Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bon ... - Ordbøgerne: C - convert ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og sin gavmildhed, men hvor hans stilling dog
stadig var utryg, og hvor der næsten uophørlig kjæmpedes
mellem de franske tropper og de indfødte, saa
landet led, uden at Josephs mange liberale og humane love
hjalp videre. 1808 kaldte Napoleon ham til konge i
Spanien; Neapel overlodes Murat, og franske soldater banede
Joseph vei til Madrid. Han var dog kun skyggekonge;
de franske generaler lystrede bare Napoleons ordrer, og
uden den franske hær vilde hans stilling have været ganske
uholdbar. Overalt reiste den af prester og munke
opfanatiserede befolkning sig mod det franske herredømme,
og da de franske tropper i 1813 fik andet at gjøre, maatte
Joseph forlade Spanien. Efter Waterloo drog Joseph til
Nordamerika, hvor han, formuende som han var, tog
ophold paa Moreaus tidligere eiendom i Delaware. Efter
hertugen af Reichstadts (Napoleon II) død 1832 optraadte
han som prætendent og opholdt sig nogle aar i England.
De sidste aar af sit liv boede han i Italien. 1862 blev
hans lig ført til Invalidekirken i Paris. Memoirer. —
4. Napoleon B., se Napoleon, —
5. Lucien B.
(1775—1840). Skolegang i Autun og Brienne. 1795 ved
Napoleons hjælp krigskommissær i Nederlandene og paa
Korsika. 1798 medlem af de yngres raad. Han og
Joseph B. arbeidede her for Napoleons planer. 1799
formand for forsamlingen. 18 brumaire var det L. B.s
koldblodige og snarraadige optræden, der afgjorde
statskupets heldige forlob. Da han ikke kunde bringe den
oprørte og forbitrede forsamling til ro, forlod han salen,
ilede hen til de udenfor forsamlede soldater og
opfordrede dem til at komme sin general (Napoleon), som
man vilde myrde, til hjælp. Ved denne overrumpling
opnaaede han soldaternes indgriben og statskupets
gjennemførelse. Var senere ivrig for æreslegionens oprettelse
og for konkordatet med paven, men vakte Napoleons
vrede, da han 1802 efter sin første hustrus død afslog
at egte en ham af førstekonsulen foreslaaet fyrstinde og
i stedet giftede sig med en borgerlig født kvinde.
I 1807 afslog han tilbudet om at blive konge i Spanien,
da dette forudsatte, at han lod sig skille fra sin hustru,
og forholdet til keiseren blev efterhaanden saa spændt,
at L. B. 1810 besluttede at flygte til Amerika. Paa
flugten blev han opsnappet af en engelsk krydser og
ført i engelsk krigsfangenskab. Han blev først fri 1814,
og efter et kort ophold i Rom drog han, efter Napoleons
flugt fra Elba, til Paris, hvor han blev medlem af
pairs-kammeret. Efter Waterloo raadede han forgjæves
Napoleon til at opløse kamrene og gribe diktaturet og
forsøgte efter Napoleons tronfrasigelse at faa kongen af
Rom udraabt til keiser og selv at blive formynder og
regent. Paa tilbagereisen til Rom 1815 blev han i Turin
fængslet af en østerrigsk general, men blev paa pavens
bøn snart igjen løsladt. Levede senere mest i Italien.
Arkæolog og forfatter. Memoirer. —
6. Marie Anne Elisa B. (1777-1820). Opdraget i Saint-Cyr.
Under familiens trængselsaar i Sydfrankrige blev hun forlovet
med en fattig og evneløs korsikansk officer, Felice
Bacciochi (s. d.), som hun, imod Napoleons ønske, ogsaa
giftede sig med 1797. Samlede under konsulatet en
kreds af forfattere og kunstnere i sit hjem. 1805
fyrstinde af Lucca og Piombino, som hun styrede med
dygtighed. Hendes evner og hendes lette seder skaffede
hende tilnavnet Luccas Semiramis. 1809 storhertuginde
af Toscana. Levede efter 1814 i Bologna og Triest. —
7. Louis (Ludvig) B. (1778—1846). Kom 1793 til
Frankrige og blev uddannet til officer. Tidlige udsvævelser
undergravede hans helbred og handlekraft. Kun ugjerne
modtog han 1806 den hollandske kongekrone. Med ikke
ringe iver og dygtighed søgte han at gjennemføre
praktiske reformer (kriminal- og civillovbog, vegt og maal
efter fransk mønster), men fastlandssperringen ødelagde
landets velstand, og Napoleons krav paa store rustninger
forværrede yderligere tilstanden. Ludvig blev mere og
mere utilfreds med forholdene og Napoleon mere og
mere forbitret over lempelser i fastlandssperringen.
1810 nedlagde Ludvig regjeringèn, indsatte sin hustru
Hortense, f. Beauharnais, Napoleons steddatter, til
regentinde i sin umyndige søns navn og forlod saa landet.
Levede senere mest i Italien optaget af historisk
forfattervirksomhed. Negtede 1815 at modtage pairsværdigheden
af Napoleon. Hans egteskab med Hortense var
ulykkeligt. Skilsmisse 1815 Blandt hans historiske
arbeider maa især fremhæves et verk om Hollands
historie og statsforfatning i 3 bind, der udkom 1820, og
flere skrifter om Napoleons historie (bl. a. et modskrift
mod Walter Scott). Hortense fødte Ludvig 3 sønner,
af hvilke den vngste var Napoleon III (s. d.). —
8. (Carlotta) Marie Pauline B. (1780—1825), forlod
med den øvrige familie Korsika 1793. Efter trængselstiden
1793—95 begyndte beilere at melde sig til den
unge Napoleon Bonapartes straalende skjønne søster,
saaledes Napoleons tidligere velynder Fréron, hvem ogsaa
Pauline var forelsket i. Napoleon modsatte sig dette
egteskab, og i 1797 forlovedes Pauline med general
Duphat, der imidlertid blev myrdet i Rom kort efter.
Skjøn og letfærdig trøstede Pauline sig snart over denne
nye sorg og egtede i Paris i 1801 general Ledert, der
døde allerede 1802. 1803 egtede hun Camillo Borghese,
af gammel romersk adel, men egteskabet opløstes snart.
I Rom stod hun (nøgen) model for Canova (Venus
victrix). Hun var Napoleons yndlingssøster. 1814
stillede hun alt, hvad hun eiede, til hans raadighed og
fulgte ham til Elba. Før Waterloo gav hun ham sine
juveler, som man bagefter fandt i hans vogn. Hun døde
i Florens. —
9. Marie Annunziata Caroline B. (1782—1839).
Egtede i 1800 general Murat, der i 1806
blev storhertug af Berg-Gleve og i 1808 konge af Neapel.
Hun var sin mand fuldstændig overlegen. Den østerrigske
minister Metternich, der 1806—09 var gesandt i
Paris, var meget indtaget i hende og forsøgte paa
Wienerkongressen at frelse Murats kongestilling, men forgjæves.
Efter 1815 levede Caroline i omegnen af Triest. —
10. Jérôme B. (1784—1860). Uddannet i Frankrige til
sjøofficer. Deltog i flere sjøtogter og 1806—07 i krigen
mod Preussen. 1807 konge af Westfalen. Lod sig efter
Napoleons ønske 1806 skille fra sin hustru Elisabeth, f.
Patterson, datter af en nordamerikansk kjøbmand, og
egtede 1807 en würtembergsk prinsesse. Som regent
var han magelig, uden interesse for stort andet end sine
fornøielser. Deltog uden hæder i felttogene 1809 og
1812—13. Efter 1815 levede J. B. dels i Østerrige, dels i
Italien og længtes efter at faa komme tilbage til Frankrige.
Ludvig Filips regjering tillod det endelig i 1847. Efter
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
