Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bonapartister ... - Ordbøgerne: C - co-optation ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
februarrevolutionen blev han guvernør for Invalidepaladset. —
11. Louis Lucien B. (1813—91), sprogforsker,
udgav 1857 en oversættelse af parablen om «saamanden»
i 72 europæiske sprog og dialekter. Speciel kjender af
baskisk. —
12. Roland B. (1858—), tog afsked som officer 1883;
har senere foretaget forskjellige forskningsreiser
bl. a. til Finmarken, hvor han har studeret
lappernes seder og skikke og skildret sine indtryk paa
engelsk i «Notes on the Lapps of Finmark» (1886).
Bonapartister, det parti, som ønsker dynastiet
Bonaparte i spidsen for Frankriges styrelse. Dets
virksomhed, som sporedes straks efter 1814, muliggjorde
Napoleons triumftog gjennem Frankrige efter flugten
fra Elba 1815 og senere Napoleon III’s keiserdømme.
Efter keiserprinsens død (1879) blev prins Napoleon (søn
af Jérôme Bonaparte) b.s chef. Hans demokratiske,
republikanske og antiklerikale sympatier har imidlertid
bragt splittelse i partiet, og de konservative og klerikale
Bonapartister har sluttet sig til hans søn Victor.
Republikens voksende fasthed og styrke har dog trængt hele
den bonapartistiske bevægelse sterkt tilbage, og siden
Boulangers dage har den ingen betydning havt.
Bonaventura (1221—74), Franciskanerordenens
ypperste teolog, traadte omkr. 1238 ind i den hellige Frans’
orden og vandt snart et anseet navn ved sin ydmyghed,
nidkjærhed og sine glimrende evner. Blev senere lærer
ved høiskolen i Paris og 1257 sin ordens general, 1273
kardinal og biskop af Albano. 1274 var han tilstede
paa unionskoncilet i Lyon, men døde under dette.
1482 blev han kanoniseret som helgen og 1587 optaget
i de store kirkelæreres tal. Eftertiden hædrede ham
med tilnavnet doctor seraphicus. I sin teologi forener
B. skolastisk lærdom med mystisk fromhed og asketisk
iver. Gjentagne gange forsvarede han med pennen sin
orden og kjæmpede ligeledes for mariaandagterne,
cølibatet og andre yndlingslærdomme. Blandt hans skrifter
er, foruden hans dogmatik, «Breviloquium», navnlig en
levnetsbeskrivelse af den hellige Frans blevet berømt.
Bonchamp [bõšã’], Charles Melchior Arthur,
marki af (1760—93), fr. officer. Deltog i den
nordamerikanske frihedskrig. Var kaptein i den franske hær
ved revolutionens udbrud. Streng royalist. Deltog i
Vendée-kampene mod revolutionen og faldt i en blodig
kamp ved Chollet.
Boncompagni [-pa’ñi], Baldaresso (1821—94), ital.
matematiker af familien Piombino. Han har gjort sig
fortjent ved uden pekuniær fordel at udgive ældre
matematiske forfatteres verker og ved sine
matematiskhistoriske undersøgelser.
Bond [bånd].
1. George Phillips B. (1826—65),
amer. astronom, søn af nedenst., opdagede 1848 paa
observatoriet i Cambridge (Mass.) Saturns 7de maane
(Hyperion) og 1850 den mørke Saturn-ring (Crêpe-ringen),
ligesom det her første gang lykkedes at fotografere en
dobbeltstjerne. —
2. William Cranch B. (1790—1859),
ligeledes bekjendt amer. astronom, var første direktør
ved ovennævnte observatorium, kaldt Harvard college
observatory.
Bondalen, et vakkert dalføre, hvorigjennem der fører
offentlig kjørevei, som forbinder Hjørundfjord med
Volden og Ørsten i Søndmør. Pashøiden er 271 m.
Bonde (eg. den boende) betegner nu den almindelige
gaardbruger i modsætning til godseieren, kjøbstadsmanden
el. husmanden. I oldtiden tilhørte gaardbrugeren
bysamfundet, og først i den romerske keisertid, da al
jorden samledes paa store godseieres hænder, udviklede
der sig en egen akerdyrkende landbostand, de halvfrie
eller endog helt ufrie coloni. Efter folkevandringen laa
ogsaa de frie germanske bønder under for stormændene,
blev disses fæstere og kom efterhaanden i et personligt
og arveligt afhængighedsforhold til sine herrer, som de
maatte yde vilkaarlige afgifter og hoveri. I
korstogstiden (11—13 aarh.) fæstnedes afgifterne dog ved
sedvanen og sank i værdi paa grund af prisstigningen.
Hoveriet erstattedes ofte af en pengeafgift, og de ufrie
akerdyrkere kjøbte sig friheden; men allerede i
middelalderens slutning stansede fremgangen. Staten og
godseierne lagde i forening stedse større byrder paa bønderne,
og da disse gjorde oprør (i Frankrige 1358, i England
1381, i Tyskland omkr. 1500, særlig 1525), laa de
overalt under for fyrster og adel. Derefter begyndte en
virkelig underkuelse. I det østlige Tyskland og i de slaviske
lande indførtes endog livegenskabet, en ny afhængighedsform,
som lignede den gamle trældom. Først anden
halvdel af det 18 aarh. bragte atter nogen fremgang.
Fysiokraterne i Frankrige (ved 1750) fremholdt
akerbrugets store økonomiske betydning, og det oplyste
enevælde søgte at skaffe bønderne større personlig frihed
og udbrede selveiendom. Udenfor Danmark lykkedes
dette dog kun daarlig paa grund af godseiernes
modstand. Først den store revolution frigjorde helt
bondestanden i Frankrige; i Preussen skede det samme under
Stein 1808, i de øvrige tyske lande efter 1848. I Rusland
ophævedes livegenskabet 1861 af Alexander II. En fra
den alm. afvigende udvikling foregik i England, hvor
jorden dreves af frie forpagtere, samt i Italien, hvor
den eiedes af byernes borgere. En fri selveiende
bondestand holdt sig kun i Schweiz, Tyrol, Holland,
Ditmarsken samt i Norge og Sverige.
I Norden var b. i oldtiden et hædersnavn for enhver
fri mand. Over ham stod konger og høvdinger, dybt
under ham trællene. B. var paa en gang kriger og
jorddyrker. Ogsaa leilændingerne var personlig frie. I alle
tre nordiske lande bidrog dog bl. a, trællenes frigjørelse
til at trykke bondestanden ned fra dens tidligere anseede
stilling, medens det kirkelige og verdslige storgods’s
udvikling i middelalderen forøgede antallet af leilændinger
i Norge, navnlig vesten- og nordenfjelds, hvor
aristokratiet var sterkest. De store godseieres forsøg paa at
skabe nye, større afgifter end den almindelige landskyld
modarbeidedes dog virksomt af lovgivningen. Samtidig
med denne ophobning af landets jord paa godseiernes
hænder skede en endnu sterkere under konge og kirke.
Ved den sorte død indtraadte i disse forhold forsaavidt
en forandring, som det voldsomt formindskede antal af
b. gjorde efterspørgselen efter leiejord liden, men
omvendt efter leilændinger stor. Skjønt lovene ikke kjendte
livsfæste, blev dette nu i praksis almindeligt, da saavel
jorddrotten som leilændingen i regelen var bedst tjent
dermed. Ved de nye stænders udvikling i det 16 aarh.
øgedes dog atter trykket paa bondestanden, der klagede
høilydt over de nye stigende afgifter, som nu paalagdes
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
