Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyrisk varme ... - Ordbøgerne: G - gedeihen ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1049
Dyrisk varme—Dyrlæge
1050
gedeihen—Gefahr
Mesmer maatte stanse sine kure, men forsøgene
fortsattes af andre. Man er nu klar over, at den tilstand,
der fremkaldes ved de saakaldte magnetiske strygninger,
er den samme, som kan fremkaldes ved selvsuggestion,
ved opmerksomhedskoncentration om en enkelt
(skinnende) gjenstand. Teorien om overførelse af en særlig
d. m. er dermed opgivet.
Dyrisk varme. Alle livsytringer hos et levende væsen
foregaar paa bekostning af dets cellers levende substans,
idet dele af denne under optagelse af surstof «forbrænder:^
til enklere og mere stabile kemiske forbindelser; herunder
sker der tillige en udvikling af varme, som delvis gaar
tabt ved udstraaling o. s. v., delvis bringer legemets
temperatur op over omgivelsernes. Medens temperaturen
hos planter, hvor forbrændingen er meget langsom og
fordampningen sterk, ofte er noget lavere end
omgivelsernes, er dyrenes altid noget høiere end denne. — Efter
legemstemperaturens forhold til den omgivende deles
dyrene i to grupper: koldblodige (rettere
vekselvarme, poikiloterme) og varmblodige (homoioterme)
dyr. Hos de første veksler blodets temperatur med
omgivelsernes, dog saa, at den som regel holder sig nogle
grader høiere end denne (deres blod kan saaledes under
omstændighederne blive meget varmt); hos de sidste
holder legemets indre temperatur sig under normale
forhold meget nær konstant, hvilket skyldes, at der hos
dem har udviklet sig en under nervesystemets indflydelse
automatisk foregaaende varmeregulering, hvorved alt
efter behovet saavel varmeproduktionen som varmetabet
kan forøges eller nedsættes. Legemstemperaturen er
noget forskjellig hos de forskjellige dyr, hos pattedyrene
omkr. 36—38 ° G., hos fuglene nogle grader høiere. Hos
mennesket gjennemsnitlig 37 ° G., nogle tiendedels grader
høiere om aftenen og lavere om morgenen (se ogsaa
Varme regulering og Feber).
Diirkheim (D. an der Haardt), by i Bayern,
regje-ringsdistriktet Rheinpfalz, ved føden af Haardt, 138 m.
o. h.; 6362 indb. (1905). D. har betydelig vin-, og
frugtavl og er bekjendt for sine mineralske kilder.
Dyrlund, Niels Kristian Folmer (1826—), d.
sprogmand. Hans «Udsigt over de danske sprogarter» (1857)
er den første d. fremstilling af de danske almuesmaal.
Dyrlæge, en som efter uddannelse ved en d.-høiskole
beskjæftiger sig med at helbrede syge dyr eller med
d.-videnskaben. Det almindelige, fremmede, ogsaa hos os
brugte udtryk for d., veterinær, er af uklar, meget
gammel oprindelse. Ordet veterinus o. 1. findes hos
romerske forfattere allerede i det 3 aarh. f. Kr. D. er
dels civile dels militære. I Norge har vi (1907) 207 d.^
hvoraf ca. 112 amtsdyrlæger, som regel flere i hvert amt,
for tiden op til 18, der har nogen fast løn af amtet,
vedkommende herreder og staten (siden 1877), samt 2
stats-d. (Bergen, Tromsø), helt lønnet af staten. Siden
lov af 27 juni 1892 indførte kjødkontrol i vore byer paa
over 4000 indb., er der i disse ansat d. som
kjødkontrol-iører. Endelig er der i enkelte større byer kommune-d.
eller politi-d. — Administrationen af det civile d.-væsen
er siden landbrugsdepartementets oprettelse i 1900
henlagt dertil med en «direktør for det civile
veterinærvæsen» som sagkyndig leder. — Vort militære d.-væsen
blev i 1893 omordnet, idet der blev opsat et fuldt militært
korps bestaaende af 1 major (chef), 17 fastlønnede og 18
vernepligtige officerer. — D.-f o r e n i n g e r er oprettet i
de fleste lande til varetagelse af standens interesser; den
første blev grundet i Kbh. 1807. Norge fik sin «Norsk
dyrlægeforening» i 1888; senere er der grundet
lokalforeninger i forskjellige landsdele. — Aarlige meddelelser
om vort civile d.-væsen udgives som en del af den
officielle statistik: «Veterinærvæsenet og kjødkontrollen»,
udarbeidet af veterinærdirektøren. — D,-vi den skab er
læren om husdyrene i sund og S3^g tilstand; efter den
almindelige opfatning er dog læren om sygdommene,
deres aarsager, forebyggelse, bekjæmpelse etc. det særlig
betegnende for d. — D.-kunsten er saa gammel som den
første tæmning af husdyr. Vi har vidnesbyrd om
udøvelse af denne kunst i de gamle kulturlande Kina,
Indien, Assyrien og Babylonien, Ægypten for over 4000
aar siden. Det synes, som d.-kunsten er ligesaa gammel
som lægekunsten. — De første historiske meddelelser om
en veterinærvidenskab i oldtiden har man fra
Grækenland, de naar her ned i det 14 aarh. f. Kr. D.- og
lægekunsten blev vistnok i regelen dyrket af samme person, og
da det stred mod folkets religion at aabne menneskelig,
hentede man sin viden i anatomi fra undersøgelse af
dyrekadavere. Som bekjendte udøvere af d.-kunsten
skal nævnes faarehyrden Melampus (omkr. 1380 f. Kr.),
Ghiron (1350—1270) den første mere kjendte d.-forfatter,
Hippokrates (460—370 f. K.) lige kjendt som læge og d.,
Aristoteles (384—22 f. Kr.) etc. — I Rom stod særlig
lægekunsten ikke høit, og den gik fra det 1 aarh. e. Kr.
tilbage, paa samme tid som d.-kunsten til henimod
500 e. Kr. (det romerske riges undergang) havde en
glansperiode; en første grundvold til en selvstændig
veterinærvidenskab lægges i denne tid af spanieren
Lucius Golumella (1 aarh. e. Kr.); Konstantin den stores
«hestelæge» Apsyrtus (4 aarh. e. Kr.) skrev en lang række
afhandlinger om de forskjellige dyresygdomme. Oldtidens
viden paa dette omraade er samlet af Publius Vegetius
Renatus (450—510 e. Kr.) i et hovedverk, der saa sent
som omtrent midten af det 16 aarh. e. Kr. blev oversat
til fransk, tysk og italiensk. — Fra nu af til henimod
1500 kommer en for veterinærmedicinen død tid, om vi
end har endel kjendte forfattere som Jordanus Rufus
(1209—50), Albertus Magnus (1193—1280) etc. Det bør
i denne forbindelse nævnes, at araberne i middelalderen
har en væsentlig del af æren for at have bevaret ogsaa
veterinærvidenskaben. — Det første tegn paa en
gjen-opvaagnende veterinærvidenskab ser vi i italieneren
Garlo Ruinis (1598) efter hans død udgivne
veterinærmedicinske og anatomiske verk. Nævnes maa ogsaa fra
en senere tid dansken Thomas Bartholins (1616—80)
bidrag til husdyrenes anatomi og meddelelser om en i
Danmark herskende dyresygdom. — Imidlertid er det
først henimod midten af det 18 aarh., at der begynder
en ny tid for veterinærvidenskaben, ja vi faar egentlig
først fra nu en virkelig veterinærvidenskab, den hidtil
dyrkede var væsentlig en empirisk, fuld af overtro og
merkelige ting. Det 18 aarh.s stigende kultur, øgede
jordværdi og ikke mindst de indover Europa trængende
frygtelige farsotter blandt husdyrene (f. eks. kvægpest), som
d. stod raadvilde og uvidende overfor, ledede til
oprettelse af den første d.-høiskole, grundet 1762 i Lyon af
gedeihen ©trives; udvikle sig,
GedeihenØn. trivsel; fremvekst,
gedeihlich © heldig, gavnlig,
gunptig, frugtbar.
Gedenk- © minde-,
gedenken © (med gen.) tænke
paa, mindes; omtale, nævne; agte,
have til hensigt, eim. etw. g.
huske en noget.
Gedenken ® n, minde,
erindring.
Gedicht (t) n, digt.
gedigen — (t) gediegen — (e)
(metal) native; (fig.) genuine, pure,
sterling — ® (metal) pur; natif,
vierge; (fig.) vrai, de bon aloi,
solide.
Gedrange (t) n, trængsel, knibe,
bekneb.
gedran gt ® sammentrængt,
koncis.
Gedrohne ® n, drøn.
gedrungen ® undersætsig,
robust; sammenti-ængt, koncis.
Geduld ® f, taalmodighed.
G.(s)faden m: sein G. reisst
hans taalmodighed brister.
gedulden sich g. slaa sig
tiltaals.
geduldig ® taalmodig.
gee stemme, harmonere;
hyp! (tilhest), g.-g. hest
(barnesprog).
geeignet (t) egnet,
hensigtsmæssig, passende,
geese © pi, gjæs.
Geest (t) f, gestland (mods,
marskland).
Gefahr (t) f, fare; risiko.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
