Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England ... - Ordbøgerne: G - guérir ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gueulée—guide
1348
Engh—England
1312
til E. Ved denne revolution flygtede Jakob til
Frankrige; et indkaldt parlament valgte Vilhelm og Maria
til regenter og fastslog ved Declaration of rights
parlamentets og folkets rettigheder overfor kongen. Disse
blev derefter stadfæstet ’af Vilhelm III i Bill of rights
1689; dermed var den lange kamp mellem konge og
parlament forbi og folkets ret til deltagelse i
statsstyret ubrydelig fastslaaet. — Grundlæggelsen
af det parlamentariske kongedømme og
kolonivældet (1689—1763). Vilhelm III (1689—
1702) undertvang 1690 Irland, hvor Jakob II var landet
med fransk hjælp, og ledede koalitionskampene for
den europæiske ligevegt mod Ludvig XIV. I sit indre
styre rettede han sig meget efter parlamentet, hvor
han støttedes af whiggerne i modsætning til toryerne,
der gjerne vilde have Stuarterne tilbage. Hans
svigerinde Anna (1702—14) fortsatte whigpolitiken; hertugen
af Mariborough, whiggernes fører, ledede kampen mod
Ludvig XIV i den spanske arvefølgekrig (1701—13) og
gjennemførte E.s og Skotlands forening til kongeriget
Storbritannien med fælles parlament 1707; men 1710
styrtedes han, og et tor3^ministerium under Lord
Boling-broke sluttede fred med Ludvig i Utrecht 1713, hvorved
E. erhvervede Ny-Foundland, Ny-Skotland og Gibraltar.
Ifølge den protestantiske tronfølgelov af 1701 besteg nu
det hannoveranske hus tronen med Georg I (1714—27).
Som modstander af toryerne overlod han whiggerne
regjeringen af E.; da han selv mest interesserede sig for
de tyske anliggender, fæstnedes efterhaanden det
parlamentariske princip, at ministeriet skulde være i
overensstemmelse med repræsentationen. Whiggernes leder
under Georg II (1727—60) var Robert Valpole fra
1721—42; han skaffede sig stadig flertal i underhuset
ved hjælp af bestikkelser, men forvaltede finanserne
ypperlig og fremmede handel og industri; hans udprægede
fredspolitik førte til hans fald efter udbruddet af den
østerrigske arvefølgekrig (1740—48). Georg II
understøttede Maria Theresia mod Frankrige og kuede i
slaget ved Gulloden 1746 den sidste stuartske opstand,
som Jakob II’s sønnesøn Karl Edvard havde reist i
Skotland ved Frankriges hjælp. Nye kolonistridigheder med
Frankrige i Nordamerika førte til E.s deltagelse i
syv-aarskrigen 1756—63. Den energiske William Pitt (Lord
Chatham) ledede regjeringen, og E. seirede baade i
Nordamerika under Wolfe og i Ostindien, hvor Robert Clive
grundl. det eng. herredømme ved seieren ved Plassey 1757.
Pariserfreden 1763, sluttet under Georg III (1760—1820),
skaffede E. Canada, Ny-Brunsvig, Louisiana og Florida og
overherredømmet i Ostindien, som Frankrige helt opgav.
— Den amerikanske frihedskrig og kampene
mod Napoleon (1763—1815). Georg III sluttede sig
straks til toryerne, der fra nu af næsten udelukkende
havde magten i over 60 aar, og forsøgte igjen at gjøre
kongens suveræne myndighed gjældende. Hans
stivsin-dethed overfor amerikanerne ved paalæggelse af
indførselstold og stempelskat og, da dette ikke lod sig
gjennemføre, ved en liden told paa te bragte de
friheds-kjære kolonister til oprør 1775. De 13 koloniers kongres
i Filadelfia proklamerede de Forenede staters uafhængighed
4 aug. 1776 og trods seire tilsjøs over Frankrige og Spanien
maatte E. dog efter general Cornwallis’ kapitulation
ved Yorktown 1781 ved freden i Versailles anerkjende
staternes uafhængighed 1783. Derimod mislykkedes Hyder
Alis og Tippo Sahibs forsøg paa at kuldkaste det eng.
herredømme i Ostindien. 1783 blev William Pitt den
yngre førsteminister; som tory var han en absolut
modstander af den franske revolution, og efter Ludvig XVI’s
henrettelse 1793 begyndte han den haardnakkede krig
mod revolutionen og Napoleon, som varede lige til 1815.
Tilsjøs var E. overlegen; Nelsons seir ved Abukir 1798
tilintetgjorde Bonapartes planer mod Ægypten, og de
irske oprørsforsøg blev ubarmhjertig knust; tillige
ophævedes det irske parlament, og Irland indtraadte i
parlamentarisk union med Storbritannien. Efter en kort
afbrydelse ved ministeriet Addington, der sluttede freden
i Amiens 1802, ledede Pitt paany ministeriet til sin
død 1806. Krigen udbrød atter. Nelson ødelagde den
fransk-spanske flaade ved Trafalgar 1805, den danske
flaade bortførtes 1807, og fra 1808 førte Wellington sin
seierrige udryddelseskrig mod de franske i Portugal og
Spanien. Napoleons forsøg paa ved fastlandsspærringen
at knække E. bragte kun dette til endnu seigere at
fastholde koalitionerne mod ham. De store subsidier
til de allierede Rusland, Østerrige og Preussen styrtede
E. i en svimlende statsgjæld, men Napoleon fældedes
tilsidst, og i den første Pariserfred 1814 fik E. erstatning
for tabene i Ceylon, Kaplandet, Malta og Helgoland, og
efter Wellingtons seier ved Waterloo 18 juni 1815 og
den anden Pariserfred nov. 1815 tillige protektoratet
over de Joniske øer. E. gik derved ud af striden
som den enevældige kolonimagt; dets medbeilere
Frankrige og Holland var omtrent sat helt ud af spillet.
— Reformperioden (1815—46). Den uhyre
statsgjæld, toldbeskyttelsen og de mange kriges trykkende
byrder havde efterhaanden fremkaldt uheldige sociale
forhold, saa at der efter freden udbrød sterk gjæring i
de lavere folkeklasser, der krævede politiske reformer
gjennemført, navnlig en valgreform; men toryerne, ledet
af den strengt konservative Lord Castlereagh, modsatte sig
ethvert fremskridt og hævdede udadtil
legitimitetsprin-cipet. Først under Georg IV (1820—30), da Canning blev
sjælen i regjeringen 1822—27, kom en liberalere
strømning til magten. E. anerkjendte de syd- og
mellemamerikanske fristater og hjalp grækerne i deres frihedskamp,
og tillige begyndte Canning at indskrænke
toldbeskyttelsessystemet. Det følgende toryministerium Wellington
maatte gaa med paa dissenternes og katolikernes fulde
politiske ligeberettigelse ved Testaktens ophævelse 1829.
Under paavirkning af julirevolutionen og med støtte hos
Vilhelm IV (1830—37) kunde derefter whiggernes fører
Lord Grey gjennemføre valgreformen 1832, hvorved
vælgertallet forøgedes med henved 1 mill. Fra nu af kom
tyngdepunktet til at ligge i underhuset, og toryerne maatte
indrømme, at et ministerium uden virkeligt flertal i
underhuset var en umulighed. Tillige gjennemførtes
negerslaveriets ophævelse 1833 og betydelige forbedringer i
fattig- og kommunalovgivningen. Under dronning Victoria
(1837—1901), der som kvinde ikke kunde arve Hannover,
hvilket derved skiltes fra E., vedblev de liberale at have
magten indtil 1841. Det nye toryministerium Peel endte
seierrig opiumskrigen med Kina 1840-42, dæmpede
chartist-agitationen for en mere demokratisk valgordning og kuede
g. gourmand, fleur (fj en g.
læbeblomst.
gueulée ® f, mundfuld;
grovhed, skjeldsord.
gueuler (f) skraale, skrige op.
g. le lièvre tage haren.
gueuleton (gm, ædegilde, -lag.
gueuletonner (f) smause.
gueusaille © f, tiggerpak,
(lurvet) pak. gueusailler tigge.
gueusard m, tigger; praliker,
hallunk.
gueuse (f) f, ballastjern.
gueuser (f) (gaa rundt og) tigge,
gueuserie (f) f, tiggeri; jam
mer, elendighed.
gueux ® m, tigger, fant;
kjeltring; (adj) udfattig, tiggefærdig;
jammerlig, elendig, ussel.
guffaw (e) (dagligtale) høi latter.
Gulfer ® m, moræne,
gufs se vindpust.
Gugel ® f, hæUe, kappe.
G.-hopfen, hupf m, søsterkage.
gul (g m, mistelten; (sjøudtr.)
(mesan)bom.
guibolle (g f, skank (ben),
guiche (f) f, baand (paa
munkekutte); spytkrølle, favorit.
guichet (f) m, (liden) dør, (bil-
let)luge; klaf, glug, lem;
(billet)-kontor, kasse.
guichetier (f) m,slutter: portner,
guidable © som lader sig lede.
guidance © ledelse,
guide © & (g m, fører, styrer,
(veDleder, veiviser; rettesnor; (fj
ogs. fløimand; (sjøudtr.) bøie ; f,
tøm; line; (pl) drikkepenge,
g.-album (f) m, illustreret reisebog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
