Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England ... - Ordbøgerne: G - guérir ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1337
England
1345
guérir—gueule
rose (Lancaster) og den hvide (York). Rikard faldt ved
Wakefield 1460, men hans søn Edvard IV (1461—83) lod
sig udraabe til konge og beseirede i flere blodige kampe
Margarete og Henrik VI. Edvards sønner, Edvard V
(1483) og Rikard af York blev begge myrdet af sin
farbroder Rikard af Gloucester, der lod sig udraabe
til konge som Rikard III (1483—85), men allerede to
aar efter faldt ved Bosworth mod Henrik Tudor, paa
mødrene side en ætling af huset Lancaster. — Huset
Tudor (1485—1603). Under den blodige Rosekrig
var en stor del af E.s gamle adel gaaet tilgrunde, og
Henrik VII (1485—1509) kunde derfor ved at støtte sig
til den sterkt opblomstrende borgerstand knække
baronernes magt og hævde den kgl. myndighed; samtidig
var ogsaa bøndernes livegenskab ophørt. Ved en klog
finanspolitik omgik han parlamentets skattebevilgningsret
og styrkede yderligere kongemagten ved oprettelsen af
stjernekamret^ en øverste domstol over politiske
forbrydelser. Den saaledes erhvervede magt forstod ogsaa
hans søn Henrik VIII (1509—47) at bevare uden at
indrømme parlamentet videre myndighed. Henrik kjæmpede
først i forbund med Spanien og Østerrige mod Frankrige,
som han beseirede i «Sporeslaget» ved Terouanne 1513;
men senere sluttede han fred 1525 med Frans I og førte
en fiendtlig politik mod Karl V. Efter en strid med
paven gjennemførte han ved erkebiskop Granmer af
Canterbury en kirkeforandring 1536, hvorved han
erklærede sig selv for den engelske kirkes overhoved,
udstedte 6 trosartikler og ophævede klostrene. Under hans
søn Edvard VI (1547—63) førtes kirkereformen videre
af protektoren John Dudley, hertug af
Northumberland, i forening med Granmer, og den reformerte lære
greb sterkt om sig blandt folket. Edvards søster Maria
den blodige (1553 — 58) egtede Filip II af Spanien og
forsøgte med vold og grusomme forfølgelser at
gjen-indføre katolicismen. 1558 gik Galais, den sidste
engelske besiddelse i Frankrige, tabt. De protestantiske
anskuelser havde nu slaaet saa fast rod i folket, at
den næste dronning, Marias halvsøster, Elisabeth (1558
—1603) trods sin personlige sympati for katolicismen
var nødt til at følge den offentlige mening og
gjennem-føre reformationen 1562 ved de 39 artikler, grundlaget
for den anglikanske kirkeforfatning; men alligevel
prægede modsætningen mellem katoliker og protestanter E.s
politik i over 100 aar. Den katolske Maria Stuart
henrettedes 1587. Elisabeth støttede nederlænderne mod
Spanien, og 1588 blev den spanske Armadas angreb
med glans afslaaet. Kampen med Spanien bragte et
mægtigt opsving i E.s handel og sjøfart, samtidig med
at industriens udvikling tog fart. Kolonisationen i
Amerika begyndte, og det ostindiske kompani fik sit
monopol 1600. Paa alle omraader var E. i rivende
fremgang, og grunden lagdes til det moderne E.s
industrielle og maritime verdensherredømme. — Huset
Stuart (1603—89). Før Elisabeth døde, udpegede
hun til sin efterfølger Jakob I (1603—25), Maria Stuarts
søn, hvorved E. og Skotland forenedes i
personal-union. Som tilhænger af den episkopale
kirkeforfatning forfulgte Jakob puritanerne og efter
krudtsammen-svergelsen 1605 ligeledes katolikerne. Opfyldt af høie
tanker om den kgl. værdighed vilde han bevare Tudo-
rernes magt overfor parlamentet og søgte at omgaa dets
skattebevilgningsret; men dette i forening med hans
tilbageholdenhed i trediveaarskrigen lagde spiren til det
fremvoksende had mod Stuarterne. Baade puritanere og
katoliker udvandrede i mængde og grundede kolonierne
Ny-England og Virginia. Hans søn Karl I (1625—49)
fortsatte striden med parlamentet om pengebevilgningerne;
1628 indrømmede han underhuset dets fordringer i
«Petition of rights» ; men efter en ny strid 1629 regjerede
han i 11 aar uden parlament, indtil han kom i krig
med skotterne ved at ville paatvinge dem en ny liturgi
og derfor for at skaffe penge blev nødt til paany at
sammenkalde parlamentet, det saakaldte lange parlament
(1640—53), hvor puritanerne fik flertal. Karl maatte
nu ophæve stjernekamret og gjøre andre indrømmelser,
men hans upaalidelighed og stadige forsøg paa at komme
udenom sagens kjerne: ingen penge uden parlamentets
bevilgning, førte tilsidst til borgerkrigen 1642. Karl tabte
ved Marston Moor 1644 og imod Gromwell ved Naseby
1645, flygtede derpaa over til skotterne, men disse solgte
ham 1647 til parlamentet. Nu udbrød der strid mellem
det presbyterianske parlament og de mere yderliggaaende
independenter, der havde magten i hæren; denne
bemægtigede sig kongen, slog skotterne, som reiste sig til
kamp for ham, ved Preston 1648, og efterat Gromwell
havde renset parlamentet, lod dette (rumpparlamentet)
Karl dømme og henrette 1649 og erklærede E. for en
republik. Gromwell kunde imidlertid ikke enes med
parlamentet og styrede enevældig som protektor (1653—58).
Han arbeidede for religiøs toleranse, skaffede ro i landet
og gjennemførte vigtige forbedringer i lovgivning Og
forvaltning. Ved Navigationsakten 1651 hævede han E.s
sjømagt, og han skaffede det anseelse i Europa i de
seierrige krige med Holland 1652—54 og Spanien 1654—
58. De republikanske idéer var imidlertid ingenlunde
de fremherskende i E.; vel blev Gromwels søn Rikard
protektor (1658—59), men derpaa førte den skotske general
Monk sine tropper til E., og et nyt parlament valgte
Karl I’s søn Karl II (1660—85) til konge. Denne
begivenhed kaldes i E.s historie «restaurationen» og danner i flere
henseender udgangspunktet for en ny tid.
Uniformitets-akten 1662 gjenindførte derpaa den episkopale
kirkeordning med forfølgelse af puritanerne, men Karl var
selv katolik og støttede i ydmyg afhængighed Ludvig XIV
i krigene mod de protestantiske Nederlande 1665—67 og
1672—74. Ligesom faderen var han udpræget absolutist,
men parlamentet tvang ham ved Testakten 1673 til at
udelukke katoliker fra alle embeder og ved
Habeascor-pusakten til at respektere den personlige frihed.
Oppositionen i parlamentet, whiggerne, forsøgte tillige at
udelukke kongens broder Jakob, der aabenlyst var gaaet
over til katolicismen, fra tronfølgen, men Karl regjerede
da fra 1681 uden parlament. Jakob II (1685—88) arbeidede
dristig paa en katolsk-absolutistisk reaktion og udstedte
et toleranseedikt 1687, der gav katolikerne ligeberettigelse
med andre; men da fødselen af en tronarving (juni 1688)
stillede det katolske kongedømmes vedvaren i udsigt,
henvendte baade «toryer» og «whigger», som navnene
nu blev henholdsvis paa det konservative og det
liberale parti, sig til Vilhelm af Oranien, gift med Jakobs
ældste datter Maria, med anmodning om at komme
— © desultory (guerilla) warfare
- ® petite guerre f.
guerir (f) helbrede, kurere ; (se)
komme sig, helbredes.
guérison ® f, helbredelse,
guérissable (f) som kan læges,
guérisseur (f) m, kvaksalver,
guérite (f) f, skilderhus;
(bane)-vogterhus; bremsebur, -kupé.
g.-urinoir pissoir.
guerre (f) f, krig, feide, strid,
nom (m) de g. pseudonym, à
ia g., comme à la g. det er
krigens gang.
guerrier ® (m), krigs-, kriger(-);
krigersk.
guerroyer (f) føre krig, krige,
guerroyeur (f) m, kriger,
krigshelt.
guess© gjette; (amerik.)
antage; gjetning, gisning,
guest © gjest.
guet (g m, vagt; udkig;
nattevagt, -politi, mot (m) du g.
løsen. g.-apens m, baghold; lumskt
overfald.
guêtre (f) f, gamasche.
guêtrer (f) give gamascher paa.
guêtrier m, gamaschefabrikant.
guetter (f) (se) ligge paa lur
efter; passe op.
guetteur (F) m, lurer;
udkig(s-mand); taarnvægter; kystvagt.
gueulard (f) m, slug-,
skraal-hals. cheval (m) g. haardmundet
hest.
gueule (^ f, gab, flab, mule,
kjæft; fjæs; snude, tud; munding,
aabning; (ark.) karnis. une fine
43 — Illustreret norsk konversationsleksikon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
