Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hugo ... - Ordbøgerne: N - niveau ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
287
noceur- nœud
m indesmerke; to andre romaner, som gaar i samme
retning, «Les travailleurs de la mer» (1866) og «L’homme
qui rit» minder formeget om hans ungdoms
røverromantik. Han skrev og talte meget for fredssagen og
dødsstraffens afskaffelse (allerede 1829: «Le dernier jour
d’un condamné»). 1870 vendte han tilbage til Paris.
Kom 1871 med i nationalforsamlingen, men spillede
heller ikke nu nogen heldig politisk rolle. 1876 valgtes
han ind i senatet. Sine erfaringer fra politiken og krigen
har han nedlagt bl. a. i «Histoire d’un crime»
(stats-kupet 1851) og i digtsamlingen «L’année terrible»; til
revolutionstiden er henlagt romanen «Quatre-vingt-treize»
(«Aaret 1793», Bergen 1874). En anden side af hans
digtereiendommelighed, sympatisk forstaaelse af barnets
liv, giver sig ved denne tid (1877) nye udtryk i «L’art
d’être grand-père», som forresten staar betydelig under,
hvad han paa dette felt i sine tidligere digte havde
præsteret. Med utrolig frugtbarhed vedblev H. at skrive
helt til det sidste paa snart sagt alle omraader; fra 1887
er «Choses vues» («Seet og oplevet»; overs, af Oscar
Tybring, Kra. 1888). Oversættelser af hans verker findes
paa alle sprog. Hans begravelse blev den største, som
nogen litteraturens mand har faaet, en formelig apoteose.
Som forfatter er han epokegjørende paa lyrikens gebet
baade i versemaal og indhold; desuden glimrer han i
det maleriske og episke. Storartet er hans stilkunst og
næsten forfærdende hans sprogrigdom; man har kaldt
ham ordenes almægtige monark. Han vilde ogsaa være
kritiker og tænker, men var ingen af delene. Som
menneske var han af naturen velvillig og generøs, men blev
siden smaalig, selvisk, hevngjerrig og til det latterlige
forfængelig. [Litt.: G. Brandes, «Hovedstrømninger», V;
Chr. Collin i «Ringeren» 1898; E. Wrangel i «Nordisk
tidskrift» 1900; P. Levin, «V. H.», Kbh. 1902.] —
2. Charles Victor H. (1826—71), søn af foreg.; stiftede
selvtredje avisen «Le rappel». En af hans romaner er
overs, paa svensk («Halmstolen», 1861). — 3. François
Victor H. (1828—73), foreg.s broder, oversatte
Shakespeare og udgav et verk om øen Jersey.
Hugorme (viperidæ), familie af slanger (s. d.), danner
sammen med de saakaldte grubeorme, hvortil bl. a.
klapperslangerne hører, edder orme nes underorden,
som omfatter de giftigste af alle slanger og udmerker
sig ved sine sterkt forkortede overkjæver, som hver
bærer én eneste rørformet gifttand samt nogle faa
reservetænder; gifttænderne ligger, naar munden er lukket,
skjult i en slimhindefold, men føres ved mundens
aab-ning fremover, idet overkjæven dreies op til lodret stilling.
H. er alle levendefødende, eller rettere, ungerne er ved
fødselen omgivet af en tynd eghinde, som straks brister.
Kroppen er forholdsvis kort og tyk, halen kort, hovedet
bagtil bredt og tydelig afsat fra halsen, hvilket skyldes
de mægtige giftkjertler. Hugormslegten (vipera) er
udbredt over Asien og Afrika samt i Europa repræsenteret
ved seks arter; hovedet er dækket af smaa skjæl;
pupillen lodret. Hid hører vor alm. hugorm (v. berus)^ som
er den eneste giftslange i Nord-Europa. Dens sedvanlige
længde er 50—70, muligens op til 90 cm., hunnen noget
længere end hannen. Farven er paa oversiden meget
vekslende, fra lys graalig med grønlig eller rødligt skjær
til brunsort eller helt sort; vekslingen skyldes dels individu-
Hugorme—Huitfeldt
288
Hugorm (vipera berus).
elle
variationer, dels
tilpasning til
omgivelserne.
Hovedet har
en del
regelmæssig stillede mørke
flekker; langs
hele ryggen
fra nakken
til halespidsen
strækker der
sig et mere eller mindre fremtrædende mørkt
sik-sak-baand. Undersiden mørk, ofte med lyse flekker. Holder
til baade i fjeld- og sletteland, men skyr veldyrkede steder.
Den lever mest i jordhuller (f. eks. musegange) og kommer
gjerne frem for at sole sig, men fjerner sig nødig langt
fra sit skjulested. Hvor dens smuthuller er tilgjængelige
for frost, tilbringer den vinteren i dvale; der ligger da
gjerne flere, op til flere hundrede, sammen. I aug.—
sep. bringer hunnerne 5—12 unger til verden; disse er
14—21 cm. lange og kan straks efter fødselen med sine
gifttænder dræbe smaadyr som unger af firfirsler og
staalorme. H. gaar helst paa rov i varme dage, muligens
ogsaa i skumringen; de lever af forskjellige mindre
hvirveldyr, som de dræber ved et hug af sine tænder; døden
indtræder omtrent øieblikkelig. Hos større hvirveldyr
og mennesker fremkalder biddet som regel kun et
forbi-gaaende, om end ofte alvorlig ildebefindende, i sjeldnere
tilfælde, særlig hos smaa børn, døden. H. er meget sky
og pirrelige dyr, som bliver ganske rasende, naar de føler
sig forulempet; ved forsigtighed kan man dog uden fare
gribe dem i halen og bære dem bort. De har flere
fiender, som kraftig bidrager til deres udryddelse,
saa-ledes pindsvin, ilder, grævling, musvaag og i Danmark
stork. Den er udbredt over hele vort land og naar op
til birkegrænsen.
Hugst, se Afvirkning.
Huguenotter, se Hugenotter.
Huichol, indianerstamme i den mexikanske stat Jalisco,
hører til uto-aztekerne. H., der bor i en dal i Sierra
Madre i et antal af ca. 4000, har bevaret de gamle
seder. [Litt.: Lumholtz, «Symbolism of the Indians»
(New^ York 1900), og sammes «Decorative art of the H.
Indians» (New York 1904; paa norsk. Kra. 1906).]
Huîllard-Breholles [yijar-breå’l], Jean Louis
Alphonse (1818—71), fr. historiker. Hovedverk:
«Recherches sur les monuments et l’histoire des Normands» (1844).
Vigtige kildeskr. til keiser Fredrik Il’s og Siciliens historie.
Huitfeldt, gammel, opr. dansk adelsslegt, der har fælles
herkomst med siegten Hagenskild og optræder i 15 aarh.
Otte H. til Krumstrup (d. ca. 1529) havde 14 børn,
hvoriblandt Christopher til Beritsgaard (d. 1559), der er
den første af siegten, der fører navnet H. og en tid var
lensherre paa Bergenhus, den bekjendte admiral Peder
H. til Engestofte, norsk rigskansler 1547—65 (d. 1584),
Claus H. til Krumstrup (d. 1590), der en tid var
forlenet med Brunla len, og Poul H. til Svedstrup (d. 1592),
statholder i Norge og forfatter af den bekjendte
«Stiftsbog». Blandt den ovenn. Christopher H.s børn er den
-følge); fest, svir. faire la n.
ture, kymle - nocer.
noceur ® m, ranglefant,
svirebroder.
noch (D endnu, endda; ikke
heller, eller.
nocher (f) m, skipper.
nochmal(s) ® endda en gang,
én gang til.
nochmalig ® gjentagen,
fornyet, paany.
nocive (f) skadelig.
Nock (t) f, nok.
noctambule (g) m,
noctam-bulist (D m, søvngjænger; (f) ogs.
natterangler.
noctambulisme (D m, søvn-
gjængeri.
noctilucous © natlysende.
nocturnal ©, nocturne ®
natlig, nat(te)-; om natten; ® ogs.
m, natstykke, nokturne,
nocuité ® f, skadelighed,
nod @ nikke (med), tilnikke;
duppe; nik, dup; tegn, vink.
noddle @ hoved; skolt,
node se note.
node nodus ® m, (mest
med.) knude.
nodose @ knudet.
nodosité ® f, nodosity ©
knud(r)ethed; knude.
nodular © knude(formig)-.
nodule © smaaklump, -knude.
Noël®m, jul;
julenissen;julesalme.
nœud ® m, knude, stik;
(sjø-udtr.) knob; sløife; baand, lænke;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
