Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haandjern ... - Ordbøgerne: M - marâtre ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1373
Haandslag—Haandverkerforenînger
1370
Haandjern, to indbyrdes eller med en kort lænke
forbundne jernbøiler til at anbringe om et menneskes
liaandled. H. benyttes ved farlige forbrydere.
Haandkjøb betegner paa et apotek, hvad der sælges
uden recept. Dels ved giftloven, dels ved specielle
forordninger er forskjellige sterktvirkende stoffe undtaget
fra det frie salg og maa kun udleveres efter recept fra
en læge, tandlæge eller dyrlæge. Mange af de saaledes
undtagne stoffe kan dog udleveres mod skriftlig
rekvisition fra haandverkere og andre, som kan godtgjøre, at
de skal anvende de ønskede stoffe til teknisk brug i sin
forretning.
Haandlod (sjøudtr.), let lod, som kan bruges paa
forholdsvis grundt vand; se Lod.
Haandmagasiner kaldes de mindre ammunitionsrum,
indrettet i selve kanonstanden tæt ved skytset for
ammunitionsbehovet for et døgn. H. staar ved
jernbaneskinner og opheisningsapparater i forbindelse med
befæstningens egentlige ammunitionsmagasiner.
Haandpant, se Haandfaaet pant.
Haandpenge, jfr. Fæstepenge. H. bruges ogsaa
som betegnelse for foreløbigt forskud paa kjøbesummen,
som gives ved kontraktens afslutning.
Haandskrift. 1. (Jur.). H. er i alt væsentligt
ens-tydigt med gjældsbrev (s. d.); — 2. Den haandskrevne
bog (manuskript) havde sin glansperiode før
bogtrykkerkunstens opfindelse, da h. endnu var den eneste litt,
meddelelsesform. Det ældste bevarede h. er «Papyrus Prisse»
(i Louvre) fra omkr. 2500 f. Kr. ; forøvrigt kjendes ikke
faa manuskripter fra oldtiden, de fleste fragmenter, fundet
ved de senere aars arkæologiske udgravninger. I
middelalderen blev der lagt stor vegt paa h.s kunstneriske
udførelse, og man naaede i denne retning betydelige
resultater (jfr. Miniaturer). Saavel i oldtiden som
i middelalderen var der en særskilt klasse afskrivere,
som havde anledning til at opnaa en overordentlig
teknisk færdighed. (Om kunsten at læse gamle h. se
Palæografi.) I den nyere tid er det et h.s sedvanhge
skjæbne at tjene som forskrift for sætteren og derefter
at vandre i papirkurven. Original-h. til et betydeligt
arbeide vil dog have sit blivende værd, ligesom kjendte
mænds autografer (s. d.) og h., der har interesse ved sit
indhold, men af særlige grunde ikke er reproduceret i
tryk. — H.-samlinger indgaar som høit skattede led
i de fleste store biblioteker i de gamle kulturlande.
Saaledes har Bibliothèque nationale i Paris omkr. 102 000
bd. h., British museum i London omkr. 46 000 bd.,
Königliche Bibliothek i Berlin omkr. 30 000 bd., det
Kgl. bibliotek i Kbh. omkr. 20 000 bd. o. s. v. I Norge
har Universitetsbiblioteket omkr. 1900 bd. (1909), ligesom
Videnskabsselsk.s bibliotek iTrondhjem og det
Deichmanske bibliotek har mindre h.-samlinger. — H.-kataloger
(smig. Katalogisering) skal give oplysning om h.s
indhold, alder, ydre forfatning, historie og litterære
benyttelse. Som typer paa gode h.-kataloger kan nævnes
G. Storms «Haandskriftbeskri velse» i «Norges gamle
love» (bd. 4, Kra. 1885), K. Kålund, «Katalog over den
Arnamagnæanske haandskriftsamling» (2 bd., Kbh. 1889
—94) og E. Gigas, «Katalog over det Store kgl.
biblioteks haandskrifter vedrørende Norden, særlig Danmark»
(2 bd., Kbh. 1903—06).
marâtre—march
Haandskydevaaben kaldes skydevaaben, som kan
bæres og betjenes af en enkelt mand. Som de første
h. kan betragtes buen (s. d.) og armbrøsten (s. d.),
hvilke havde elasticiteten som drivmiddel, og som brugtes
fra oldtiden og (især i England) lige ind i det 17 aarh.
Fra det 14 aarh., da krudtet kom til anvendelse,
udvikler sig de egentlige h. : geværer, karabiner (s. d.) og
pistoler (revolvere) (s. d.). Allerede i det 12 aarh. var
armbrøsten blevet forsynet med et cylindrisk rør,
hvori-gjennem projektilet (cylindriske bolte) blev udskudt, og
den fik navn af arkebuse (s. d.), hvilket navn gik over
paa de første krudtvaaben. De første h. var haandrør,
der bestod af et løb, som bagtil var lukket enten med
en fastsmedet kile eller med skrue, og som benævntes
hager (halvhager, enkelthager, dobbelthager) eller
hagebøsser, fordi de var forsynet med hager, som blev
støttet mod en eller anden fast gjenstand under affyringen
og dermed optog rekylen. Løbet havde et fænghul, der
senere blev forsynet med en med et laag (panddækkel)
lukket pande for fængkrudtet. Antændelsen skede ved
hjælp af brændende kul eller lunte, som skytteren holdt
i haanden. Nogen egentlig sigtning kunde herunder
ikke finde sted, og træfevnen var derfor yderst liden.
Først efterat luntelaasen i begyndelsen af det 15 aarh.
var opfundet, kunde man sigte under skydningen og
bruge begge hænder til at føre geværet. Luntelaasen
bestod af en hane, som var forsynet med en kløft, i
hvilken lunten var fæstet. Hanen blev holdt tilbage af
en slagfjær og kunde ved hjælp af en aftrækker bringes
til at nærme sig fængpanden. Luntelaasen holdt sig i
brug i næsten 300 aar. Arkebusen med luntelaas havde
en længde af optil 2 m., veiede omkr. 8 kg. og udskjød
blykugler fra 36 til 66 g. og kunde skyde optil 10 skud
i timen. I begyndelsen af 16 aarh. (1517) opfandtes
hj ullaasen, ved hvilken man undgik at medføre
brændende lunte. I hanen var nemlig istedetfor lunte anbragt
svovlkis. Gjennem en aabning i fængpanden stak frem
kanten af et tandet hjul, som sattes i bevægelse af
slagfjæren, naar denne frigjordes ved aftrækket, og som ved
friktionen mod svovlkisen frembragte gnister, der antændte
fængkrudtet. Vaabenet fik efterhvert en lettere form og
kaldtes musket, der især under Gustaf Adolf kom i
mere udstrakt brug. Den veiede omkr. 6—7 kg., havde
et kaliber af 18—22.5 mm. og skjød ca. 50 g.s
projektiler paa omkr. 200 m. Paa omtrent samme tid
fremkom studseren, der var forsynet med rifler og var
kortere og lettere end musketten. I det 16 aarh.
opfandtes snaphanelaasen, og en forbedring af denne
fremkom omkr. 1650 i flintelaasen (se Flintebøsse).
Flintelaasene var i brug i omtr. 150 aar. Musket med
flintelaas og bajonet (s. d.) blev kaldt bajonetflinte
el. gevær og var fra begyndelsen af 18 aarh. infanteriets
enhedsvaaben, idet bajonetten traadte i stedet for piken
(s. d.) eller spydet og de af Gustaf Adolf benyttede lange
stødklinger, der kun ufuldkomment var fæstet til musketten.
Flintebøsserne blev i 1830—40 afløst af eller forandret
til perkussionsgeværer, efterat tændhætten (se
Fænghætte) var opfundet af englænderen Joseph Egg
i 1818. Paa disse geværer blev hanen formet som en
hammer, fængpanden faldt bort, og i fænghullet blev
indskruet en piston med fænghul. Perkussionsantæn-
skino m — @ maraschino — (f)
marasquin m.
marâtre (f) f, stedmoder; (fig.)
ravnemoder.
maraud marauder (D
marodere, streife om paa rov,
plyndre.
maraud (f) m, slyngel, slubbert,
maraude (D f, fantekjærring,
hurpe.
marauder (e), maraudeur (f)
m, marodør, plyndrer.
marble marbre (f) m,
marmor ; marmorbillede, -figur,
-statue; (e) ogs. kiksekugle;
marmorere = (f) marbrer; ® ogs.
marmorflis, -plade ; marmorering ;
farve-, rivesten; (typogr.) sættebret,
sluttebord.
marbrerie (D f,
marmorindustri, -mølle, -huggeri, -sliberi.
marbrier (f) m,
marmorarbeider, -handler.
marbrière (D f, marmorbrud.
marbrure (f) f, marmorering,
mare © «& (Î) m, skaller, kvas
(is. af druer); mark (mynt, vegt);
(D ogs. grums, bundfald;
(kaffe)-grud.
marcasite ©, marcassite (g
f, spydkis, markasit (et mineral),
marcassin (f) m, ungt vildsvin,
marceline (f) f, slags silketøi.
marcescence (Ç f, visnen,
marscescent (f) visnende.
March © mars (maaned).
march @ (lade) marschere,rykke,
drage, bryde op ; sætte i bevægelse,
føre; marsch; (afmaalt) gang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
