Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Chyluri ... - Ordbøgerne: E - etymologi ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Europa—evangelic(al)
299
Ci’cero
Ord, som ikke findes u
Ciechanov
300
men fik tilgivelse af Cæsar og levede derefter stille i
Rom. Efter Cæsars mord optraadte han atter i
politiken mod Antonius og støttede Octavian mod ham
(angreb Antonius i de «filippiske» taler); men da
Antonius og Octavian sluttede det andet triumvirat, var G.
en af de første, som proskriberedes; henrettet i Formio.
— Som politiker viste C. hæderlighed og personligt mod,
men savnede klarsyn. Sin hovedbetydning havde han
som taler og forfatter. Foruden omtr. 60 taler har vi
af ham en række skrifter, d^r behandler talerens
uddannelse, berømtest skriftet «Om taleren» og «Briitus»,
der giver en latinsk litteraturhistorie. Fremdeles
filosofiske skrifter: C. kaldte sig selv tilhænger af Platons
lære, men tog i virkeligheden, hvad han mente var
rigtigt, fra de forskjellige skoler (var eklektiker), men
bekjæmpede sterkt epikuræerne. Vigtigste skrifter: «Om
staten», «Om lovene», «Om det største gode og det
største onde», «Om pligterne»; intet af disse skrifter
giver selvsta’ndige resultater, de bringer græske tænkeres
tanker, gjengivet i et klart og godt sprog; vigtige for
os for kjendskabet til græsk filosofi. Endelig har vi
store dele af hans brevveksling, vel 750 breve af ham
selv og omtr. 100 fra andre til ham: vigtige som kilde
til tidens historie og interessante ved det indblik, de
aabner os i G.s ofte vaklende og usikre karakter og hans
tids politiske og sociale forhold; de har ogsaa foranlediget
flere (l)rumann, Mommsen) til at fælde haarde domme
om C. Ubestridt staar han som den latinske litteraturs
første stilist. — 2. Quintus Tullius C. (102—43
f. Kr.), foreg.s broder, prætor 62, var officer i Cæsars
hær i Gallien 54—52, hos sin broder i Kilikien 51,
kjæmpede mod Cæsar, benaadet, proskriberet af Antonius
og Octavian og henrettet; vi har nogle faa breve af ham;
han forfattede ogsaa (tabte) tragedier.
Ci’cero kaldes i bogtrykkerkunsten en skrift mellem
korpus og mittel (CICCFO). Findes baade i antikva og
fraktur. C. brugtes i ældre tid mere end nu.
Cicerone [tsitseio’ne], veiviser, afledet af Cicero og
antagelig opstaaet ved de ital. veiviseres rige ordforraad.
Bruges ogsaa som bogtitel (f. eks. Burckhardts «C.»).
Cichorifum, kurvblomstret planteslegt, store, gjerne
grenede urter med oftest fligede blade og i bladhjørnerne
store, mest blaablomstrede kurve med udstraalende
rand-kroner. C. intybus, cikori, vokser hist og her som
ugræs-plante i de sydligere dele af vort land; i Mellemeuropa,
tildels ogsaa i Danmark og Sverige dyrkes den. Denne
fleraarrige plante frembringer første sommer en tyk
pælerod, som optil er kranset af en bladroset. Det er
roden, som benyttes; efter at være tørret ristes den,
hvorved dens stivelse- og sukkerindhold ialfald delvis
omdannes til karamel, hvilket stof giver «cikorien» dens
bræ^ndte og bitre smag. C. har forskjellig anvendelse,
væsentlig dog som kaffesurrogat eller kaffetilsætning.
Den spiller ogsaa en rolle som farvemiddel ved ølfarvning.
Bladene giver i bleget tilstand en udmerket salat, som
især er yndet i Frankrige. En anden kulturplante af
denne slegt er c. endivia, endivie, der i Mellem- og
S^^d-europa dyrkes i flere varieteter og anvendes til salat.
Hos os blev den allerede for 200 aar siden dyrket,
saa-ledes f. eks. i Trondhjem.
ider C, maa søges under K.
Cicignon [sisind’J, et udenverk til Fredrikstad
fæstning (Østre Fredrikstad), beliggende paa sydspidsen af
Rolfsøen og anlagt 1704. Verket («fortressen^)) var
bygget som et hornverk. bestykket med indtil 8 kanoner
og tjente som brohoved ved overfartsstedet til
hoved-fæstningen (byen). Sit navn fik verket efter den fra
den store nordiske krig bekjendte generalmajor F. C.
Cicignon (d. 1718), som fra 1703 var chef for det
regiment, der afgav garnison til Fredrikstad. C. tilligemed
Fredrikstads øvrige gamle befæstninger blev 1903 af
stortinget besluttet solgt (afhændet til Fredrikstad
kommune 1907).
Cicindéla, se Sandløber.
Cicisbeo [tsiisisbe’o], i Italien en kavaler, som
ledsager en gift dame. God tone forbød egtemanden at vise
sig med sin hustru udenfor hjemmet, og c. var da en
familien nærstaaende ven. Skikken florerede før 16 aarh.
Nu bruges navnet i regelen kun med nedsættende betydn.
Cicoma, storkeslegten (s. d.).
Cicuta, se Selsnæpe.
Cid (El C., ogsaa Mio C.) er navnet paa middelalderens
spanske nationalhelt, hovedpersonen i digtene om de
kristnes kampe med maurerne. Hans egentlige navn
var Ruy Diaz de Viva r, og han blev født i nærheden af
Burgos omkr. 1050. Hans landsmænd kaldte ham
Cam-péador, krigeren, maurerne Seid, herre, hvoraf navnet G.
Han kjæmpede for Kastiliens konger Sancho II og
Alfons VI, hvis søsterdatter han egtede. I 1094 erobrede
han Valencia og døde der i 1099. Det første spanske
digt, i hvilket han feires, «Poema del Cid», opstod
allerede omkring 1150; her prises hans troskab mod kongen;
i det 50 aar senere digtede «Cronica rimada del Cid»
er han derimod blevet til adelens fører’ mod kongen.
Over 200 C.-romancer er digtet om denne helt; disse
er omtrent alle digtet efter 1500, men hviler paa sagn
og folkeviser, som endog er ældre end «Poema». De
behandler forskjellige perioder af heltens liv og danner
tilsammen et storartet lyrisk-episk heltedigt, hvortil
intet andet folk har magen. Fra først af opbevaret
gjennem mundtlig tradition blev de i det 16 aarh.
samlet i større eller mindre dele, «cancioneros» eller
«romanceros». En fuldstændig samling gjordes først i
1840 af den tyske litteraturforsker Keller. Den første
spanske samlede udgave er fra aarene 1849 — 51. En
fri bearbeidelse af nogle af disse romancer af den
tyske digter Herder blev i 1859 oversat til svensk af
Oscar Fredrik (Oscar II). C.-romancerne har ydet stof
til romaner og dramaer af spanske og franske digtere,
saaledes af Corneille, Victor Hugo. Casimir Delavigne.
Den franske tonedigter Massenet har skrevet en bekjendt
opera over en tekst, hentet tra C.-sagnene. [Litt.: Merk
udg. af E. Lidforss (1895—96) og Dozy, «Recherches sur
Thistoire de l’Espagne»; overs, af F. L. Mynster, Kbh. 1865.]
Cider, se Frugtvin.
Ci-devant [si-dvå’J (fr.), forhen, tidligere,
forhenværende. Under den store revolution spottende
benævnelse paa fhv. fyrstelige og adelige personer.
Cie. (fr.), forkortelse i firmanavne for compagnie.
Ciechanov [tsæl^ånov], by i Polen, guv. Plozk, 75
km. n.v. f. V^arshau, ved elven Lidynia; 10 644 indb.
(1897). Brændevinsbrænderier og br3^ggerier.
Europa — 0 Europa n — ©
Europe — ® l’Europe f.
europæer(inde) — ®
Kuro-påer(in) m (f) — (e) European —
(f) Européen(ne) m (f).
europæisk — ® europåisch —
© European — ® européen.
eustache (f) m, (stor) kniv.
Euter (t) n, jur, yver.
euthanasia, euthanasy ©
let og rolig død, henslumren.
eux ® de, dem; sig
Euxine the E. det Sorte
hav.
evacuant évacuant (f) (m),
afførende (middel).
evacuate évacuer ®
(ud)-lømme overflytte, overføre;
rømme (land).
evacuation évacuation
® f, udtømmelse, afføring;
flytning; rømning.
evade © om-, undgaa; unddrage
sig, spotte: søge udflugter.
évader (f;i: s’é. undslippe,
undvige bryde ud.
évagation (f) f, mangel paa
andagt.
evakuere se rømme.
évaluable (?) beregnelig.
éva-lution f, vurdering, skjøn,
overslag. évaluer (f) beregne, anslaa
(til)
evanescent ©svindende,
flygtig; forsvindende (liden).
evangéliaire (f) m.
evangelie-bog.
evangelic(al) © evangelisk;
lavkirkelig, metodistisk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
