Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Leonardo Pisano ... - Ordbøgerne: R - rideau ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
rideress—ridiculous
Asiens høiland (Tibet, Syd-Sibirien) i egne 3—6000 m. o. h.,
er lysere og blegere i farven, med meget langhaaret pels
og meget lang, tyk hale, forøvrigt af samme størrelse
som den egentlige 1.
Leopa^rdi, Giacomo (1798—1837), en af Italiens
største digtere i nyere tid. Tilhørte en adelig, men fattig
familie. Blev strengt opdraget af gammeldagse forældre.
Kastede sig, tidlig moden, over studiet af sprog og
litteratur. I 16—17-aarsalderen udgav han filologiske skrifter,
som vakte opmerksomhed. Men hans svage konstitution
led under det anstrengende arbeide, han sørgede over
fædrelandets politiske tilstand, hans stemninger tog en
mørk og pessimistisk retning, og hans livs- og
verdensanskuelse blev efterhaanden aldeles sort og trøstesløs.
Først deist, siden ateist. 1818 digtede han sin «Ode til
Italien»; den gjorde megen opsigt. 1823 kom den endnu
mere berømte «Bruto minore», som bæres af fornem
melankoli og fortvilet stoicisme. Han ligger mere og
mere under for sygdom og nød. Fra 1833 bor han i
Neapel sammen med søskendeparret Ranieri. En ulykkelig
kjærlighedshistorie med en kokette, som bare legte
med ham, affødte digtene «A se stesso» og «Aspasia».
Den populæreste af hans sange er «L’amore e la morte».
I den sidste af sine canzoner, «La Ginestra», udløser
han hele sin weltschmerz. Et satirisk digt, som skulde
være en fortsættelse af det græske komiske epos
«Ba-trachomyomachien», gjorde mindre lykke paa grund af
de vanskelig forstaaelige politiske hentydninger. Ogsaa
som Prosaiker staar han høit («Operette morali», brevene).
Den bedste tyske oversættelse af hans verker er P. Heyses
(1878). L. stiftede ingen skole, men han har i sin
ensomme storhed virket mægtig paa eftertiden. [Litt.:
H. Key i «Nord, tidsskr.» (1889); H. Hahl, «Les tendances
morales dans l’œuvre de L.» (Helsingfors 1896).]
Leopa’rdo, Allesandro, kaldt del Gavallo (d.
1522), venetiansk billedhugger og arkitekt. Hans tidligst
kjendte arbeide skal være udsmykningen af dogen Andrea
Vendramins gravmæle fra 1480-aarene. Den pragtfulde
sokkel til Verrocchios Golleoni monument og støbningen
og ciseleringen af selve rytterstatuen er udført af L. 1491
—94. Helt hans eget arbeide er de tre bekjendte
flagholdere paa Markuspladsen (1500—05\ Thomasfiguren
paa P. Bernardos gravmæle i Frarikirken regnes ogsaa
for et arbeide af L.; som arkitekt har han sammen med
A. Riccio skabt Giustinakirken i Padua. L. var i Venedig
en af repræsentanterne for renaissancens begyndende
blomstringsperiode.
Leopold, t. keisere. 1. L. I (1640—1705), keiser
1658 -1705, søn af Ferdinand III, 1655 konge af Ungarn,
1656 af Böhmen, 1657 herre over de østerr. arvelande.
Var oprindelig bestemt til kirken og vel oplært, var
bigot og begunstigede jesuiterne. Skjønt mindst af alt
soldat førte han mange krige. 1699 vandt han store
landstrækninger fra Tyrkiet; derimod var han ikke heldig
overfor Frankrige. Hans sønner var Josef I og Karl VI.
— 2. L. II (1747—92), keiser 1790-92, søn af Frans I
og Maria Theresia, blev 1765 storhertug af Toskana og
begyndte her et omfattende reformarbeide ud fra
oplysningstidens idéer. Finansvæsen og lovgivning
omordnedes, og kirkepolitisk gik L. frem paa lignende maade
som broderen Josef II (s. d.). Imidlertid var L. klogere
Leopa’rdi—Leopold
96
og mere bøielig end denne, hvad der ogsaa viste sig ved
hans overtagelse af regjeringen i Østerrige 1790. Den
truende gjæring, som Josefs fremfærd havde vakt,
beroligede han ved klog eftergivenhed, og planen om at skabe
en østerr. enhedsstat opgav han helt. Udad søgte han
fred, undslog sig længe for at støtte søsteren Marie
Antoinette med vaaben og sluttede først kort før sin
død den første koalition. Af hans sønner merkes Frans II
og erkehertugerne Karl og Johan.
Leopold I, fyrste af Anhalt-Dessau (1676—47), t.
feltherre, kaldt « der alte Dessauer» (se D e s s a u e r m a r s c h e n),
blev allerede 1688 oberst, overtog 1698 regjeringen i
Anhalt-Dessau, men skjænkede krigen sin hovedinteresse.
I preussisk tjeneste udmerkede han sig navnlig i aarene
1702—15, blev 1712 feltmarskalk. Han var en god ven
og fortrolig af Fredrik Vilhelm III og har store
fortjenester af den preussiske hærs organisation. Personlig
var han barsk og voldsom, men brav; han levede i
lykkeligt egteskab med en apotekerdatter.
Leopold (1790 — 1852), storhertug af Baden 1830—52,
førte en liberal politik, men maatte ikke desto mindre
mai 1849 forlade landet som følge af en republikansk
bevægelse; kunde dog ved Preussens hjælp vende tilbage
aug. s. a. Hans søn var Fredrik (s. d.).
Leopold, belgiske konger. 1. L. I (1790—1865),
konge 1831—65, var prins af Sachsen-Koburg, opholdt
sig som ung længere tid i Rusland og deltog som russisk
officer i krigen mod Napoleon. Afslog 1830 Grækenlands
trone, men modtog 1831 Belgiens. Som konge overholdt
han strengt forfatningen og det parlamentariske styre,
men vandt alligevel indflydelse og blev almindelig afholdt.
1832 egtede han en datter af Ludvig Filip af Frankrige.
— 2. L. II (1835—1909), konge 1865—1909. Søn af
foreg., blev 1853 medlem af senatet og viste sig snart
som fremragende taler. Som konge stræbte han at
efterligne faderen, ikke altid med samme held. Hans privatliv
var ofte gjenstand for angreb, og hans huslige forhold
formede sig ikke heldig (han egtede 1853 Marie Henriette
af Østerrige, d. 1902); med sine døtre førte han ligefrem
proces. Paa dødsleiet lod han sig vie til sin elskerinde
Caroline Lacroix, baronesse Vaughan, der kort efter hans
død egtede sin forvalter. — L. var imidlertid en høit
begavet mand med sterke økonomiske og videnskabelige
interesser, og dette gav sig udslag i hans største livsverk,
organisationen af Kongostaten (s. d.). L. fulgtes paa
tronen af sin brodersøn Albert.
Leopold V (1157—94), hertug af Østerrige 1177—94,
deltog i tre korstog 1190—92 og kom under beleiringen
af Akka i strid med Richard Løvehjerte, hvem han siden
tog til fange i Wien og udleverede til keiser Henrik VI.
Leopold, Karl Gustafaf(f. Leopoldt, 1809 adlet:
af L.) (1756—1829), sv. forfatter, debuterede allerede før
sit 20de aar; skrev 1778 i anledning af kronprinsens
fødsel en ode, der blev skarpt kritiseret af Kellgren, og
L.s produktion stansede en tid. Efter Kellgrens død var
L. tidens mest anseede digter, og dette tidsrum kaldes
da ogsaa med rette det L.ske. Da den nye romantiske
retning begyndte at gjøre sig gjældende, blev L. den,
som man særlig rettede sine angreb mod. I slutningen
af sit liv blev L. blind («den blinde Seer Tiresias-L.>
(Tegnér)). — En væsentlig del af L.s produktion er lære-
rideress ©rytterske, beriderske.
rideskole — (J) Reitschule f —
@ manège, riding-school — ®
école (f) d’équitation.
ridestøvle - ® Reit(er)stiefel
m " @ riding-boot(s) ;
jockey-boot(s) — (f) botte (f) à l’écuyère.
ridetur — ® Spazierritt m
— @ ride - ® promenade (f) à
cheval.
ridetøi - (t) Reit-, Sattelzeug n
- @ riding equipage, furniture
-(f) ’harnais m (d’un cheval de selle).
ridevei — ® Reitweg, -pfad m
— @ bridie-path, -road, - way —
(f) allée (f) des (pour) cavaliers
ridge @ høidedrag; fjeld(ryg),
rygning, kjøl, aas(ryg); ophøiet
stribe; møne, mønning, ryg (paa
tag); (bot.) ribbe; (tilsjøs) rev;
danne som en ryg, rygge; fure;
rynke.
ridge-band, -stay @ høvre i
sæletøi.
ridgelet @ liden ryg(ning).
ridge-piece, -plate, -pole @
mønsaas.
ridger, ridge-rope © høvre;
(tilsjøs) stræktaug.
ridge-turret (e) tagrytter.
ridgling (g) halvgildet (halvgra)
handyr.
ridgy © rygget, aaset,
ridicule © & (î) m, latter, spot;
få ogs. spotte (over), latterliggjøre;
® ogs. latterlig(hed), det latterlige.
ridiculiser se r. gjøre sig
latterlig.
ridiculité (?) f, latterlighed,
ridiculous © latterlig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
