Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gräfrath ... - Ordbøgerne: L - lusty ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1215
Lutter—luxurîeus
i nord. Fra Arkadien rinder Alfeios forbi ruinerne af
Olympia ned i det frugtbare lavland ved vestkysten. Mod
syd løber Arkadien ud i to fjeldgrene, Taygetos (2409 m.)
og Parnon (1937 m.), som skilles ved Eurotas’ dal, hvor
Sparta laa, og den Lakoniske bugt og ender i forbjergene
Kap Matapan og Kap Malia. I vest skilles bjerglandet
ved Pylos, som ender i Kap Gallo, fra Taygetos ved den
Messeniske slette og bugten ved Koroni. I øst langs
bugten ved Nauplia ligger landskabet Argolis, som mod
nord, mod Ægina, stikker ud den vulkanske halvø Methana.
— Øerne ligger for en del som sønderbrudte stykker af
fastlandet indved dette, som f. eks. Hydra og Spetsai i
forlængelsen af Argolis, Kythera (ital. Gerigo) syd for
Peloponnes, og de Joniske øer som fortsættelse af Epirus’
kalkfjelde. Kefalonia naar 1620 m. Mellem Eubøa og
Attika paa den ene side og de lilleasiatiske Sporader paa
den anden side hæver sig øgruppen Kykladerne fra en
undersjøisk sokkel, 500 m. dyb. De bestaar for det meste
af gneis, krystyllinsk skifer og marmor. (Kreta, s.d.). — G.s
klima er et udpræget middelhavsklima, med tørre
søm-mere og fugtige vintre, mest regn i v., mindre i ø. Athen har
en aarlig middeltemperatur paa 17.3^ (jan. 8.2°—^juli 27°),
nedbørhøide 385 mm. mod Kalamata i Messenien 980 mm.
— Det gamle Grækenland. Geografi.
Gammel-Grækenland (G.-G.) kaldtes af indbyggerne Hellas, og de
kaldte sig selv hellenere. Begge navne (s. d.) havde
oprindelig en mere indskrænket betydning. Men fra
omkr. 700 f. Kr. forstod man ved Hellas den smale del
af Balkanhalvøen samt øerne i Arkipelagus og ved
Lilleasiens vestkyst. G.-G. var præget 1. af sin store
bjergrigdom, som deler det i dale (begunstigede
dannelsen og bevarelsen af smaastater); 2. af sin vældige
sjøkyst med talrige havne (opfordrede til seilads og
fiskeri). Bjergene var mest ufrugtbare (høiere græsgange
for faar og gjeter), tildels skogklædte (nu er skogene
næsten helt udhugget). Dalene var frugtbare, men
åkerjorden krævede dog stort arbeide. Vigtigste
produkter: 1. Korn (byg, hvede), olje, vin, figener; 2.
faar, gjeter, svin, heste, okser; 3. træmateriale, dog
ikke nok til at dække forbruget; 4. fisk, svampe,
muslinger, purpurmuslingen (ved Sparta); 5. sølv (Eubøa,
Laurion), kobber (Eubøa), jern (Lakonien); 6. kalksten
(den saakaldte «poros») og marmor, betingelser for den
høit udviklede bygnings- og billedhuggerkunst; fin
lerjord i Attika (pottemagerkunsten). — Landskabelig
inddeling (se art. om de enkelte landskaber): 1. Nord-G. :
mod øst Thessalien, mod vest Epirus; 2. Mellem-G.
(fra vest til øst): Akarnanien, Ætolien, Lokris, Fokis,
Bøotien, Attika; 3. Halvøen Peloponnes(os), forbundet
med Mellem-G. ved tangen («istmenved Korinth;
i midten Arkadien, mod vest Elis og Messenien, mod
sydøst Lakonien (Sparta), mod øst Argolis, mod nord
Achaia. — De vigtigste øer: Eubøa, Kykladerne (bl. a.
Andros, Naxos, Paros, Delos), Kreta. Desuden talrige
kolonier paa Makedoniens og Thrakiens kyst (særlig paa
Ghalkidike) og paa Lilleasiens vestkyst med de tilhørende
øer (byer: Smyrna, Efesos og Milet; øer: Lesbos, Chios,
Samos, Rhodos). Til Hellas i videre forstand regnedes
ogsaa de talrige græske kolonier ved Sortehavet (Sinope,
Herakleia), paa Sicilien (Syrakus, Panormos, Messana)
og i Syd-Italien (Tarent, Rhegium). — Befolkning.
Grækenland
1216
Grækerne selv mente, at de altid havde boet i G.; nu
ved vi, at de er et indoeuropæisk folk (se Sprog),
indvandret formodentlig nordfra. Før den tid var landet
(og øerne) maaske beboet af et ældre, muligvis
ikke-indoeuropæisk folk. Navnet « grækere er egentlig
romernes navn paa dem og betegnede oprindelig kun en
enkelt stamme i Epirus; selv kaldte de sig hellenere.
De var delt i tre store stammer: Joner, dorer og æoler
(s. d.), skilte ved dialekten (se nedenf. Sprog). Man
har antaget, at antallet af befolkningen omkr. 450 f. Kr.
var IV2 mill, frie, hvortil skulde komme omtr. tre gange
saa mange slaver (disse var for det meste udlændinger
eller af udenlandsk herkomst), andre har ment 2 mill,
frie, 1 mill, slaver; senere gik befolkningstallet meget
tilbage. Hellenerne folts sig i bevidstheden om sin
overlegne kultur som ét folk, forenet ved én kultur,
d. V. s. afstamning, sprog, seder og gudetro, modsat
«barbarerne» (d. e. ikke-helenere, egentlig «de, der siger
bar-bar», d. e. taler uartikuleret). Men de følte ikke,
at de politisk og statlig burde holde sammen; deres
land var delt i en mængde, ofte indbyrdes kjæmpende
smaastater. End ikke kampene mod perserne kunde
helt tømre dem til en enhed; det formaaede først Filip
af Makedonien med sin hær. Hellenernes fortrin var
deres sans for alt skjønt og harmonisk, deres higen efter
erkjendelse, deres tankes klarhed og deres levende
fantasi: ved sin skabende evne, ogsaa der, hvor den
omstøbte det efterlignede i sit billede, betegner græsk
kultur en i verdensudviklingen hidtil enestaaende
blomstring af kunst, digtning og videnskab. Deres svaghed
var deres udprægede partikularisme, deres mangel paa
politisk sans, stridbarhed og indbyrdes misundelse. —
Samfunds- og statsforhold. Den moderne
iagttager maa fastholde, at grundlaget for det oldgræske
samfund paa en vis maade var slaveriet: grovere arbeide
blev mest udført af slaver (som i regelen behandledes
humant, ganske anderledes end f. eks. i Rom). Des
mere tid blev der for borgeren til at deltage i det
offentlige liv. Dette viser sig sterkest i Sparta (s. d.),
hvor den enkelte borger helt maatte underkaste sig
staten; men ogsaa det høit udviklede attiske demokrati,
hvori den enkelte borger stadig deltog i det offentlige
liv (folkeforsamlinger, raad, embeder), var kun derved
muligt. Til gjengjæld blev der mindre tid og ringere
kræfter tilbage til hjemlivet, modsat nu; dermed fulgte,
at kvinden i G. (undtagen i Sparta) var langt mindre
anseet end f. eks. hos romerne eller i nutiden; hun
levede i fruerstuen med slavinderne og børnene, i regelen
uden at dele mandens interesser; deraf det sterkt om
sig gribende hetære-uvæsen i Athen og andre steder
(se Hetære). I den ældre tid, den homeriske, nød
kvinden langt større agtelse. Enkelte betydelige
religiøse fester tilhørte dog fra de ældste tider udelukkende
kvinderne. Men i det athenske teater har der neppe
været kvinder blandt tilskuerne. Kvinder, som
udmer-kede sig i digtekunst (Sappho, Korinna) og videnskaben
(Eudokia), er nærmest at betragte som stjerneskud paa
en ellers mørk himmel. Hvad de sedelige forhold
an-gaar, kan det ikke benegtes, at pæderasti mange steder
i den historiske tid spillede en stor og uhyggelig rolle
(f. eks. i Sparta og Theben). Lyssiden var grækernes
Lutter (t) m, fordraaber; slags
brændevin.
lutter (?) brydes, tage tag;
kjæmpe, stride (mod).
lutteur® m, bryder; kjæmper,
stridsmand.
luv(art) - ® Luv(seite),
Windseite f; (tage luven fra) die Luv
gewinnen, eim. die Luv abstechen;
eim. den Rang ablaufen — (e) (on
the) weather (bow), (to) windward ;
(iieep the) luff, wind; (have the)
weather gage; (tage luven fra ; fig.)
beat, outdo, outship — (f) (côté (m)
du) vent; lof; (tage luven fra)
gagner le vent sur, (fig.) l’emporter sur.
Luv (t) f, luv(art).
Luvbaum (t) m, bom, udligger,
luvgierig (î) (sjøudtr.)
luv-gjerrig.
luvwärts ® til luvart,
luxate (e), luxer ® forvride,
bringe af led.
luxation (e) & ® f, forvridning,
bringen af led.
luxe ® m, pragt, stas,
over-daadighed; luksus, overflod.
luxueux ® pragtfuld,
over-daadig, luksuriøs, elegant.
luxure (f) f, utugt, vellyst,
luxuriance (e) & ® f,
frodighed, yppighed.
luxuriant (e)&® frodig, yppig;
fyldig, rig; overflødig.
luxuriate @ vokse yppig;
svelge, leve overdaadig.
luxurieux (g, luxurious (e)
utugtig, vellystig; overdaadig,
luksuriøs; rigt besat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
