Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Episcopius ... - Ordbøgerne: H
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1373
Episcopïus- Epitafium
1374
landet laa en frugtbar slette Hellopia (nu : Janninasletten),
ellers er landet væsentlig bjergland (bjergenes retning
n.—s.), gjennemstrømmet af talrige elve. Kystbjergene
(omkr. 2000 m. høie) falder brat af mod kysten.
Bjergene var sterkt skogklædt (ek og bøk). — Befolkningen
var væsentlig illyrer (stamfædre til de nuværende
alba-nesere); mod s. anlagde grækere, særlig dorer, kolonier,
og gjennem dem fik de opr. indbyggere nogen kultur.
Landet var delt i en mængde smaa stater (dal for dal);
de vigtigste var chaonerne og thesproterne. Senere fik
molosserne den største betydning, og under deres
høvding Tharypas omkr. 400 f. Kr. bredte græsk kultur sig
mere i landet. En efterkommer af ham, den berømte
Pyrrhos (d. 272 f. Kr.), gjorde E. til et mægtigt kongerige
og kjæmpede i udlandet; men efter hans død forfaldt
kongedømmet, og E. blev en forbundsrepublik. 168
hjalp E. kong Perseus af Makedonien mod romerne;
men til straf herjede Æmilius Paulus landet paa det
grusomste og solgte 150 000 af indbyggerne som slaver.
Samtidig blev E. romersk provins.
Episcopius, Simon (1583—1643), arminianernes
fører efter Arminius’ død, blev 1612 professor i Leiden.
Dordrechtersynoden udstødte ham af kirken, hvorefter
han maatte gaa i landflygtighed. 1626 vendte han
tilbage til Holland og blev 1634 leder af det arminianske
presteseminarium i Amsterdam. E. var en frisindet,
lærd teolog, som i flere skrifter, f. eks. «Apologia pro
confessione etc. remonstrantium» og den ufuldendte
dogmatik «Institutiones theologicæ», med dygtighed har
udviklet og forsvaret sine teologiske tanker.
Epi’scopus (lat., græ. episkopos, eg. tilsynsmand), biskop.
E. in partibus infidelium, en rom.-kat. biskop,
som bærer navn efter gamle kristelige bispestole, som
nu ligger i hedenske eller muhammedanske lande; en
titulærbiskop ; E. æcumenicus, alm. biskop, en titel,
som patriarken af Konstantinopel gjør krav paa at eie.
E. episcoporum, biskopernes biskop, en titel for
paven. E. universalis, alm. biskop, d. e. biskop over
alle kirker i verden, en titel for paven.
Episk digtning, se Epos.
Episkopal, e. kirke, biskoppelig; den biskoppelige
kirke, et alm. navn paa den anglikanske kirke (s. d.),
navnlig i Amerika.
Episkopälsystem er i den rom.-kat. kirkeret den
teori, som gaar ud paa, at den øverste kirkelige magt
tilhører samtlige biskoper. Paven er kun den første
blandt ligemænd og maa bøie sig for samtlige biskopers
dom paa koncilerne. Til støtte herfor paaberaaber man
sig bispeembedets stilling i oldkirken og Herrens ord
Matt. 18, 18. I modsætning hertil hævder
papalsyste-met, at den øverste kirkelige magt ubetinget tilhører
paven. De store reformkonciler i det 15 aarh.,
febronian-ismen (s. d.) i Tyskland i 18 aarh. og gallikanismen (s. d.)
i Frankrige i det 16 og 17 aarh. er forskjellige forsøg paa
at gjennemføre e. Efterat ufeilbarhedsdogmet er blevet
fastslaaet paa Vatikanerkoncilet 1870, har papalsystemet
imidlertid definitivt overvundet dette. — I den lutherske
kirkeret er e. navnet paa den teori, som hævder, at den
øverste kirkelige magt tilhører landsherren
(landsøvrig-heden) som landets øverste biskop
(«summepiskopats-teorien» (s. d.).
haand
Episkopat, en biskops embede og værdighed;
epi-skopatet er et lands, eller kirkens, samtlige biskoper
(se Biskop).
Episode (græ.), «indskud», betegnede opr. i de græske
dramaer den mellem korsangene <dndskudte» handling (idet
korsangene opfattedes som dramaets hovedbestanddel);
nu forstaar man ved e. en bihandling ved siden af
hovedhandlingen i en roman eller i et drama.
Epispadî, en medfødt misdannelse af det mandlige
lem, idet urinrørsmundingen i stedet for at ligge i dettes
spids ligger paa lemmets rygflade.
Epista’xis, se Næseblødning.
Epistel (lat.), brev, er i den kirkelige sprogbrug
navnet 1. paa det nye testamentets breve, og 2. paa
de afsnit af disse, som paa søn- og helligdage oplæses
ved gudstjenesten eller lægges til grund for prækenen
(se Perikope).
Epistel (poet.) kaldes en digtning i form af et brev
til en (gjerne fingeret) person; dens indhold kan være
baade af episk og lyrisk art, men mest anvendes den
didaktisk, som læredigt, saaledes Horats (paa heksametre),
Boileau o. fl. fr. digtere (paa alexandrinere); den
nordiske e. er som oftest paa jamber, i helt frie former er
Ibsens «Rimbrev til fru Heiberg» og hans «Ballonbrev».
Epistelside, den høire side af alteret (seet fra
kirkerummet). Da alteret sedvanlig vender mod øst, er e. i
regelen den sydlige side.
Epi’stolæ cano’nicæ (lat.), de kanoniske breve, er
navnet paa det nye testamentets 21 breve: 13 af Paulus,
2 af Peter, 3 af Johannes, 1 af Jakob, 1 af Judas, samt
Hebræerbrevet.
Epi’stolæ obscurörum virörum (lat ), «breve af
ukjendte mænd», en samling satiriske breve fra
begyndelsen af det 16 aarh. Aarsagen var en strid mellem
kölnerdominikanerne og Reuchlin. En døbt jøde. Joh.
Pfefferkorn, angreb sine gamle trosfæller og søgte at
bevæge keiser Maximilian I til at lade alle jødiske
skrifter brænde med undtagelse af det gamle testamente.
Keiseren forespurgte Reuchlin, som skarpt udtalte sig
mod forslaget. Som følge heraf blev han angrebet af
universitetet i Köln, medens humanisterne støttede ham.
Under striden udgav han (1514) «Glarorum virorum
epistolæ», berømte mænds breve, d. e. udtalelser fra en
række mænd, som sluttede sig til ham. Samme aar
udkom «E. o. v.»; de indeholder 41 breve (senere
forøget med 7); en anden samling, 62 breve, udkom 1517
(senere forøget med 8). De fingerer at understøtte
Pfefferkorn og hans venner, men er i virkeligheden baade
ved sin form (slet latin) og indhold en blodig satire
over munkenes uvidenhed og usedelighed. Paa den anden
side vidner den letfærdige tone i brevene ikke just om
lødigheden af den sedelige indignation. De er
sandsynligvis forfattede af yngre humanister i Erfurt (de første
41 tilskrives alm. Crotus Rubianus, de 7, som er tillægget
til 1 samling, Ulrich af Hutten).
Epistro^pheus, den anden halshvirvel ; den er opad
forsynet med en tap, hvorom den øverste halshvirvel,
atlas, dreier sig (se Menneskets anatomi).
Epistylion, arkitrav (s. d.).
Epitafium, græsk ord, som betegner gravmæle med
indskrift. Er i vor sprogbrug gaaet over til at betegne
don — (f) abandonner. lægge h.
paa sig selv — ® die Hand an
sich selbst legen — © attempt his
own life — (?) attenter à ses jours,
leve fra h. til mund - ® aus
(von) der Hand in den Mund leben
- @ live from hand to mouth
-(D vivre au jour le jour. fra h.en
— ® (flink) von der Hand, von
statten — @ off his hands; (faa)
get (the work) done; get on well
with (the work) — (f) (gaa raskt)
partir de la main, (varer) être d’un
débit facile, paa første, anden
h. — ® auf erster, zweiter hand
— at fii’st, second hand — (f)
de la première, seconde main,
give penge paa h.en — (t) Geld
auf die Hand geben - (e) give
money in hand — (f) donner des
arrhes, paa egen h. — ® auf
eigene Hand; aus freien Stücken
- @ (alene) by himself,
single-handed; (selvstændig) for himself,
on his own boUom; of (on) his
own authority; (af sig selv) of his
own accord ; (begin business) apart
— (f) de son (propre) chef,
mellem (under) hænder — (t)
unter Händen - © in hand - ®
entre les mains, à sa disposition,
være ved haanden — ® an
(bei) der Hand sein — © be at
hand — (^ être là (présent, à
portée, sous la main). gaa til
haande — ® an die Hand gehen
— © assist — (f) aider, servir, i
hænde — (t) in Händen - ©
to hand — (D entre les mains,
haandarbeide — (t) Handarbeit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
