Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ibsen ... - Ordbøgerne: O - on ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
433
Ibsen
434
og disse mænds skepticisme fik ikke liden indflydelse
paa I. i hans første forfattertid. I lignende retning
virkede ogsaa indtrykkene fra Welhavens digtning; som
denne forfatter svinger han i dette tidsrum mellem
national huldreromantik og en ironisk-polemisk
stemning overfor samtidens norske forhold. Sammen med
Botten-Hansen og Vinje begyndte han 1851 udgivelsen
af det satiriske ugeblad «Andhrimner», hvis nærmeste
forbillede var Goldschmidts berømte «Korsaren». I dette
blad offentliggjorde han en række digte (trykt i «Efterl.
skr.») og nogle teaterkritiker (trykt i «Suppl.til saml. skr.»),
men foretagendet gik ind allerede efter første aargang.
Det viste sig i det hele umulig for ham at klare sig
som litterat i Kra., og han modtog derfor høsten 1851 Ole
Bulls tilbud om at komme til Bergen for «som dramatisk
forfatter at assistere» den af ham nylig oprettede nationale
scene. Aaret efter fik han af teaterkassen et lidet
stipendium til en udenlandsreise; han besøgte Kjøbenhavn
og Dresden og modtog ved hjemkomsten ansættelse som
instruktør. I denne stilling blev han staaende i fem
aar. Sine forpligtelser som «teaterdigter» opfyldte han
meget punktlig, idet der hvert aar opførtes et nyt stykke
af ham paa teatrets stiftelsesdag 2 jan. :
1853 «Sancthansnatten» (trykt i «Efterl.
skr.»), 1854 en omarbeidelse af
«Kjæmpe-høien» (trykti «Suppl.til saml.skr.>), 1855
«Fru Inger til Østraat (trykt 1857), 1856
«Gildet paa Solhaug» og 1857 «Olaf
Liljekrans» (trykt i «Suppl. til saml. skr.>).
Med undtagelse af «Fru Inger», der viser
paavirkning fra det franske
intrigeskuespil, især Scribe, er alle disse arbeider
studier efter den danske romantiks drama.
— Høsten 1857 vendte I. tilbage til Kra.,
hvor han blev ansat som artistisk
direktør for det Norske teater, der var stiftet
som modvegt mod Christiania theater,
som endnu beherskedes af danskerne.
Det Norske teater gik imidlertid fallit
1862, og I. stod atter paa bar bakke,
hvilket nu var saa meget desto føleligere
for ham, som han 1858 havde indgaaet
egteskab med Susanna Daae Thoresen,
en steddatter af den senere som
forfatterinde bekjendte Magdalena Thoresen. Vistnok fik han
fra nytaar 1863 en stilling som konsulent ved Christiania
theater, men den knebne gage blev ikke engang udbetalt
i sin helhed, og han var nødt til at leve paa gjæld. Sin
litterære virksomhed havde han fortsat med sagadramaet
«Hærmændene paa Helgeland», hans første digteriske
storverk. Stykket var skrevet paa prosa, og dets knappe,
fyndige stil var lagt nær op til sagaens, men det forekom
tidens smagsdommere altfor brutalt, og blev derfor afvist
baade af Christiania theater og af det Kgl. teater i Kbh.,
sidstnævnte sted efter Joh. Ludv. Heibergs censur. Havde
«Hærmændene» nærmest fundet en kjølig modtagelse,
saa vakte det 1862 udgivne nutidsskuespil «Kjærlighedens
komedie» en sand storm af forbitrelse. Stykket, der
var skrevet i elegante, rimede vers, viser i sin opfatning
af «kjærlighed og egteskab» adskillig overensstemmelse
med de i Camilla Colletts 1855 udgivne roman «Amt-
on—onde
mandens døtre» hævdede anskuelser; det røber samme
tvil om kjærlighedens evne til at bære de
samfundsmæssige former forlovelse og egteskab og viser, hvorledes
den gaar under i virkelighedens hverdagslige og af utallige
hensyn opfyldte verden. — I.s anseelse var paa denne tid
saa ringe, at det ikke lykkedes ham at finde forlægger
til nogen af disse merkelige arbeider, de udsendtes begge
to som «nytaarsgaver» til det af hans ven Botten-Hansen
redigerede «111. nyhedsblad»s abonnenter. En velvilligere
modtagelse fik det dybe og dybt personlige historiske
skuespil «Kongsemnerne» (1863), i hvis skildring af
kampen mellem den lyse, lykkesterke og seiersvisse
Haakon, der har «kongstanken», og den søgende og
grublende tviler Skule man kan finde et udtryk for I.s
opfatning af sit forhold til Bjørnson. I. havde i disse
aar gjentagne gange søgt regjeringen om en
reiseunderstøttelse, men det eneste, han havde opnaaet, var et lidet
stipendium til at studere folketraditioner sommeren 1862
og 1863, og hans ansøgning om digtergage (af mars 1863),
hvori han omtaler muligheden af at maatte udvandre
til Danmark, hvis anmodningen afslaaes, var lagt tilside.
Endelig fik han høsten 1863 et stipendium paa 1600 kr.,
og vaaren 1864 tiltraadte han reisen.
Den blev indledningen til et
udenlandsophold, der med enkelte korte
afbrydelser 1874, 1885 og 1890 skulde komme
til at strække sig over 27 aar. Det var
med bitterhed i sindet den 36-aarige mand
efter en lang og haard kamptid forlod
fædrelandet, og den holdning, hans
landsmænd indtog til Danmarks sag, øgede
end mere bitterheden hos ham, der var
en begeistret skandinav. Denne stemning
kom til at præge det første verk, han
sendte hjem fra Rom, hvor han havde
taget ophold. Den mægtige dramatiske
digtning «Brand» (1866; oprindelig formet
som et fortællende digt: «Den episke
Brand», udgivet af K. Larsen, 1907), der
ved sit etiske alvor og sit ubøielige
per-sonlighedskrav paa en maade fortsætter
Søren Kierkegaards verk, var et opgjør
med den slappe og feige «akkordens
aand», som han fandt var den herskende
herhjemme. Lysere i stemningen og af et rigere
menneskeligt indhold var hans næste arbeide «Peer Gynt»
(1867), som spotter fantasteriet og trangen til «at være
sig selv nok», derfor I. stod som særlig norske
nationalsvagheder. — Det var længe, siden noget nordisk digterverk
havde grebet sindene slig som disse to arbeider, I. var
ved dem naaet frem til at være en af Skandinaviens
mest læste og ivrigst diskuterede forfattere, anerkjendelsen
begyndte at strømme ind over ham, og efter fremkomsten
af «Brand» bevilgede stortinget ham en «digtergage» paa
1600 kr. 1868 flyttede han til Tyskland (Dresden 1868:
München 1875), besøgte Kbh. og Sthm., og 1869 deltog
han efter khedivens indbydelse i festlighederne ved
Suezkanalens aabning. Samme aar udkom komedien «De
unges forbund ». Stykket, hvis hovedperson er en politisk
streber og frasehelt, var et vittigt og hensynsløst angreb
paa den hjemlige liberalismes ledere, det modtoges \1ed
hørt (paa skolen); have noget paa
(være beruset),
on (D man.
onager (e), onagre (?) m,
vildæsel; ® ogs. f, (bot.) natlys.
onanere — ® onanieren, sich
selbstbeflecken — (g) commit
onanism — ® se masturber.
onani - ® Onanie, Selbst-
befleckung f ~ @ onanism - (f)
onanisme m.
onanist — (t) Onanist m - (e)
onanist — (D onaniste m.
once @ én gang; engang, this
O. denne ene gang.
once (f) f, unse (vegt); et grand,
oncle (f) m, onkel,
onction (f) f, salvning; salvelse.
onctueux (?) oljeagtig, fedtet;
salvelsesfuld.
onctuosité (?) f, oljeagtighed.
ond — (t) schlecht, böse, Übel,
schlimm; (ondt) Ungemach;
Schmerzen; (es thut) weh, (es thut mir)
leid — (e) bad, evil, wicked; hard
(times); (ondt) hardship; pain;
(wish one) ill; (have ondt af) be
sorry for; (there is no) harm (in
that) — (g) mauvais, méchant,
malin; (ondt) mal; (avoir) pitié
(de); (det gjør mig o.) j’en suis fâché,
désolé.
ondartet — (t) bösartig - @
malignant, dangerous - (?) malin,
maligne.
onde ~ (t) Übel n — (e) evil,
ill ; (i sammensætn.) malady,
complaint — (?) mal m.
(Fot. at Gustav Borgen. >
Henrik Ibsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
