
af matematiken og fysiken.
Bernstein, Eduard (1850—), t. socialdemokrat, f. i
Berlin, boede som landflygtig mest i London indtil 1901,
blev 1902 medlem af den tyske rigsdag, hvor han straks
kom til at spille en fremtrædende rolle som leder af
sit partis moderate fløi. B. er skaberen af den
«revisionistiske» retning inden socialismen, navnlig ved sin
bog «Die Voraussetzungen der Sozialismus und die
Aufgaben der Sozialdemokratie» (1899). B. mener, at det
moderne socialdemokrati for at blive et virkelig politisk
og positivt handledygtigt parti maa løsgjøre sig fra den
stive doktrinarisme, det har taget i arv efter Karl
Marx. Hovedorganet for hans retning er «Sozialistische
Monatshefte» i Berlin.
Bernstein, Elsa, f. Porges (1866—), t. forfatterinde,
pseudonym Ernst Rosmer, var en tid skuespillerinde,
har bl. a. skrevet det naturalistiske drama «Wir drei»,
det dramatiske eventyr «Königskinder» med musik af
Humperdingk og mysteriet «Mutter Maria».
Bernstein, Henri (1876—), fr. forfatter, har
vakt opmerksomhed som dygtig dramatiker, først med det
dristige stykke «Le marché» (1901), der efterfulgtes bl. a.
af «Le détour» og «Le bercail» samt «La rafale» (1905)
og «La griffe» (1906), hans to mest bekjendte arbeider.
Bernsten, d. s. s. rav (s. d.).
Bernstorff (opr. Berndesdorp), en nordtysk landadelsslegt,
der først i 18 aarh. hævede sig til større anseelse.
Johan Hartvig Ernst B. (1712—72) gav først slegten
større ry. Han traadte ind i dansk statstjeneste og gik
1733 som envoyé til Kursachsen; fra 1737 var han
Danmark-Norges gesandt ved rigsdagen i Regensburg, og
endelig udnævntes han 1744 til gesandt i Paris. Som
saadan bidrog han til den tilnærmelse mellem Danmark
og Frankrige, der hidførte mageskiftetraktaten af 1750,
ved hvilken Danmark kom overens med den yngre
Holsten-Gottorpske linje om dennes krav paa Slesvig
og Holsten. I 1751 traadte han definitivt i dansk
tjeneste og overtog en ministerpost, der gav ham
styrelsen ikke blot af den udenrigske politik, men snart
ogsaa af vigtige sider af landets indre forhold. Hans
udenrigske politik havde to store maal: at bringe det
holsten-gottorpske spørsmaal til en endelig løsning og at
holde Danmark-Norge udenfor det 18 aarh.s store krige.
Først efter B.s død, i 1773, traadte det holstenske
mageskifte i kraft. Til beskyttelse af neutralitet og
handel under krigene afsluttede han 1756 et væbnet
neutralitetsforbund med Sverige. Struensees stigende magt
medførte B.s fald; 13/9 1770 blev han afskediget og levede
sin sidste tid paa Wotersen i Hamburg. I 1767 var B.,
hans broder og dennes sønner blevet optaget i den
danske grevestand, og af brodersønnerne var inden 1770
Andreas Peter B. (1735 — 97) traadt i dansk tjeneste.
Allerede i 16-aarsalderen havde denne bestemt sig for
at gjøre den beundrede farbroders liv til sit. Deres
karakterer havde stor lighed, begge udmerkede sig ved
udpræget pligtfølelse, arbeidsomhed og en ærlig
religiøsitet, der dog var mest fremtrædende hos A. P. B.,
begge havde den sindets overordentlige ligevegt, der er
betingelsen for et vedholdende arbeide, og som hos begge
skabte en rolig selvfølelse. Efter Struensees fald blev
A. P. B. i 1773 udenrigsminister; som saadan fastholdt
han det af farbroderen indledede venskabelige forhold
til Rusland, der syntes nødvendigt overfor den svenske
konge Gustaf III’s fiendtlige sindelag mod Danmark.
Under den nordamer, frihedskrig tiltraadte B. 1780 et
af Rusland foreslaaet væbnet neutralitetsforbund, men
blev kort efter styrtet af Guldberg (13/11 1780). Men da
i 1784 kronprins Fredrik planlagde sit statskup, søgtes
ogsaa raad hos B., der opholdt sig paa sine godser i
Holsten, og umiddelbart efter regjeringsforandringen
14 april kaldtes B. tilbage, hvorefter han lige til sin
død 1797 var Danmarks ledende minister. I denne tid
gjennemførtes de store landboreformer. Styrelsen af de indre
forhold var præget af stort frisind, og i forholdet til
hertugdømmerne søgte B. at bygge paa og styrke det
slesvigholstenske ridderskabs loyalitet; men mest glimrende
var hans ledelse af udenrigspolitiken; han viste, at en
stat med ringe magtmidler dog kan optræde med værdighed
og fasthed under de vanskeligste forhold, naar den
iagttager en urokkelig neutralitet. Den altfor sterke
afhængighed af Rusland, der havde været følgen af
mageskiftetraktaten, var det eneste noget tvilsomme punkt;
men i de sidste aar søgte B. noget at mindske denne,
og det væbnede neutralitetsforbund, han sluttede med
Sverige 1794, da alle stormagter opfordrede til deltagelse
i krigen mod det revolutionære Frankrige, fremkaldte
tillige skandinaviske tanker og følelser saavel i Sverige
som i Danmark.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
