Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik ... - Ordbøgerne: H - Hafen ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1393
følelsen hos befolkningen i de forskjellige landsdele.
E. overvandt dog sine brødre og fældede flere af dem,
men blev derved almindelig forhadt og maatte forlade
landet, da hans yngste broder Haakon kom tilbage fra
England (ca, 935). Han blev senere konge i
Northumberland og faldt i et slag 954. — 2. E. M agn us søn (1268
—99), søn af Magnus Lagabøter og den danske prinsesse
Ingeborg, blev konge ved faderens død 1280. Under
hans mindreaarighed styrede en formynderregjering af
rigets verdslige stormænd. Disse kom op i en heftig
strid med erkebiskop Jon Raude (s. d.) om den norske
kirkes rettigheder, hvorunder erkebispen maatte flygte
fra landet. E. selv stod som umyndig helt udenfor
striden, og tilnavnet «prestehader», som man i en langt
senere tid har givet ham, er derfor helt ugrundet. Som
voksen viste E. sig svag og uselvstændig og lod sig lede
af sine omgivelser. Han førte en uheldig krig mod
hansestæderne og indlod sig i en langvarig ufred med
Danmark, hvorunder nordmændene dog kjæmpede med
fremgang, tildels i forbund med Erik Klippings
drabsmænd. E. var gift med en skotsk prinsesse, og hans datter
Margrethe blev 1289 anerkjendt som skotsk dronning
(«pigen fra Norge»), men døde paa overreisen (1290). E.
krævede derpaa Skotlands trone som sin datters arving,
men uden resultat.
Erik, konger i Danmark. 1. E. d e n gamle og
den unge, se Haarek. — 2. E. Egod (Eiegod, d. e.
den altid gode) (d. 1103), frillesøn af Svein Estridssøn,
stod broderen Knut den hellige nær, men maatte under
Olav Hunger flygte til Sverige. Valgt til konge (1095)
optog han Knuts arbeide for et sterkt kongedømme i
pagt med kirken, men viste maadehold og gjorde sig
elsket af folket. Tapper og veltalende som han var,
trængte han venderne tilbage, indtog Rügen og mæglede
fred mellem Norges og Sveriges konger (1101). Paa en
reise til Italien (1098) udvirkede han Knuts kanonisation
og Danmarks udskillelse af Bremens erkestift
(gjennem-ført 1104). Døde paa Cypern under en bodsreise til
det Hellige land. — 3. E. Emune (d. e. den, som altid
vil mindes) (d. 1137), frillesøn af ovenn., optraadte efter
Knut Lavards mord 1131 som hevner og gjorde oprør
mod kong Nils, var først uheldig, men seirede 1134 ved
Fodevig og blev konge efter Nils’ drab s. a. Viste sig
voldsom og selvraadig og stødte folket fra sig; blandede
sig uden held i Norges forhold ; dræbtes paa tinge af
en jydsk herremand. — 4. E. Lam (d. 1146), dattersøn
af E. Eiegod, paa fædrene side af norsk æt, valgtes
til konge efter ovenn., var tapper, men ustadig og
lidet handlekraftig, deraf tilnavnet. Herjede paa
England, men lod venderne plyndre i Danmark.
Begunstigede kirken. Træt af regieringen gik han i kloster
i Odense 1146. [Litteratur for de tre ovennnævnte:
Olrik, «Konge og prestestand» I—II og «Knud Lavard».]
— 5. E. Plogpenning (1216—50), ældste søn af
Valdemar II og Berengaria. Stræbte som konge (fra
1241) at gjenreise Danmarks stormagtsstilling mod syd;
krig med brødrene Abel og Kristoff’er og strid med
kirken svækkede rigets kraft. 1250 fik han Rendsburg
i sin magt, og man frygtede hans fremtrængen i
Tyskland, da han blev dræbt under et besøg i Slesvig paa
Abels anstiftelse. E. æredes senere af folket som en
Erik 1394
Hafen—hage
helgen. Tilnavnet fik han, da han i anledning af et
paatænkt korstog til Estland lagde skat paa hver plog. —
6. E. Klipping (omkr. 1249—86), Kristoffer I’s søn,
blev konge 1259 under sin moder Margretes
formynderskab, sad efter nederlaget paa Lohede mod hertug Erik
I (1261) 3 aar fangen i Tyskland; 1266 blev han lyst i
ban for sin optræden mod erkebiskop Jakob Erlandssøn.
Senere blev dog hans stilling sterkere, og han styrede
egenmægtig, indtil stormændene 1282 tvang ham til at
udstede den første danske haandfæstning og love aarlige
danehoffer. Fra 1284 synes han atter at have gjort sig
uafhængig, men faldt snart efter for en
sammensvergelse af stormænd. Senere folkeviser lader E. forføre
marsk Stig Andersens hustru, men dette, saa vel som
fortællingerne om E.s usedelighed overhovedet, er uhjemlet.
Klipping betyder «klippet faareskind»; dets betydning
som tilnavn for E. kjendes ikke. [Litt.: Holberg, «Konge
og danehof».] — 7. E. Mændved (1274—1319), søn af
ovenn. og konge ved hans drab 1286, maatte i mange
aar føre krig med sin faders mordere, som dømtes
fredløse, men forbandt sig med Norge. Af sin svoger Birger
inddroges E. desuden i Sveriges forhold. Først i 1309
sluttedes der fred imellem de 3 riger. Ogsaa med sin
erkebiskop Jens Grand fik E. en haard kamp og lod
ham fængsle 1294, men maatte 1302 bøie sig for paven.
E. optog omkr. 1300 Valdemarernes tyske politik, vandt
Rostock, Lübeck og 1304 alt land nord for Elben og
Elde; men fra 1316 gik næsten alt igjen tabt. E. var
energisk og retsindig, men hans kostbare politik og
slette husholdning var landet for d3^r. Tilnavnet
Mændved skyldes sikkert en ed, «som mænd ved». — 8. E. af
Pommern (1382—1459), søn af Vratislav af Pommern
og datterdatters søn af Valdemar Atterdag, blev paa
tanten dronning Margretes foranstaltning 1389 valgt til
konge i Norge, 1396 i Danmark og Sverige, kronet 1397.
Myndig 1401, men først eneraadig 1412. Fortsatte
Margretes politik: Danmarks hegemoni i unionen og
Sønderjyllands tilknytning til riget; stormændenes magt holdt
nede. Mindre bøielig og vidtskuende end Margrete fulgtes
E. ikke af heldet. Efter en kamp med Holsten og
hansestæderne 1410—35 opgav han i Vordingborg 1435
Sønderjylland. Hans styre i Sverige fremkaldte 1434 et
oprør, hvortil de danske stormænd sluttede sig. 1436
drog E. til Gotland og blev der til 1449. 1439 valgte
Danmark og Sverige Kristoffer af Bayern til konge.
Norge holdt endnu paa E.; men i 1442 valgtes Kristoffer
ogsaa her. E. døde i Pommern. Han var stivsindet
og fremfusende, men af udpræget retsfølelse. Hans
erhvervelse af Kbh. for kronen 1416 og hans planer om
et universitet der viser praktisk blik. Gift med Filippa
af England. [Litt.: Erslev, «Erik af Pommern».]
Erik, konger i Sverige. 1. E. Emundsson (d. omkr.
882) var en mægtig viking, som gjorde flere
østersjø-provinser skatskyldige, men var i kamp mod Harald
Haarfagre mindre heldig. — 2. E. Seiersæl (d. før 994),
søn af kong Bjørn, herskede først sammen med
broderen Olav, dernæst alene. Da Olavs søn. Styrbjørn Sterke,
optraadte som tronkræver, blev han slaaet af E. paa
Fyris-voldene, hvor Styrbjørn faldt (før 985). E., som derefter
antog sit tilnavn, var en stor erobrer, der endog en kort
tid indehavde Danmark. Han var gift med Sigrid Stor-
— @ rancorousness — (?) haine;
aniraosité f.
Hafen (t) m, havn; krukke,
potte, gryde. H.aufseher m,
havnefoged. H.binder m,
kjedel-flikker. H.räumer m,
muddermaskine.
Hafer® m, havre, ihn sticht
der H. han er kaad, overgiven,
seinen wilden H. säen rase ud.
Haferei (t) f, havari;
bøie-penge.
HafF ® n, lagunesjø ved Øster-
Hafner (t) m, pottemager.
Haft ® m, døgnflue; fasthed;
hold; spænde, hegte, hake, bøile.
Haft ® f, fængsel, arrest ; pant.
haft © hefte, fæste; skaft;
skjæfte.
haftbar ® ansvarlig.
Haftbefehl ® m, arrestordre,
haften ® sidde, hænge fast;
(für einen) være ansvarlig,
inde-staa.
Häftling ® m, arrestant.
Haftnahme ® f. fængsling.
Hag ® m, gjærde, hæk;
indhegning; lund, krat; eng, plæn.
hag © heks.
hagard ® sky, vild, forstyrret,
hage (ansigtsdel) — ® Kinn n
— © chin — ® menton m.
hagerem — ® Kinnriemen m — ©
chin-strap(s) — ® mentonnière f.
hageskjeg — @ Kinnbart m —
© imperial, chin-beard - ® barbe
(f) du menton, hagesmekke —
® Geifertuch, -lätzchen n — ©
bib, feeder — ® bavette f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
