Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hugo ... - Ordbøgerne: N - niveau ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
285
Hugo
286
Da hertugdømmet Ile de France var slegtens hovedlen,
blev Paris kongerigets administrative midtpunkt og lidt
efter lidt Frankriges hovedby. Af Capet («den
kappe-klædte») dannedes senere afledningen Kapetinger om
H. G.s efterfølgere. Den direkte mandslinje uddøde 1328,
men alle franske konger til og med Ludvig Filip
nedstammer i mandslinjen fra H. G. og kaldes Kapetinger.
Hugo af St. Victor (1097 —1141), fr. teolog og
mystiker, 1115 optaget i abbediet St. Victor i Paris, senere
dets forstander, nød stor anseelse for sin lærdom og
fromhed og hædredes med tilnavnet «den anden
Augustinus», Hans teologi er præget af mystiken, som han
udviklede i kirkelig aand. Inderligheden i gudsforholdet
er veien til den sande gudserkjendelse. Hovedverk
«De sacramentis christianæ fidei» (d. e. om troens
hemmeligheder). Hans teologi fortsattes af disciple, som dannede
skolen i St. Victor.
Hugo, Gustav (1764—1844), tysk retslærd, professor
i Göttingen. Regnes blandt grundlæggerne af den
historiske skole (jfr. Savigny).
Hugo [ygå’]. 1. Victor Marie H. (1802—85), en af
de største franske digtere; f. i Besançon, søn af en
konservativ moder og en republikansk fader, som Napoleon
havde gjort til general og greve. Begyndte at digte i
tolvaarsalderen. Først optræder han som royalist og
følger den gamle klassiske manér. Efter 1820 bliver han
mere liberal og nærmer sig romantiken, som han snart
gaar helt over til. Vældig er hans lyriske kraft og
patos: de skjønne digtsamlinger «Odes et ballades» (1826),
«Les orientales», «Les feuilles d’automne» (1831), «Les
chants du crépuscule», «Les voix intérieures» (1837),
«Les rayons et les ombres» (1840, med det ophøiede
«La tristesse d’Olympio); hans glade barnetro afløses
efterhaanden af skepsis. Læremesteren, som førte ham
ind i den romantiske leir, var Nodier. Siden blev H.
selv høvdingen; til hans kreds {le cénacle, 1829) hørte
berømtheder som de Vigny, Th. Gautier, Musset,
Sainte-Beuve; af denne sidste lærte H. meget. Meget har han
ogsaa lært af Walter Scott. I 1823 kom H.s
ungdommelige roman «Han d’Islande» («lislænderen i Norge», Kra.
1831), der var ment som historisk, men faldt over i
vild og barnagtig melodramatik (handlingen foregaar i
det trondhjemske); til samme rabaldergenre hører
«Bug-Jargal». Det var dog H.s gigantiske, mytedannende,
billedmyldrende fantasi forbeholdt at skabe romantikens
mesterverk paa den historiske romans omraade:
«Notre-Dame de Paris» (1831). Med en, har man sagt, næsten
hallucinatorisk seerevne fremtryller han her den store
metropol, dens domkirke og dens folkemasser i det
mørke 15 aarh.; fremfor alt lever kirken; den har baade
sjæl og karakter, ganske som et levende væsen. — Hvad
det i begyndelsen selvfølgelig mest kom an paa for den
nye skole, var at erobre scenen. H. skrev da den
be-kjendte fortale til det uspillelige og aldrig opførte
«Gromwell», hvor han giver romantikens litterære
tros-bekjendelse: følge naturen og livet, skildre sandt, bringe
baade lys og skygge, skjønt og uskjønt, godt og ondt,
det tragiske og det komiske, det groteske og det sublime;
denne gjengivelse af modsætninger driver han i sine
skrifter til en yderlighed, som fjerner sig langt fra den
sandhed og virkelighed, han sagde sig at ville fremstille.
niveau—noce
1830 opførtes lians «Hernani», et svulmende og klingende
ungdomsarbeide, som efter flere stormfulde forestillinger
bragte ham og hans parti seieren. I «Marion Delorme»
(kurtisanens rehabilitation) forsøger han at praktisere en
af sine yndlingsteorier, den nemlig, at kunsten skal fremme
sociale, politiske, religiøse og filosofiske formaal; «Le roi
s’amuse» (sujettet i «Rigoletto»), «Marie Tudor», «Angelo»
gjorde ingen lykke; «Les Burgraves» (1843) blev endog
udpebet, trods sine storartede vers; gjenoptaget i vore
dage. «Lucrèce Borgia» og især «Ruy Blas» slog
allerede i samtiden sterkt an. Hvad der redder H.s dramaer,
er deres skjønne form, deres vidunderlige vers og deres
betagende lyrik; med hensyn til indhold staar de lavt
og melodramaet nær: fattig psykologi, daarlig
karaktertegning, deklamatorisk og anakronistisk
menneskeskildring; disse mangler klæber ved det romantiske drama
overhovedet, og det vilde i vore dage være ganske afdød,
dersom ikke H.s stykker endnu holdt det oppe; Musset’s
er af en anden art. — Efter 1843 producerer H. intet
litterært i løbet af 10 aars tid. Han kaster sig til
gjen-gjæld ind i politiken. Han mente som vor Bjørnson,
at en digter bør tage
praktisk del i alt, hvad
der bev^æger tiden; han
vilde være folkenes
lærer, et menneskeslegtens
«fyrtaarn». Ludvig Filip
gjorde ham til pair af
Frankrige. Men han var
digter, ikke politiker.
Under
februarrevolutionen er han fuldstændig
slingringsmand ; han
starter avisen « L’événement »,
men lader den for en
stordel redigeres af andre.
Fra høire gik han over
til republiken og nærmer
sig mere og mere
socialismen. Han optraadte
mod Napoleon Hl og drog
i landflygtighed først til
Belgien, derpaa til øen
Jersey. 1852 udgav han smædeskriftet «Napoléon le petit»
og 1853 de trods alle personlige udladelser poetiske og
formskjønne «Les châtiments». Efter en feide med den
engelske regjering fortrak han til øen Guernsey, hvor
han udgav de smukke digte «Les contemplations» (1856)
og begyndelsen af «La légende des siècles», som i sin
helhed udkom 1877. Dette sidste verk er en storslagen
fremstilling af menneskehedens historie i mægtige poetiske
visioner, men ofte ogsaa høitravende, dunkel og skruet;
sterkt subjektivt farvet, ganske modsat Leconte de Lisles
olympiske beherskethed. Forøvrigt viser der sig allerede
tidlig hos H. realistiske og naturalistiske drag; sterkere
træder disse frem i «Les chansons des rues et des bois»
(1865) og i den berømte og yderst mangfoldige 10 binds
roman «Les misérables» («Elendighedens ofre». Kra.
1862; «Samfundets forskudte». Kra. 1900), hvor hans
demokratiske tendenser og hans dybe medfølelse med
de fortrykte og smaa i samfundet har sat sig et gedigent
Victor Marie Hugo.
niveau ® m,
nivellerings-instrument; (høide)plan, vandret
flade; standpunkt, horisont ; (d’eau)
vaterpas.
nivéen (?) snehvid,
nivellere — ® nivellieren —
© level - (D niveler; mettre de
(au) niveau.
nivellering - (t) Nivellierung
f - © levelling - (f) nivellement m.
nivéole (f) f, (bot.) sneklokke,
nivet (D m, procenter, rabat.
nivose|:m,snemaaned (21/12 i9/i).
Nix (t) m, nixie @ nøk, draug.
Nixe ® f, havfrue,
nixenhaft (t) havfruagtig.
no © nei; ikke; ingen; afslag;
modstemme, nei.
nob (ê) skalle, haus; matador;
streikende.
nobiliaire ® adelig, adels-; m,
adelsregister, -aarbog.
nobilissime ® høiadelig.
nobility © adeKig fødsel);
adelsskab, -stand.
noble ©&®(m), adelig, adels-;
ædel, fin, nobel; stolt, herlig;
adelsmand.
noble-épine (g) f, (bot.)
hagtorn.
nobleman, woman (e) adels
mand, kvinde.
noblesse ® f, adelsskab,-stand
ædelhed, fmhed, høihed.
nobliau ® m, adelsstymper.
noblifier (f) adle.
nobody (e) ingen,
nob-tail % kort hale.
noce (g f, bryllups(færd, -gilde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
