Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 1033-1034 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bjørnson ... - Ordbøgerne: C - chêne-marin ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

tragiske begivenheder i Danmark, som kastede en mørk
skygge over hele Skandinavien; ligesom Ibsen saaledes
var ogsaa B. ivrig skandinav, og Danmarks skjæbne
fyldte hans hjerte med dyb sorg, saa han i et par aar
saa sig ude af stand til at samle sig om en digterisk
opgave. Istedetfor begyndte han at beskjæftige sig med
«prosaiske teateranliggender», og fra nytaar 1865 blev
han ansat som «bestyrer af det sceniske og artistiske» ved
Christiania theater. Trods den glimrende maade, hvorpaa
han løste den opgave, han her havde paataget sig,
fratraadte han dog allerede i 1867 sin stilling som følge
af stridigheder med direktionen. Imidlertid havde han
aaret i forveien overtaget redaktionen af «Norsk
folkeblad», som under hans ledelse snart blev valpladsen
for heftige politiske kampe. Af digtning kom der ikke
stort i disse aar; «De nygifte» (1865) og «Fiskerjenten»
(1868); men saa kom i 1870 «Digte og sange» og «Arnljot
Gelline». — Ser vi tilbage paa B.s rige digteriske
produktion i disse 15 aar (1856—70), finder vi, at
hovedmassen falder i to leier: en række norske
bondefortællinger og en anden række norske historiske skuespil.
Litteraturhistorisk seet betegner B. paa begge disse
omraader en fortsættelse og en uddybelse af den herskende
litterære retning, som mødte ham, da han første gang
kom til Kra. i 1850, og hvis indhold var givet gjennem
det nationalromantiske gjennembrud i 1840-aarene. Dette
udelukker naturligvis ikke, at han bragte meget nyt;
før ham havde de norske bønder i litteraturen
hovedsagelig kun været lovprist og omtalt; i bondenovellerne
fremtræder de for første gang som gjenstanden for
menneskeskildringen, og den maade, hvorpaa dette skede,
bar ikke blot vidnesbyrd om et originalt digtergeni,
men ogsaa om et dybt kjendskab til væsentlige sider af
det norske folks karakter. Med geniets lykke havde B.
straks fundet den form, han havde brug for; intet kunde
bedre male norske bønders ordknappe væsen end
sagastilens ordsproglige tæthed. — B.s historiske
skuespil har vistnok delvis sine rødder i Oehlenschlägers
tragedier, men hertil kommer direkte paavirkning fra
Snorre, impulser fra den norske historiske skole og
studiet af de norske bønder, og B.s høvdingeskikkelser
fik derfor i sin bratte barskhed en ganske anderledes
norrøn karakter end Oehlenschlågers rundmundede helte.

Foruden fortællinger og skuespil skrev B. i disse 15 aar
ogsaa en hel del lyriske digte, hvoraf mange som
«Arnljots længsel mod havet», «Prinsessen» o. a. utvilsomt hører
til de skjønneste, som endnu er skrevet paa norsk sprog.

I enkelte af de senere digtninge inden denne periode
merker vi ligesom en længsel udover den emnekreds, som
var begrænset til bønder og vikinger (saaledes navnlig i
«De nygifte» og «Fiskerjenten»), og det skulde da heller
ikke vare mange aar, før B. naaede frem til en ny verden.
Fra 1870—75 var en digterisk hviletid, der kom ikke
andet fra ham end «Sigurd Jorsalfar» og «Brudeslaatten»,
som begge kun var virtuosnummere paa de
gamle strenge. Men desto haardere arbeidede han
paa sin udvikling; i disse aar tilegnede han sig under
kamp og i strid mod gamle idealer et nyt syn paa
livet og verden; en strøm af nye tanker, hvis retning
her kun kan angives med et par navne:
Strauss—Darwin—Spencer, fossede ind over ham, og den
barnetro, han hidtil tillidsfuldt havde levet i, røg
med i løbet. — I 1875 var efter et par aars modnende
ophold i Italien det nye blevet produktivt i ham, og
han oplevede sin «anden ungdom», som trods hans 75 aar
varer endnu den dag idag.

Bjørnstjerne Bjørnson. (Efter fotografi fra 1860-aarene.)

Siden 1875 er B. i sin digtning aldrig kommet tilbage
til bønderne eller vikingerne; alle hans verker
foregaar herefter i nutiden og handler om bymennesker;
i en lang række af skuespil, romaner og fortællinger
(«Redaktøren», «En fallit» (1875), «Kongen» (1877),
«Leonarda», «Det ny system» (1879), «En handske»,
«Over ævne I» (1883), «Geografi og kjærlighed» (1885),
«Over ævne II» (1895), «Paul Lange og Tora Parsberg»
(1898), «Laboremus» (1901), «Paa Storhove» (1902),
«Daglannet» (1904). — «Magnhild» (1877), «Det flager i byen
og paa havnen» (1884), «Paa Guds veie» (1889), «Nye
fortællinger» (1893), «Mary» (1906)) har han behandlet
de fleste af tidens brændende spørsmaal, og i regelen,
omend ikke altid, med en slig kunstnerisk kraft, at
spørsmaalene omsættes i menneskeskjæbner, der ikke
forstrækkes eller karikeres i tendensernes sold. —

I den tale, hvormed B. modtog Nobelprisen (1903), udtalte
han bl. a.: «Victor Hugo er min mand. Inde i hans
glansfulde fantasi er følelsen af livets overskud det
farvegivende. Mange taler om hans feil — — Ja. Men for
mig blaases disse feil allesammen væk af det vældige
livspust i ham.» Med denne følelse er det ogsaa, man
staar ligeoverfor B.; alle indvendinger mod ham blaases
væk af livspusten i ham. I over 50 aar har han været
midtpunktet i det norske folk, den bevægende kraft i
dets liv, har sunget dets kjærlighed, tolket dets
sorger, pisket dets laster, har henrevet og egget,
splittet og samlet, snart en forargelsens klippe,
snart et samlingens merke, altid den frygtløse
forkynder, som skabte nye værdier, frugtbar gjæring,
ufred og vekst. Om han var nær eller fjern, i Rom
eller Amerika, i München eller paa Aulestad, altid
vaagede han over hver bevægelse i det hjemlige
liv, pegte og raabte, trampede ned eller hegnede,
slog hul i partivæggene,

Bjørnstjerne Bjørnson. (Efter fotografi af Karl Anderson 1902.)

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>