Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Entusiasme ... - Ordbøgerne: G - gurgle ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1363
Güstling-Güte
Eosa’nder—Ependym
1364
nende vogn og kjører frem over himmelen. Hendes
egtefælle er Tithonos (s. d.), men sagnene beretter ogsaa
om hendes kjærlighed til skjønne unge mænd. I det
lidt yngre hesiodiske epos omtales E. som søster af
Helios og Selene, sol og maane, og der berettes, at den
kobberrustede Memnon, der i kampen mod Troja faldt
mod Achilles, var søn af E. og Tithonos. Her omtales
ogsaa Kefalos (s. d.) som elsket af hende. I kunsten,
især paa vasebilleder, er E. ofte fremstillet, altid som
en ung, skjøn kvinde, oftest med vinger; stundom gyder
hun af en vase morgendug ud over jorden. — Til E.
svarede hos romerne Aurora.
Eosa^nder, Johan Fredrik, friherre Göthe (1670(?)
—1729), arkitekt af sv. siegt, mest i preussisk tjeneste,
i stor yndest hos Fredrik I, for hvem han ledede
opførelsen eller udvidelsen af en række slotte i og ved
Berlin, som Charlottenburg, Oranienburg, Schönhausen,
Monbijou. Efter kongens død gik E. en kort tid i sv.
tjeneste som generalkvatermester, adlet som friherre
Göthe. Senere i polsk-sachsisk tjeneste hos August II
som chef for fortefikationerne.
Eosïn, rødt farvestof, farver silke med smuk
fluorescens. Se F t a 1 e i n e r.
Eozoon (af græ. ëos, morgenrøde, og zöon, dyr). I
Canadas og andre landes grundfjeldsgneis forekommer
boller af mere end hovedstørrelse, bestaaende af
vekslende parallele baand af kalksten og serpentin. De sidste
viser her og der indsnøringer, hvilket foranledigede, at
man ansaa dem for kamrene hos en kjæmpemæssig
foraminifer. Kalkbaandene skulde være levninger af det
fælles skelet, som sammenbandt kamrene. Den blev
først beskrevet i 1865 af Dawson og fik navnet e.
cana-dense. Möbius’ omhyggelige undersøgelser har imidlertid
godtgjort, at e. ikke er af organisk oprindelse, men en
mineraludskillelse.
E. p., fork. f. en personne, i egen person, personlig.
Ep-, se Ep i-.
Epacris, planteslegt, som staar lyngfamilien nær, med
smaa, siddende, stedsegrønne blade og hvide eller røde
klokkeformede blomster i bladhjørnerne. Nogle arter er
vakre prydplanter i veksthuse, saaledes e. impressa og
piirpurascens, som begge blomstrer om vinteren.
Epafos er i græ. mytologi søn af Zeus og lo og konge
i Ægypten.
Epa^kter kaldes i kronologien og kalenderberegningen
det tal, som angiver maanens «alder» nytaarsdag, d. e.
antallet af forløbne dage siden den nærmest foregaaende
ny ma ane (jfr. K a 1 e n d e r).
Epa^ktOS, se Lep an to.
Epam(e)ino’ndas (omtr. 420—362 f. Kr.), statsmand
og hærfører i Theben, af fornem, men fattig familie; efter
at have faaet en udmerket opdragelse deltog han i det
offentlige liv og reddede i et slag Pelopidas (s. d.). Efterat
aristokraterne, som med støtte af spartanerne havde
behersket Theben, var styrtet af Pelopidas og hans
venner (uden E.s deltagelse), traadte E. i statens tjeneste
som leder, feltherre og gesandt til fremmede magter.
Ved sin udmerkede kampopstilling («den skjæve
falanks^) slog han 371 ved Leuktra spartanerne og gjorde
derved Theben til Grækenlands første magt. For at sikre
Thebens stilling gjorde han flere tog til Peloponnes
og svækkede Sparta, navnlig ved at gjøre Messenien
uafhængigt. Paa et tog i Thessalien befriede han sin
ven Pelopidas, som var krigsfange. 362 gjorde han sit
sidste tog til Peloponnes, slog spartanerne ved Mantinea,
men blev selv dødelig saaret. Hans landsmænd formaaede
ikke at bevare den førerstilling, han havde skaffet Theben.
Personlig var E. ikke blot fremragende som statsmand
og kriger, men ogsaa en ædel og uegennyttig
fædrelandets tjener.
Epanale^psis (græ,), gjenoptagelse, en talefigur, som
bestaar i, at man gjentager et eller flere ord, f. eks. «Jeg
iler, jeg iler med vingede fjed» (Grundtvig).
Epa^rk (græ.), befalingsmand, statholder; ep ar kl,
stillingen som e. og provinsen, han raader over. Det
byzantinske rige deltes i ældre tid i 64 eparkier, senere
i themaer (s. d.). Bispe- og erkebispedømmer i den græ.
kirke kaldtes eparkier, hvilket endnu er tilfældet i
Busland. — I det moderne Grækenland er eparki navnet
paa et mindre forvaltningsomraade.
Epauletter [epå-] (fr.), var oprindelig metalplader til
beskyttelse for skuldrene mod sabelhug o. 1. Anvendes
nu hovedsagelig af officerer og underofficerer som pryd
og distinktion ved paradeuniform. Ved enkelte afdelinger
har ogsaa de menige e., som vore gardister, de franske
infanterister og tyske uhlaner. Visse officerer, generaler,
stabsofficerer samt marineofficerer, har paa e.s plade
guld-(sølv-)frynser eller kantiljer. I Danmark, England
og Østerrige har armeens officerer ikke e.
Epée, Charles Michel, abbé de 1’ (1712—89),
grundlæggeren af den moderne undervisning af døve,
blev viet til prest, men fik paa grund af sine
janse-nistiske anskuelser kun en kort tid udøve sit embede og
levede optaget af videnskabelige sysler, indtil han i 1765
af en tilfældig hændelse lededes til at ofre sig for de
døves undervisning. Uden at kjende noget til tidligere forsøg
dannede han sig et system af tegn og underviste ved hjælp
deraf samt ved skrift og ved det fra gammel tid
eksisterende enhaandede alfabet (se F i n g e r a 1 f a b e t). Han
holdt sin skole i gang for egne midler i tyve aar, indtil
han i 1785 fik støtte af kongens privatkasse og offentlige
midler. Men først to aar efter hans død blev hans skole
anerkjendt som statsinstitution. E. kom ogsaa til at
gjøre bekjendtskab med talemetoden, der i hans tid
praktiseredes i Paris af portugiseren Pereira og i
Tyskland af Heinicke (s. d.) og stillede sig ikke helt afvisende
til den, men hævdede sin egen metode som den i de
fleste tilfælde bedste. E.s store betydning ligger dog
først og fremst deri, at han vakte samfundet til
erkjendelse af sine pligter ligeoverfor de døve og gav stødet
til, at deres undervisning blev et offentligt anliggende i
de fleste lande. (Se ogsaa Døveskoler.)
Epei^OS, en oldgræsk heros, som i «Odysseen» og de
senere episke digte omtales som den mand, der i kampen
om Troja byggede den berømte, store træhest, ved hvis
hjælp det endelig lykkedes grækerne at erobre bj^en.
Hos Virgil siges, at han selv var blandt dem, som lod sig
indelukke i hesten.
Epei^ra, se Edderkopper.
Epei^ros, den græske form for Epirus (s. d.).
Ependym er det beklædende cellelag i hjernehulerne
og i rygmarvskanalen; ependymitis er betændelse af e.
Güstling 0 m, goldt dyr.
gusto © smag, velbehag,
gusty (e) stormende, blæsende,
gut — ® Bursch, Knabe m —
@ boy ; (større) lad, stripling - (f)
garçon m. gutteaar — ®
Knabenalter n — (g) boyish years, years
of boyhood - ® enfance f, âge
(m) puéril. gutteagtig — ®
knabenhaft, -massig — @ boyish,
puerile - (f) enfantin, puéril.
gut (t) god. für etw. g. sagen
indestaa for. er hat g. lachen
han kan sagtens le. g.machen
godtgjøre, bevise, betale. G.achten
n, skjøn, mening, dom. G.edel
m, en slags vinstok. G.haben n,
tilgodehavende, g.heissen
god-kjende. G.leuthaus n, hospital.
g.miitig godmodig. G.sagung
f, kaution. G.schmecker m,
lækkermund. g.thätig f, veldædig.
Gut ® n, gode ; eiendom, gods;
formue; vare. G.sbesitzer,
-sherr m, godseier. G.sfrau f,
godseierinde. Giiterbanhof m,
banegaard for godstog.
Güterballen m, vareballe.
Güter-beschauer m, takseringsmand.
vrager. Güterbestät(ig)er m,
speditør. Güterbrief m,
fragtbrev. Gütergemeinschaft f,
formuefællesskab. Güterzug m,
godstog.
gut (e) tarm; gut (paa
fiskesnøre); udtage indvoldene af,
op-skjære, gane; plyndre, ødelægge.
Güte (t) f, godhed, in (der)
G. i mindelighed, med det gode.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
