Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Billedhuggerkunst ... - Ordbøgerne: C - carmine ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremstiller grækernes og trojanernes kampe (se Ægineterne).
Den græ. b.s klassiske periode (475—275 f. Kr.)
kan deles i to epoker. Den første varer fra perserkrigene
til den peloponnesiske krig (475—404 f. Kr.).
Det første verk af monumental b. fra denne tid er
gavlgrupperne fra Zeustemplet i Olympia (fuldendt ca. 456;
i Dresden; se Olympia). Der skjelnes mellem to hovedskoler,
den idealistiske, attiske, i Athen, og den realistiske,
argiviske. Grækernes beundring for menneskelegemets
skjønhed affødte talrige atletstatuer, hvor «frontalitetsloven»
helt er overvundet. Hertil hører atheneren Myrons
«Diskoskaster» (ca. 460; kopi i Rom). Endnu friere og
dristigere som bevægelsesmotiv er Paianos fra Mendes’
«Nike» (ca. 421; i Olympia), det første eks. paa en
rundfigur fremstillet som svævende. Den attiske skoles
største mester var Fidias (500—432 f. Kr.), hvis kunst er
præget af kraft, harmoni og religiøs høihed. Han ledede
arbeidet ved gjenopførelsen af Parthenon-templet, der
var ødelagt af perserne (se Parthenon), og hvis
skulpturarbeider (British museum) ialfald er udført
under hans ledelse. Fidias’ mesterverker «Athene
Parthenos» (kopi se billede sp. 545) og «Zeus» i
Olympiatemplet, begge udført i guld og elfenben (kryselefantine),
er tabt. I spidsen for den argiviske skole stod
Polyklet (ca. 450—400 f. Kr.), der lagde stor vegt
paa de harmoniske forhold i menneskelegemet. Hans
«Lansebærer» ansaaes som mønster (kánon) herfor. Den
anden klassiske epoke varer fra den peloponnesiske krig
til diadokertiden (404—275 f. Kr.). Den græske filosofi
medførte i b. nye udtryk for legemlige og sjælelige
tilstande. Dette viser sig i den ny-attiske skole allerede
i Kefisodotos’ «Irene med Plutos» (freden og rigdommen;
kopi i München), hvor drømmeri og ømhed har faaet
udtryk. I de verker, der kjendes af Skopas (ca. 394 —350 ;
gavlfigurer fra templet i Tegea), er ansigtsudtrykket
lidenskabeligt, næsten smerteligt. Praxiteles’ (omkring 370—
330 f. Kr.) arbeider, væsentlig ungdommelige skikkelser,
udmerker sig ved ynde og sjælfuldt udtryk. Det eneste
originalverk, som haves af ham, er «Hermes med
Dionysosbarnet» (marmor), der blev fundet i Olympia 1877. Af
flere af hans andre verker kan paavises en række romerske
kopier. Hvorvidt «Niobe» og hendes døtre, der rammes
af Apollons og Artemis’ pile (antike kopier i Florens,
Rom og Louvre), skal tillægges Skopas eller Praxiteles,
stredes der allerede i oldtiden om. Ogsaa den berømte
«Apollon fra Belvedere» i Vatikanet (se billede sp. 380)
og «Artemis fra Versailles» i Louvre (se billede sp. 491)
er arbeider af den ny-attiske skole. Den argiviske
skoles hovedmester var Lysippos (ca. 350—300 f. Kr.).
Han arbeidede i bronce og reagerede mod den attiske
betoning af det følelsesfulde. Hans atleter er slanke
og elegante; efter hans «kanon» er legemerne otte gange
hovedets længde mod syv gange efter Polyklets (kopi af
«Apoxyomenos» i Vatikanet). Til Lysippos’ skole henføres
«Nike fra Samotrake» (Louvre; 306 f. Kr.), hvor bevægelse
og draperibehandling er lige ypperlige. — I de riger, som
Alexander den stores efterfølgere, diadokerne, havde
grundet, fik den græ. kunst en efterblomstring, den saakaldte
hellenistiske kunst (275 — 27 f. Kr.). Den aabnede nye
veie for b., bl. a. i portrætskulptur og landskabsrelieffer.
Den gav særlig udtryk for heftig legemlig og sjælelig
bevægelse, lidenskab og lidelse. Skolen i Pergamon
forsmaaede ikke at udødeliggjøre de i krig overvundne
barbarer. Kong Attalos lod ca. 240 f. Kr. udføre
broncestatuer til minde om sin seier over gallerne.
Marmorkopier af disse er «Galleren, som dræber sig efter
først at have dræbt sin hustru» og den «Døende galler»
(feilagtig kaldt «Døende gladiator»; begge i Rom).
Eumenes II (197—159 f Kr.) reiste i Pergamon et kolossalt
tempellignende marmoralter for Zeus (nu i Berlin) til minde
om sine seire. Den noget grovt hugne, men virkningsfulde
og lidenskabelig bevægede frise i høit relief forestiller
kamp mellem guder og giganter. Det mest populære
græske skulpturverk, den herlige «Venus (Afrodite) fra Milo»
(i Louvre; fundet paa øen Melos 1820; se billede sp. 120),
antages nu almindelig at være fra ca. 100 f. Kr. og at
være en omdannelse efter en original af Skopas; andre
henfører den fremdeles til Fidias’ skole. Skolen paa
Rhodos skyldes den berømte «Laokoon-gruppe» i
Vatikanet (se billede sp. 132), der giver det sterkeste
udtryk for heftig lidelse; ligeledes «Den farnesiske tyr»
(i Neapel; se billede sp. 381). «Den mediceiske Venus»
er sandsynligvis en hellenistisk omdannelse af Praxiteles’
knidiske Afrodite. — Den romerske b. bestod dels
i kopiering af græ. b., dels i originale historiske
fremstillinger (f. eks. reliefferne med Jerusalems ødelæggelse
paa Titus-buen) og portrætskulptur (se billede sp. 570).
I sin realisme, sin forkjærlighed for det individuelt
karakteristiske, sin foragt for det abstrakte og typiske
er den rom. b. den græ. helt modsat. — En
lignende paavirkning fra Grækenland ved siden af
national realisme viser den etruskiske b. (især
terrakotta- og broncearbeider). — Den oldkristelige b.
(til aar 1000; særlig marmorsarkofager) levede væsentlig
paa antike former. Kristendommen med dens foragt
for «kjødet», med dens ensidige spiritualisme og
forherligelse af lidelsen, var ikke gunstig for b.; de nøgne
figurer fortrængtes af paaklædte, sansen for
menneskelegemets skjønhed gik tabt og dermed kjendskabet til
dets bygning og evnen til at afbilde det. Hovedvegten
lagdes paa bygningskunsten, paa kirkerne. — Dette
forhold fortsættes i middelalderen. Den romanske b.
(1000 — 1250, i Frankrige til 1200) staar væsentlig i
bygningskunstens tjeneste; den er bygget paa romersk kunst
med tilsætning af orientalsk (gjennem korstogene og
handelsforbindelser); den er dekorativ, konventionel, uden
kjendskab til naturen. — Derimod er den gotiske b.
(1250—1500, i Frankrige fra 1200, i Italien til 1420, da
renaissancen der begynder) sterk realistisk og bygger paa
naturiagttagelse (domkirkerne i Paris, Amiens, Reims,
Chartres). Den franske gotiks madonnastatuer har ofte
en sjelden ynde og friskhed. I Italien blev den gotiske
naturalisme forædlet ved studierne af antiken. Niccolò
Pisanos (ca. 1206—80) prækestol i baptisteriet i Pisa (1260)
viser sterk paavirkning af antike sarkofager i Pisas Campo
Santo. Hans søn Giovanni Pisano (ca. 1250—ca. 1328) giver
b. en ny retning ved naturalisme, dramatisk liv og
lidenskabelig bevægelse. — Under renaissancen naar b.
i Italien gjennem studium af naturen og antik kunst
som gjennem de enkelte kunstneres sterke individuelle
udvikling en ny glansperiode. Begyndelsen gjøres i
Florens af Lorenzo Ghiberti (1381 — 1455) med hans
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
