Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark ... - Ordbøgerne: F - forehand ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
641
Danmark
612
af Holsten holdt paa at gjøre D. til en t3^sk provins,
da Nils Ebbessøn reddede landet fra denne skjæbne ved
at myrde greven. Kristofers søn Valdemar Atterdag
(1340—75) samlede atter det splittede rige, gjenerobrede
1360 de skaanske landskaber, som 1332 var kommet
under den svenske konge, og indtog 1361 Gotland,
hvorefter han antog titelen «de gothers konge». 1346 havde
han solgt Estland til den T3^ske orden. 1362—71 førte han
en forbitret, men uheldig krig med de stedse mere
overmægtige Hansestæder. Valdemars datter Margrete (1376
—1412) gjorde atter D. til et mægtigt rige. Ved hendes
egteskab med Norges konge Haakon VI (d. 1380) forenedes
Norge og D. under hendes umyndige søn Olav (1376—87).
Saaledes blev hun den styrende i begge disse lande, og
ved at hjælpe svenskerne mod Albrecht af Mecklenburg
(1389j vandt hun ogsaa Sverige, som ved den saakaldte
Kalmarunion 1397 forenedes med de to andre nordiske
riger til en personalunion. Til gjengjæld maatte hun
1386 overdrage Sønderjylland som arvelig forlening til
greverne af Holsten, et skridt, der under hendes
efterfølger Erik af Pommern (d. 1439) fremkaldte en langvarig
krig. Under ham blev (1428) øresundstolden indført.
1434 maatte Erik bekjæmpe uroligheder i Sverige; han
gjorde sig ved sin tiltagende uduelighed almindelig
foragtet, og tilslut blev han afsat. Kristofer af Baiern (1440
•—48) ophøiede Kjøbenhavn til fast residens og
hovedstad, men regjerede for kort til at udrette noget af
betydning. — Med Kristian I (1448—81) kom
Oldenborgernes æt paa tronen. Foreningen med Norge blev
under ham befæstet ved en overenskomst i Bergen
1450. I Sverige blev han rigtignok 1457 valgt til
konge, men han formaaede ikke at opretholde
besiddelsen af dette rige. For at vinde Holsten og
Sønderjylland lod han sig 1459, ved sin onkel Adolf VIH’s
død, vælge til hertug i disse landsdele og gav dem
privilegier, som senere blev grundlaget for den
slesvigholstenske opfatning af hertugdømmernes stilling til den
danske stat. Under ham oprettedes (1479) Kjøbenhavns
universitet. Kristians søn Hans (1481—1513) vandt 1497
efter lange underhandlinger Sverige tilbage, men tabte
dette paany 1501, aaret efter et ulykkeligt felttog mod
ditmarskerne. Han bekjæmpede med held Hansestæderne
og skabte en dansk flaade. Sønnen Kristian II (1513—23)
søgte forbindelse med borger- og bondestand for ved deres
hjælp at knække geistlighedens og adelens magt og
saaledes skabe et sterkt kongedømme. Et led i denne
politik var ogsaa hans bestræbelser for at trænge de
overmægtige hanseater tilbage, saaledes at den hjemlige
handel og næringsvirksomhed kunde faa bredere
raade-rum. For at svække hanseaterne begunstigede han
derhos hollænderne. Ved siden af disse store opgaver vilde
Kristian undertvinge Sverige. Det lykkedes ham at
erobre Stockholm, men han forspildte frugterne af sin
seier ved at iverksætte Stockholms blodbad (8 nov. 1520).
Denne grusomhed bragte svenskerne til at anspænde sin
sidste modstandskraft, og de fik en udmerket fører i
Gustaf Vasa. Han reiste Sverige, fordrev danskerne, og
da Kristian kort efter, frygtende en almindelig
reisning af den danske adel, flygtede fra Danmark, blev
unionen mellem de to lande for altid opløst (1523).
Adelen satte nu paa tronen Kristians farbroder Fredrik I
forehand—foreligge
(1523—33). Under ham begyndte reformationen at faa
indgang i D. Ved hans død udbrød den blodige
«greve-feide» (1534—36), i hvilken dels borger- og bondestand
reiste sig mod adelen, dels den nye kirkelære
bekjæmpede den gamle, samtidig som liibeckcrne ved at
understøtte greven af Oldenburgs tronkandidatur søgte at fiske
i rørt vande, og holstenerne i forbund med den danske
adel kjæmpede for Fredriks søn, Kristian III (1534 — 59),
hvem det endelig lykkedes at indtage Kjobenhavn, der
var grevens sidste besiddelse. Kristian indforte
reformationen 1536 og afskaffede biskopværdigheden, hvorved
adelen blev den eneste herskende stand i riget indtil
1660. Dog gik ogsaa kongemagten styrket ud af
kampene, og der indførtes en bedre forvaltning med sterkere
centralisation. Det norske rigsraad ophævedes, og landet
kom i lydrigeforhold til D. Fredrik II (1559—88) førte
1563—70 den nordiske syvaarskrig med Sverige, som ikke
bragte nogen af parterne fordele. Sjømagten udvikledes
sterkt, og under vern af denne kunde nu lianseaterne holdes
ude, saaledes at de ophørte at spille nogen rolle i D. og
Norge. Medens adelens magt ogsaa under denne konge
udvidedes og bønderne efter 1570 ikke mere blev
indkaldt til rigsdagene, førte hans søn Kristian IV (1588—
1648) for saavidt en mere demokratisk politik, som han
søgte at støtte bønder og borgere ligeoverfor adelen.
Kristian var levende interesseret for byernes og
næringslivets opkomst, og mange indre reformer skyldtes hans
aabne blik for folkets krav. Naar kalmarkrigen (1611 — 13)
undtages, var hans udenrigspolitik uheldig; hans deltagelse
i trediveaarskrigen medførte blot, at Jylland herjedes af
de keiserlige tropper, og ved freden til Brømsebro (1645)
maatte han afstaa Jemtland, Herjedalen og Gotland til
Sverige. Sønnen Fredrik III (1648—70) maatte kjøbe
tronen med en haandfæstning, som beskar kongemagten,
saa den blev svagere end under nogen tidligere konge.
Da han 1657 søgte at gjenoprette D.s tab til Sverige i
1645, oversvømmedes landet hurtig af Karl X, og den
fred, som 1658 afsluttedes i Roskilde, maatte kjøbes paa
de ydmygende vilkaar, at Skaane, Halland, Blekinge og
Bornholm samt af Norge Bohuslen og
Trondhjems-amterne maatte afstaaes til Sverige. Da Karl X faa
maaneder senere atter aabnede krig mod D., blev
landet bragt til undergangens rand og reddedes kun ved
Kjøbenhavns tapre forsvar og hjælp fra Holland og
Brandenburg. Ved freden til Kjøbenhavn (1660) blev
vistnok Trondhjemsamterne og Bornholm givet tilbage,
men rigerne var forarmet og ødelagt. Da adelen paa
rigsdagen 1660 vægrede sig for at støtte statens
finanser, vakte dette hos presteskabet og borgerstanden en
saadan uvilje, at kongen kunde vove et statskup. Adelen
blev berøvet sin magt, haandfæstningen ophævedes,
kronen erklæredes arvelig, og kongen tillagdes enevoldsmagt.
Den nye forfatning lovfæstedes ved «kongeloven» (1665),
men bønderne og borgerstanden gik i det væsentlige glip
af de lovede reformer. Sønnen Kristian V (1670—99)
indførte en ny titeladel, ridderordener og rangvæsen.
Efter omhyggelige forarbeider blev lovene kodificeret i
Danske lov (1683). Kristian forsøgte uden held at
gjenvinde Skaane, Halland og Blekinge og at berøve hertugen
af Holsten-Gottorp den overhøihed, denne 1658 ved
Sveriges hjælp havde faaet sig tilkjendt over Slesvig.
e) anticipate, discount, forestall —
(f) anticiper (sur); préjuger (une
question).
forehand © bog (paa liest).
forehavende — (Ji Vorhaben,
Cnternehmen n - (e) intention,
purpose, project ~ (?) dessein,
projet m.
forehead (e) pande,
foreholde - ® vorhalten - @
21 — Illustreret norsk ko
expostulate (with one for), tax (one
With) — (^ représenter, reprocher
(qc å q).
foreign (e) fremmed,
udenlandsk, udenrigs-. foreigner
fremmed, udlænding.
forekaste — ® vorwerfen —
(e) object; cast in his teeth ~ (f)
reprocher (qc q).
forekomme — ® vorkommen
iiversationsleksikon. II.
— © (indtræffe) occur; (findes) be
found; (synes) seem, appear - (f)
(indtræffe) arriver, se passer, avoir
lieu; (findes) se trouvér (rencontrer);
(synes) sembler, paraitre. Se ogs.
(komme i) forkjøbet.
forekommende — (t)
zmor-kommend - (e) obliging",
complai-sant — (f) prévenant, empressant,
empressé.
forekommenhed — ® Artig-,
Hoflichkeit f - (e) obligingness,
courtesy, kind attentions — ®
prévenance(s) f (pl), obligeance f,
empressement m,
forekomst — ® Vorkommen,
- kommnis, -handensein n,
Erschei-, nung f - occurrence - ®
pré-sence, existence, apparition f.
foreligge — ft) vorliegen — (e)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
