Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bile ... - Ordbøgerne: C - carbonnade ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bille, Carl Steen Andersen (1828—98),
d.journalist og politiker, i mange aar redaktør af d. «Dagbladet»
og den første, der søgte at praktisere moderne europæisk
journalistik i Danmark. 1878 lykkedes det B., som paa
den tid var korrespondent til «Times», ved sine eng.
forbindelser at krydse de bestræbelser for at hemme
indførselen af dansk kvæg til England, der dengang var
oppe, og som, hvis de var blevet gjennemført, vilde
have været til stor skade for dansk landbrug. B., som
1881—84 var d. ministerresident i de Forenede stater,
blev efter sin hjemkomst amtmand i Holbæk amt.
Bille, Ove (d. 1555), den sidste katolske biskop i
Aarhus og den betydeligste og agtværdigste af samtidens
høiere geistlighed i Danmark; 1537 hensat i ærefuldt
fængsel, indtil han gav afkald paa katolicismen. Han
fik da Skovkloster (Herlufsholm) som len. Omgang med
P. Palladius førte ham til evangelisk tro.
Bille.
1. Steen Andersen B. (1751 -1833), d.
admiral, var 1807 under Kjøbenhavns beleiring af
englænderne chef for sjøforsvaret og hindrede bombardement
fra sjøsiden; traf alle foranstaltninger til, at den danske
flaade kunde sænkes hellere end at blive udleveret til
englænderne, men ventede forgjæves paa ordre hertil;
negtede saa demonstrativt at underskrive kapitulationen.
Søgte efter 1807 at reorganisere den danske sjømagt. —
2. Steen Andersen B. (1797—1883), ovenn.s søn, d.
viceadmiral. Deltog i krigen 1848—50; marineminister
1852-54 og 1860-63.
Billeddyrkelse. Den ældste kristne kirke stillede
sig overveiende afvisende overfor religiøs kunst, skjønt
den, som katakombernes billeder viser, ikke principielt
forkastede denne. Efterat kirken i 4 aarh. havde seiret,
begyndte den i stadig stigende grad at tage kunsten i
sin tjeneste. Navnlig i den orientalske kirke vandt
billederne indgang, og blev her ofte gjenstand for en
dyrkelse, som undertiden antog ganske overtroiske former.
Da flere græske keisere skred ind herimod, udbrød den
saakaldte billedstrid. Keisernes forsøg paa at
udrydde billederne blev imidlertid uden resultat. Paa
synoden i Nicæa 787 vandt billedvennerne en delvis seier,
idet det blev fastslaaet, at der burde vises billederne
ærefrygt, men ikke ydes dem den dyrkelse, som alene
tilkommer Gud. Senere forsøg paa at sætte grænser for
den overdrevne ærefrygt for billederne forblev resultatløse.
I den vestlige kirke fastholdt man i almindelighed
billedernes nytte, idet de betød det samme for det
menige folk som den hellige skrift for dem, der kunde
læse. I middelalderen forbandt der sig megen overtro
med den folkelige fromheds forhold til billederne, da
denne ofte ikke var istand til at skjelne mellem
ærefrygt og dyrkelse. Paa reformationstiden medførte
forargelsen over helgenbillederne og nidkjærheden for det
rene evangelium flere billedstorme. Borgerne trængte
ind i kirkerne og ødelagde ofte skaanselsløst de kirkelige
prydelser (saaledes blev Frue kirke i Kbh. plyndret 3dje
juledag 1525). I almindelighed gik den reformerte kirke
radikalere frem mod billederne, medens ialfald Luther
væsentlig betragtede dem under synspunktet af adiafora.
[Jens Skielderup, «En christelig undervisning», Kbh.
1572, optrykt Kra. 1905; Schwarzlose, «Der Bilderstreit»,
Gotha 1890.]
Billede.
1. (Filos.). I modsætning til følelses- og viljestilstande
kaldes sanseindtryk, især synsindtryk, samt
erindringer, der er bygget af saadanne, paa grund af
sin klarhed og anskuelighed for bevidstheds-b. Enkelte
forfattere (f. eks. Kroman) bruger betegnelsen om
forestillinger fra alle sanseomraader. Til abstrakte begreber
(almenforestillinger) svarer ikke et enkelt bevidstheds-b.,
men et ord («lyd-b.»), der for erindringen fremkalder en
række enkelt-b. som repræsentanter for (el. eksempler paa)
begrebet.
2. (Optisk). Hvis P er et lysende punkt, og der i dets
omgivelser findes legemer, som bryder eller reflekterer
lyset (speil, linser, prismer o. l.), kan det hænde,
at der gjennem et andet punkt Q kommer til at gaa
flere straaler. Da siges Q at være et optisk b. af P.
B. kaldes reelt, hvis lysstraalerne virkelig skjærer
hverandre, derimod virtuelt, hvis det er straalernes
forlængelser bagud, som skjærer hverandre. B. af en gjenstand
er sammensat af b, af gjenstandens enkelte punkter.
Et plant speil, en kikkert, en lupe giver virtuelle b.,
en laterna magica, et fotografiapparat reelle. Reelle b.
kan opfanges paa en skjerm, virtuelle ikke.
Billedhuggerkunst (skulptur, plastik), den gren af
kunsten, som i fast stof (ler, gips, træ, sten, ben, metal)
gjengiver et væsen eller en gjenstand af den organiske
natur i hele dens form eller i en del af dens former (relief).
Som udviklet kunst optræder b. først i Ægypten. Den
ægyptiske b., der udmerker sig ved sin tekniske
overlegenhed, er strengt bundet af arkitektoniske og dekorative
hensyn. Rundfigurer som relieffigurer bevæger sig altid
efter et lodret plan tænkt gjennem figuren fra ryg til
forside (Julius Langes «frontalitetslov»). De konventionelle,
stive gude- og fyrstestatuer er majestætiske, ofte
præget af eleganse og ynde; de mere folkelige fra den
ældre tid (ca. 2500 f. Kr.) og fra den «saitiske»
efterblomstring (700—525 f. Kr.) viser en forbausende realisme
og individuel karakteristik («Landsbyfogden» i Giseh.
«Skriveren» i Louvre, portræthoveder i Berlin og Kbh.). —
B. i Mesopotamien, den gamle babyloniske el.
kaldæiske b. (udgravninger ved Tello og Susa, i Louvre, fra
mell. 3000 og 2000 f. Kr.) og den assyriske (Botta og
Layards udgravninger ved Ninive, i Louvre og British
museum; 9—7 aarh. f. Kr.) staar paa lignende
udviklingstrin som den ægyptiske. Merkelige ved sin skarpe
naturiagttagelse er dyrefremstillingerne paa assyriske relieffer
(se Babylonien og pl. Babylonisk-assyrisk kunst). —
Persisk b. (550 — 330 f. Kr.; udgravninger ved Susa og
Persepolis) viser assyrisk paavirkning (glasseret
teglstens-relief af bueskyttere i Louvre). —
I Grækenland
blomstrede samtidig med den ægyptiske og mesopotamiske
kunst den mykeniske (3—2 aartusen f. Kr.;
blomstringstid 1500—1200 f. Kr.). Det eneste større
skulpturarbeide fra denne tid er «Løveporten» i Mykene. Den
helleniske kunst begynder efter de folkeforskyvninger,
som afsluttedes med dorernes vandringer (ca. 1100 f. Kr. ).
Hos grækerne naar kunsten, særlig b., til den høieste
udvikling, der begyndte med gudebilleder i idealiserede
mennesketyper. Verkerne af den ældste græ. b., den
arkaiske (900—475 f. Kr.) er endnu stive og vidner
om forbilleder i træ. Store fremskridt i bevægelse og
legemsbygning viser denne tids hovedverk, gavlgrupperne
fra templet paa Ægina (i München; efter 480 f. Kr.), der
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
