Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gregh ... - Ordbøgerne: L - lop ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1153
Gregh—Gregor
1154
lop—lordship
en voldsom flom 1884. G.s vanskeligste arbeide var
Marmaros-Szeget-banen i Karpaterne, 77 km. lang
med 8 broer, 5 tunneler og kontrakt paa 12 mill. kr.
Anlægget blev færdigt til fastsat tid tiltrods for kolera,
hvorunder af 8000 arbeidere de 5000 flygtede. G. bar
bygget en masse broer og store kaianlæg (Fiume), Med
sin ungarske kone har han mange børn, hvoraf flere af
sønnerne nu driver hans forretning. G. har vist stor
gjestfrihed mod nordmænd og ansat mange i sin tjeneste.
Han har ofte besøgt Norge og befor 1907 som 83-aarig
mand den da ufuldførte Bergensbane. G. er æresmedlem
a f Norsk ingeniør- og arkitektforening.
Gregh [græg], Fernand (1873—), fr. digter og
kritiker, har fortjeneste af den franske metriks gradvise
løsrivelse fra de forældede og stive regler, som gaar
tilbage helt til Malherbe. G. fik selve akademiet med
sig paa sin første digtsamling «La maison de l’enfance»
(1897). Efter den kom «La beauté de vivre», «Les clartés
humaines» og «L’or des minutes» (1905). Litterære studier
udgav han i «La fenêtre ouverte» og «Étude sur Hugo»,
Grégoir [gregwar], Jacques Mathieu Joseph (1817
—76) og broderen Édouard Georges Jacques G.
(1822—90), belg. pianister og komponister. Den yngre
er ogsaa som forfatter bekjendt ved en række historiske
og bibliografiske verker, som indeholder værdifulde
oplysninger om belgiske og nederlandske musikforhold.
Grégoire [gregwar], H e n r i (1750—1831), fr. geistlig,
biskop i Blois 1791 — 1801. Han valgtes 1789 som
geistlighedens repræsentant til medlem af
stænderforsamlingen og sluttede sig til revolutionspartiet og aflagde
som den første prest ed paa den nye kirkeforfatning.
Som medlem af konventet foreslog han 1792
kongedømmets ophævelse og republikens indførelse. Senere
foreslog han at dømme kongen, men ønskede ikke hans
død. Da mange geistlige afsvor sin tro, aflagde G. et
modigt forsvar for kristendommen og satte hele sin
indflydelse ind paa at virke for religiøs frihed. Desuden
virkede han for mange humane formaal. Han var
medlem af de 500’s raad, den lovgivende forsamling og senatet.
1814 stemte han for keiserens afsættelse. Han var høit
agtet af republikanerne, medens geistligheden og de
ultramontane hadede ham som gallikaner, jansenist,
revolutionsmand og «kongemorder». Hans «Mémoires» er udg.
af H. Garnot (2 bd., Paris 1837—40).
Gregor, paver. 1. G. I den store (ca. 540—604),
var af romersk patricierslegt. Omtr. 574 blev han
by-præfekt i Rom, men opgav den verdslige løbebane,
omdannede sine eiendomme paa Sicilien til seks klostre og
sit hus i Rom til et syvende, hvori han selv indtraadte
som munk. 579 blev han sendt til Konstantinopel som
pavens afsending. Efterat han enstemmig var valgt til
pave 590—604 af geistlighed, senat og folk, lagde han
sine store evner for dagen baade paa styrelsens og
teologiens omraade. Sin diplomatiske dygtighed viste han
baade i forholdet til langobarderne og den græske kirke.
Hans missionsinteresse gav sig bl. a. udslag i Augustins
udsendelse til angelsachserne. Han begunstigede
munkevæsenet. For liturgiens udvikling havde han stor
betydning, selv om traditionen maaske har overdrevet den
ved at gjøre ham til skaber af koralsangen («den
gregorianske kirkesang»). I teologisk henseende fremmede han
den udvikling, som fører fra oldtiden til middelalderen.
Navnlig har han fæstnet læren om boden, nadveren som
gjentagelse af Kristi offer, helgenernes betydning som
forbedere, skjærsilden og sjælemesser. Af hans skrifter
kan nævnes fire bøger «Dialoger om de italienske fædres
liv og mirakler og om sjælenes evige liv» (2 bog er en
levnetstegning af Benedikt af Nursia) og hans «
Hyrdebog», som giver en skildring af, hvorledes en sjælesørger
bør være. Han betragtes som en af de fire store kirkelærere.
— 2. G. II (pave 715—31) stod i hele sit papat i spændt
forhold til langobarderne. Faren voksede, da de fandt
støtte hos den græske keiser, som var opbragt over, at
G. i billedstriden (s. d.) tog parti imod ham. Dog lykkedes
det G. at undgaa krigen. Ved Bonifatius’ hjælp knyttede
han den tyske kirke nøie til pavestolen. — 3. G. III
(731—41) havde de samme vanskeligheder at kjæmpe
med som G. 11. Hans forsøg paa at opnaa et bedre
forhold til den græske keiser mislykkedes. Da
langobarderne truede Rom, anraabte han Karl Martel om
hjælp, men denne nøiedes dog med at sende paven
gaver. — 4. G. IV (827—44) forsøgte forgjæves at mægle
i striden mellem Ludvig den fromme og hans sønner.
Han oprettede bispedømmet Hamburg og udnævnte Ansgar
til pavelig legat for de nordiske lande. — 5. G. V (996—
99), opr. Bruno af Kärnten, besteg 24 aar gl, St. Peters
stol som den første tyske pave. Hans valg skyldtes navnlig
hans slegtning keiser Otto III, af hvem han var afhængig.
Han laa i strid med den romerske adel, som en tid
fordrev ham fra Rom. — 6. G. VI, modpave (1012). —
7. G. VI (1045—46), opr. Johannes Gratianus, en from
og lærd prest, bevægede for en pengesum den uværdige
pave Benedikt IX til at give afkald paa paveværdigheden
til fordel for sig. Hans hensigt var at reformere kirken.
Benedikt brød imidlertid aftalen, og da romerne tilmed
valgte en tredje pave, blev alle tre paver afsat paa
synoden i Sutri (1046) under Henrik IIFs indflydelse. G.
fulgte keiseren til Tyskland, hvor han døde 1048. —
8. G. VII (1073—85), en af middelalderens største paver,
opr. Hildebrand, f. ca. 1020 i en liden by i Toskana af
fattige forældre; blev munk i Rom og senere kapellan
hos G. VI, som han fulgte til Tyskland. 1049 vendte han
tilbage og fik stadig stigende indflydelse ved pavehoffet,
hans formaal var kirkens uafhængighed af den romerske
adel og den verdslige magt. Hertil sigtede de nye
bestemmelser om, at pavevalget skulde foretages af
kardinalkollegiet, vedtaget paa paaskesynoden i Rom 1059. I
samme øiemed sluttedes forbund med normannerne. Da
G. blev pave, stillede han sig endnu høiere maal.
Paa-virket af den cluniacensiske bevægelse tilstræbte han
dels en sedelig reformation af presteskabet, dels
pavestolens overhøihed over al verdslig magt. Allerede 1074
skjærpede han bestemmelserne om presternes cølibat.
1075 udstedte han forbud mod lægmands-investitur og
enhver form af simoni (s.d.). Herved udbrød den langvarige
investiturstrid (s. d.). Særlig voldsomt blev sammenstødet
mellem G. og keiser Henrik IV. I begyndelsen havde G.
overmagten; han banlyste keiseren og løste hans
under-saatter fra deres troskabsed, hvorefter Henrik IV maatte
gjøre ydmyg kirkebod i Ganossa (1077). Senere lykkedes
det keiseren at faa valgt en modpave (Clemens III) og
indtage Rom. G. blev indesluttet i Engelsborg, men
loquace loquacious ©
snakkesalig.
loquacité (f) f, loquacity (e)
snakkesalighed ; aabenmundethed.
loque ® f, fille, pjalt;
bukseknap; slant, jouer aux l.s klinke.
loquet ® m, (dør)klinke;
(tilsjøs) lugestang.
loqueteau ® m, liden klinke,
loqueteux (?) fillet; m, lasaron.
lop @ afhugge, (af)kappe;
beskjære, beklippe.
lopin ® m, bete, stykke,
loppe — (t) Floh m - © flea
- (f) puce f.
lopper @ beskjærer, beklipper;
surne og løbe sammen (melk).
lopping @ afkap(ning),
beskjæring; levninger.
loquette (f) f, liden fille, lap.
Lorbeer ® m, laurbær.
Lorbeere ® f, laurbær(træets
frugt).
lord ©herre; lord; spille herre.
1. it spille mester, dominere.
lord-keeper ©
(stor)seglbe-varer.
lord-lieutenant (f) m, (irsk)
vicekonge.
lordliness @ fornemhed;
værdighed, høi stilling; hovmod,
lordlin g (e) smaalord.
lordly S) herre-,
herskabsmæs-sig, fornem ; høi, ædel ; hovmodig.
lord mayor (e) lordmayor,
(over)borgermester.
lordship © omraade;
herredømme, myndighed, magt. his
L. hans herlighed (som titel).
37 — Illustreret norsk konversationsleksikon. III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
