Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gregh ... - Ordbøgerne: L - lop ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1155
lore—los
befriet af normannerne under Robert Guiscard, som han
fulgte til Syd-Italien. Han døde i Salerno. Hans sidste
ord var: «Jeg har elsket retfærdighed og hadet
uretfærdighed, derfor dør jeg i landflygtighed.» G.s
betydning beror fremfor alt paa, at han har skabt det ideal
af en kirkefyrste, som de følgende paver med større held
søgte at gjøre til virkelighed. — 9. G. VII I, modpave
(1118—21). — 10. G. VIII (1187) søgte at udjevne striden
med Fredrik I og udstedte opraab om et korstog efter
Jerusalems erobring af sultan Saladin. — 11. G. IX (1227
—41), opr. Hugo (Ugolino), greve af Segni, en nevø af
Innocens III, var 80 aar, da han besteg pavestolen. I
hele sit papat laa han i strid med Fredrik II. Han
oprettede inkvisitionsdomstolene, som navnlig blev
overdraget dominikanerne. — 12. G. X (1271—76), opr.
Teo-baldo Visconti. Paa kirkemødet i Lyon arbeidede han
forgjæves for at vække stemning for et nyt korstog.
Ligesaa frugtesløs var hans bestræbelser for en union
med den græske kirke. Han anerkjendte valget af Rudolf
af Habsburg til tysk konge. — 13. G. XI (1370—78), opr.
Pierre Roger af greverne af Beauforts siegt, forlod 1377
Avignon og vendte tilbage til Rom, hvortil baade den
hellige Birgitta og Katarina af Siena opfordrede ham.
Han fordømte 19 sætninger af Wyclif (s. d.). — 14. G. XII
(1406—15), opr. Angelo de Gorrario fra Venedig,
bekjæm-pede den samtidige pave i AvigQon. Kirkemødet i Pisa
1409 afsatte dem begge, men først paa kirkemødet i
Konstanz nedlagde han frivillig paveværdigheden. Han
døde 1417. — 15. G. XIII (1572—85), opr. Hugo
Buon-compagni af Bologna, understøttede paa enhver maade
modreformationen (s. d.) og begunstigede jesuiterne.
Bartholomæusnatten feirede han med store fester. 1582
gjennemførte han kalenderreformen («den gregorianske
kalender»). — 16. G. XI V (1590—91). — 17. G. XV (1621
—23) grundede propaganda-kongregationen (s. d.) og
støttede energisk modreformationen i Østerrige og Bayern. —
18. G. XVI (1831—46), opr. Bartolommeo Alberto
Cap-pellari, blev 18 aar gl. munk i et camaldulenserkloster
i Venezia, 1801 abbed i Rom, 1823 generalvikar og 1826
kardinal. Som pave optraadte han imod
frihedsbevægelsen; flere oprør i Kirkestaten blev undertrj^kt ved
østerrigsk og fransk hjælp. I sin strid med Preussen om
de blandede egteskaber seirede han. I encyklikaen 1832
fordømte han samvittighedsfrihed og pressefrihed, og i
encyklikaen 1844 bibelselskabernes virksomhed. Han
understøttede gavmildt kunst og videnskab.
Gregor fra Nazianz (d. ca. 390), kaldt «teologen»,
græ. kirkefader, nær ven af Basilius den store, er f. i eller
ved Nazianz i Kappadokien, hvor hans fader var biskop.
Efter at have studeret i Gæsarea, Alexandria og Athen,
blev han imod sin vilje indviet til presbyter af sin fader,
skjønt hans hu stod til et liv i ensomhed. 379 blev han
prest i Konstantinopel og aaret efter byens patriark. Han
øvede en tid megen indflydelse paa kirkemødet 381, men
opgav snart sin stilling og vendte tilbage til et liv i
ensomhed ved Nazianz. Han blev berømt ved den
veltalenhed, hvormed han forsvarede den nicænske
opfatning og angreb arianismen.
Gregor fra Ny s sa (d. ca. 394), græ. kirkefader, broder
af Basilius den store, er f. i Gæsarea i Kappadokien.
Omkr. 372 blev han biskop i Nyssa. Han er en af den ældste
Gregor—Gregoriansk kirkesang
1156
kirkes betydeligste teologer, navnlig som dogmatiker.
Ligesom sin broder og ungdomsvennen G. fra Nazianz
var han en ivrig tilhænger af den nicænske opfatning.
Gregor fra Tours (omtr. 540 — 94), egentlig Georgius
Florentius, af fornem rom. siegt, 573 biskop i Tours.
Skrev «Frankernes historie» i 10 bøger, som er
hovedkilden for merovingertidens historie indtil 591, og som
sammen med en del martyr- og helgenhistorier giver
et enestaaende fyldigt, interessant og oplysende billede
af samfundets barbarisering efter folkevandringen. En
stor del af skildringen hviler paa selvsyn. G. selv er et
merkeligt produkt af barbariseret romersk dannelse, from,
kirkelig, grænseløs overtroisk og vankundig,
sandheds-kjærlig, men yderst lettroende. Hans vidtløftige verk er
derfor ogsaa af stor interesse som uvilkaarlig selvskildring.
Gregor lysbringeren, Armeniens apostel. Hans
liv er indhyllet i mange sagn. Han vandt kongen for
kristendommen og organiserede den armeniske kirke.
Omtr. 318 indviede han sin søn Arisdakes til sin
efterfølger og levede resten af sit liv som eneboer.
Gregor under gjøreren (thaumaturgos) (d. ca. 270),
blev af Origenes vundet for kristendommen. Ca. 244
blev han biskop i sin fødeby Ny-Cæsarea i Pontos og
virkede med stor nidkjærhed for evangeliets udbredelse
i Pontos. Han organiserede kirken og skrev flere skrifter.
Gregorcic, Simon (1844—1906), den betydeligste
sloveniske digter ved siden af Askerc. Maatte ligesom denne
opgive sin prestegjerning paa grund af frisindede
meninger. Hans lyriske digte «Poezije» (3 bd., 1882, 1892
og 1902) udmerker sig ved dyb følelse og varm
men-neskekjærlighed.
Gregoriansk kalender, se Kalender.
Gregoriansk kirkesang kaldes efter pave Gregor I
(d. 603) den romerske kirkes liturgiske musik. Denne
pave var neppe selv komponist, men under hans tilsyn skal
den romerske liturgi væsentlig have faaet sin nuværende
indretning med dens storartede kunstneriske
sammensmeltning af tekster og musik. De gregorianske
melodier skiller sig fra moderne (kirke)-musik ved 1. deres
bygning (kirketonearterne, s. d.), 2. deres enstemmighed,
idet de opr. er blevet til uden tanke om harmoni og
akkordledsagelse, 3. deres tekstgrundlag, de liturgiske
prosasange, og 4. deres udførelse som vekselsang mellem prest
og kor. Melodierne var opr. kun en syngende
fremsigelse af ordene; til de ældste tekster. Davids salmer, er
de gregorianske melodier meget korte og enkle; men
senere udvikledes meget rige melodiformer med jublende
tonesving. I det 16 aarh., da kirkemusiken blev trykt,
forvanskedes de gregorianske melodier; man afkortede
dem og berøvede dem deres livfulde karakter; i vor tid
har især de franske benediktinermunke i Solesmes,
udgivere af den mægtige faksimileudgave af gregorianske
melodimanuskripter fra alle lande «Paléographie musicale»
(1888 ff.), virket for en restaurering af de ældste og bedste
melodiformer, og dette førte til pave Pius X’s bekjendte
«Motu proprio» af 22 nov. 1903, i 1300-aaret fra Gregor I’s
død. 1 samklang dermed har den pavelige
musikkommission 1908 udgivet «Graduale romanum» med
gjennem-ført restaurering af musiken. En forestilling om den
gregorianske sangs righoldighed faaes særlig af
Solesmes-benediktinernes populære udgaver «Liber usualis missæ
lore @ kundskab(er), lærdom,
lorgner (|) skjele, skoUe til;
betragte, lorgnettere; (qc) have i
kikkerten, have et godt øie til.
lorgnerie (f) f, lorgnettering,
lorgnet — (t) Lorgnette f,
Augenglas n - © eye-glass,
quizzing-glass - (f) binocle; (stang-)
face-à main m.
lorgnette ® f, teaterkikkert.
lorgneur (f) m, -euse f,
lorg-netterende herre, dame.
lorgnon (f) m, øieglas,
monokkel.
lori (f) m, (zool.) dovenabe.
loricate @ belægge, overtrække,
pansre; give et ildfast belæg.
lorication @ (ildfast)
belæg(-ning), pansring; styrket (ildfast)
flade.
loriot © & (D m, (zool.)
bunt-spette, guldpirol.
Lorraine ® f, Lothringen,
lorry © kul-, grusvogn (i
gruber); trillebør.
lors (D da. pour 1. da,
dengang; isaa fald. 1. de son départ
da han reiste. 1. même que selv
naar; selv om.
lorsque ® da; dengang (da); naar.
lort — @ Schiss, Dreck m —
© turd - ® merde f.
lortet — (t) dreckig, schmutzig
— © dirty, foul - (f) merdeux.
los (zool.) se gaupe,
los: kaste 1. - (t) los machen,
lösen — © go amain ; let go ; cast
off (a rope), loose (a sail) — (f)
larguer; (seil) déferler.
los (jagtudtr.) - ® Anschlagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
