Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst ... - Ordbøgerne: E - easy ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
maa merkes stalaktithvælvet. Af profanbygninger
er mest bekjendt slottet Alhambra, det mest pragtfulde
eksempel paa maurisk b. (Se pl. Arabisk b.)
Østasiatisk b. Den indiske b. er særlig knyttet
til de buddhistiske tempelbygninger af forskjellig art, som
de pyramideformig opstigende pagoder, de kuppelformede
toper (stupa, dagob) og de i fast fjeld indhugne
klippetempler. Deres udsmykning er overdaadig pragtfuld,
Ornamentiken straalende i formrigdom og farveglød. Den
kinesiske b. har faaet impulser fra den indiske
gjennem buddhismen, men har ikke naaet nogen monumental
udfoldelse i tempelbygningen. Mest karakteristisk for
de kinesiske tempelbygninger er de svungne tage, som
springer langt frem over de forskjellige stokverk.
Middelaldersk b. i Europa. Den romanske b.s
fremvekst af den romerske og oldkristelige b. ved de
germanske folks tilegnelse af kristendommen er ikke
videnskabelig helt klarlagt. Utvilsomt har dog den
saakaldte «karolingiske renaissance» under Karl den store
skabt grundlaget for den romanske kunsts udvikling, og
rimeligvis maa Rhinegnene betegnes som udgangspunktet
for den romanske b., som i den ældre middelalder
udbredtes til alle vestens lande. Denne b.s typiske
kirkebygning er en direkte udvikling af den oldkristelige
basilika, som udformedes til en korskirke, idet der
mellem tverskib og apsis blev indskudt et kvadrat, hvorved
spiren til de store koranlæg blev lagt. Dette kor hæver
sig gjerne noget over den øvrige del af kirken, fordi
der under koret var en krypte (s. d.), en gravkirke. Det
indre tag var enten et fladt trætag eller korshvælv,
sjeldnere tøndehvælv; undertiden findes sideskibene
overhvælvede, midtskibet derimod forsynet med trætag.
Af kapitælformer er terningkapitælet det vanligste.
Karakteristisk for romansk b. er de rundbuede hvælv, hvorfor
stilen gjerne benævnes rundbuestil. I kirkernes ydre
træder sterkt frem de to massive taarne, som gjerne
flankerer fronten. Udsmykningen er hovedsagelig samlet
omkring portalerne med deres rigdom af relieffer; i det
indre opliver kalkmalerier de svære vægflader. Den
romanske ornamentik har fra den klassiske kunst arvet
plantemotiver, som acanthusranken og palmetten, fra
den oldkristelige kunst optaget og videre udviklet
symbolske dyrefremstillinger, hvormed germanske motiver
blandes, og endelig er de lineære motiver som
baandslyngninger og zikzaklinjer o. a. særdeles meget anvendt.
Inden de forskjellige lande træder der i den romanske
b. frem nationale og lokale grupper med markerede
særegenheder i anlægget; disse skolers indflydelsessfærer er
ofte ganske udstrakt, og særlig har de forskjellige
munkeordener (som cistercienserne) fremmet paavirkninger
mellem geografisk vidt adskilte strøg. Af de forskjellige
landes kirkelige bygverker, hvor den romanske stil træder
særlig typisk frem enten i hele anlægget eller kun i
enkelte dele, skal her nævnes: Tyskland: domkirkerne i
Speier, Mainz, Worms, Limburg, Bamberg og St. Godehard
i Hildesheim; Frankrige: domkirkerne i Angoulême,
Tournay og Avignon, Notre Dame i Clermont,
kuppelkirken St. Front i Périgueux, St. Etienne i Caen; Italien:
domkirkerne i Modena, Pisa, Palermo, Monreale, St. Zeno
i Verona, baptisteriet i Pisa; Spanien: Santiago de
Compostela; England: domkirkerne i Durham, Peterborough,
Rochester og Norwich; Danmark: domkirkerne i Roskilde,
Ribe, Viborg og Aarhus; Sverige: domkirken i Lund,
Varnhems kirke; Norge: domkirkerne i Trondhjem, Hamar,
Stavanger og Mariakirken i Bergen, samt stavkirkerne
(se videre under Norge: Bygningskunst og Stavkirke).
(Se pl. Romansk b. og pl. Norsk b.)
Gotisk b. I Frankrige fødtes i det 11 aarh. under
korstogstidens gjæring den merkelige stil, som
renaissancens italienere med et øgenavn kaldte gotisk, d. v. s.
barbarisk, fordi dens himmelstræbende karakter, dens
dristige og fantasifulde former var saa fjern fra den
klassiske, antike aand, som for dem stod som kunstens
høieste og ædleste udviklingsform. Maaske er spiren til
den gotiske kunst virkelig at finde hos vestgoterne i
Sydfrankrige, hvor enkelte af stilens typiske træk meget
tidlig fremtræder. Men gotikens udformning foregik ikke
i Sydfrankrige, men i det nordlige Frankrige, særlig i
Isle-de-France, hvor St. Denis klosterkirke over de
frankiske kongegrave er det første verk i den nye stil.
Spidsbuestil er en vanlig betegnelse for gotik, men spidsbuen
er ikke stilens vigtigste karaktertræk; det er derimod
det konstruktive stræbesystem (s. d.) med stræbebuer,
som overfører de høie mures sidetryk til stræbepillerne,
hvorved murenes masse kan formindskes, og vægfladerne
opløses i store vindusaabninger, hvad der giver de
gotiske kirkebygninger dette lette, frigjorte præg, som
saa sterkt afviger fra de romanske kirkers tunge
massevirkning. Korets sterke udvidelse i gotiske kirker
skyldtes nødvendigheden af at skaffe plads for den voksende
skare geistlige, som udførte kirketjenesten; almindelig
omgives koret af en koromgang med smaakapeller,
medens kryptanlæg under koret bliver sjeldne. I ornamentiken
træder nye, naturalistiske planteformer kraftig frem,
samtidig som de fantastiske dyrefigurer til en vis grad
løsriver sig fra den traditionelle symbolik. I kirkernes
indre modtager sindet et mægtigt indtryk af rummets
høide, af hvælvenes dristighed, søllernes ranke elegance
og af rigdommen i vinduernes masverk, hvor lyset brydes
i glasmaleriernes farveglød. Gotiken er en udpræget
«tidsstil», et fuldtonende udtryk for høimiddelalderens
aand og kultur. Saa langt vestens kultur strækker sig,
saa langt favner ogsaa gotiken, men i de forskjellige
lande træder frem lokale eiendommeligheder, saaledes
som tilfældet var med den romanske b., men her kanske
i end sterkere grad. I Frankrige er katedralen i Noyon
(ca. 1100) det første større gotiske anlæg efter stilens
første frembrud i St. Denis, men her er endnu
adskillige romanske træk bevaret. Ren gotik i rig udfoldelse
fremviser den mægtige Notre Dame i Paris og
katedralen i Laon. Fra begyndelsen af det 13 aarh. er de
storslagne, imponerende katedralanlæg i Chartres,
Amiens, Beauvais, Reims og Bourges, og fra aarh.s midte
perlen af fransk gotik Sainte Chapelle i justitspaladset
i Paris. Med det 14 aarh. løber den franske gotik ud i
den saakaldte flamboyantstil, af en udpræget dekorativ
karakter, St. Maclou i Rouen. Til England overførtes
gotiken fra Normandiet ved gjenopbygningen af
katedralen i Canterbury efter branden i 1174; herfra er
gotiken igjen overført til Norge (se Trondhjems
domkirke). Den engelske gotik udvikler sig fra den
ældste saakaldte «early English» til «decorated style» og
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
