Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lyderhorn ... - Ordbøgerne: S - salut ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
351
salve—salær
nomen Besse], som saa 1. udenfor Hamburg 1907, af
fysikeren Knorr (senere i Kiev) o. fl. L. antages at
skyldes fosforescerende gaser, som dannes af organiske
stoffe i jordbunden, muligens sumpgas med tilblandet
fosforvandstof. I enkelte tilfælde kan 1. være forvekslet
med St. Hansorm eller lysende raadden ved. I kolde
egne som Skandinavien sees 1. ikke.
Lykabettos (Hagios Georgios), fjeld n.ø. for Athen,
277 m. høit.
Lykaonien, i oldtiden steppelandskab i Lilleasien,
nord for Tauros; hovedstad Ikonion.
Lyklen, landskab i det sydvestlige Lilleasien, væsentlig
bjergland. Beboedes af lykierne, der hovedsagelig havde
nedsat sig langs tre elvedale; deres oprindelse er
ganske usikker (jfr. Lykisk). L. holdt sig uafhængigt
af Lydien, men blev efter 546 f. Kr. undertvunget af
Kyros, stod under de senere perserkrige paa græsk side
og stod siden under Ægypten og Syrien. 167—43 var
det uafhængigt under romersk vern og blev 43 indlemmet
i romerriget. Lykierne har været et ganske høit
kultiveret folk. [Litt.: Th. Kluge, «Die Lykier» (1910).]
Lykisk, det gamle sprog i Lykien (s. d.) i det vestlige
Lilleasien. Vi kjender det fra omtr. 150 indskrifter, de
fleste ganske korte, skrevet i et alfabet, som stammer
fra det græske. De er endnu ikke helt tydet. Heller
ikke er sprogets slegtskabsforhold paa det rene. Det
ansees af nogle for indogermansk, medens andre vil
henføre det til de kaukasiske sprog. Af sprogforskere,
som har behandlet det, kan især nævnes: M. Schmidt
(«Neue lykische Studien», Jena 1898), Deecke («Lykische
Studien» i «Beiträge zur Kunde der indogermanischen
Sprachen», 1887 f.), og her i Norden Sophus Bugge
(«Lykische Studien», Kra. 1897), Alf Torp («Lykische
Beiträge», Kra. 1898—1901), Vilh. Thomsen («Études
lyciennes», Kbh. 1899), Holger Pedersen («Lykisk» i
«Nordisk tidsskrift for filologi» 3 r., 7 og 8, og «Zu den
lykischen Inschriften» i «Zeitschrift für vergleich.
Sprachwissenschaft», bd. 37).
Lykke, danske adelsslegter, hvoraf den ældste uddøde
i 15 aarh. Hertil hørte 1. Iver L. (d. ca. 1400), rigsraad,
deltog 1352 i Niels Bugges oprør. Hans søstersøn, af
siegten Munk, antog navnet L. Hertil hørte 2. Niels L. (ca.
1490—1535), n. rigsraad, var længe tilhænger af Kristian
II, med udsonede sig siden med Fredrik I og sendtes
1528 til Norge, hvor han egtede Elline Gyldenløve, datter
af fru Inger Ottesdatter (s. d.), og hvor den kloge og
vindende mand vandt stor indflydelse. 1532 faldt han
i unaade hos Fredrik I, og da han siden traadte i
forhold til sin afdøde hustrus søster Lucia og fik en søn
med hende, blev han 1535 dømt i hænderne paa sin
fiende erkebiskop Olav Engelbrektssøn, der s. a. lod ham
«røge ihjel» i fængslet. — 3. Jørgen L. til Overgaard
(d. 1583), diplomat, blev rigsraad ca. 1544. Han var
en af landets rigeste mænd, stolt af sit adelsskab
(«Danmarks sidste ridder»), pragtlysten, æresyg, ødsel og
hensynsløs; dog er fortællingen om hans uretfærdige
dødsdom over presten i Ullids neppe korrekt. — 4.
Anne L. (1595—1641), sønnedatter af foregaaende, egtede
1615 Kai Rantzau, men blev enke 1623 og indlod sig
derpaa i forhold til Kristian I V’s ældste søn Kristian
(s. d.), med hvem hun til almindelig forargelse reiste
Lykabettos—Lymfe
352
rundt i landet. Kongen lod hende derfor indespærre
1626—28; senere indgik hun nyt egteskab. — 5. Kai
L. (d. 1699), brodersøn af foreg., arvede fra faderen
stor rigdom og viste økonomisk dygtighed, men var
samtidig karaktersvag og udsvævende og løs i munden,
Den elegante unge mand gjorde lykke hos kvinderne og
havde fuldt op af erotiske eventyr. Med hoffet havde
han lagt sig ud, og hans hele sociale position gjorde
ham mistænkelig i enevældets øine. Da det saa i 1661
kom op, at L. i et brev havde udtalt sig høist
nedsættende om dronningen, greb hoffet leiligheden til at slaa
ned paa den rige adelsmand og paatvang ham et forlig,
hvorefter han skulde betale en stor bod. Kort efter
flygtede L., der formodentlig ikke har følt sig sikker,
blev derefter tvertimod forliget stevnet for
majestætsfornærmelse og dømt til døden; henrettelsen udførtes
in effigie, og L.s eiendom blev konfiskeret. L.s senere
liv er ikke meget kjendt; 1676 blev han fanget i Skåne,
vistnok frigivet 1679, døde i Bramminge.
Lykke-Seest, Peter (1868—), n. forfatter; har
skrevet flere revyer, en samling digte, «Hvide nætter» (1896),
og nogle realistiske samfundsskildringer, «Under
paddehatten» (1898), «Hø» (1899), komedien «Folkets mand»
(1902) o. fl. Paa en reise til Mexico hentede han stoffet
til de to romaner «Moder Maanes børn» (1909) og
«Skogene brænder» (1910) samt til den paa eng. skrevne
reiseberetning «Mexico, Havanna, Galveston» (1909).
Lykkespil, se Hasardspil.
Lyko’fron (3 aarh. f. Kr.), græsk digter og
grammatiker, knyttet til biblioteket i Alexandria. Af hans skrifter
er kun bevaret det lærde og dunkle digt «Alexandra»,
der indeholder Kassandras spaadom om Trojas
undergang og fortællinger om græske helte.
Lyksborg, se Glücksburg.
Lyku’rgOS skal have været lovgiver i Sparta i 9 aarh.
f. Kr. og have givet staten den retslige og sociale
organisation, som siden betingede dens styrke. Beretningerne
om L. er dog høist usikre og varierende, og for mange
punkters vedkommende er det klart, at forholdene ikke
kan skyldes enkeltmands virksomhed, men er frugten
af en lang udvikling. Det maa overhovedet betragtes
som tvilsomt, om L. er en virkelig historisk personlighed
eller mulig opr. et kultusnavn for lysguden.
Lymfe er en klar, farveløs eller hvidgul vædske, der
ligesom blodet bestaar af en flydende del (plasma) og
en deri suspenderet talrig mængde af celler, l.-Iegemer,
lymphocyther. L. cirkulerer i l.-karrene, som i regelen
forløber sammen med blodkarrene, saavel i organerne
og langs de dybere liggende kar som lige under og i
huden. Med deres fine endeforgreninger, kapillærer,
danner de sammen med l.-kj ertlerne et karsystem,
I.-kar sy s tem et. I dette opsuges endeprodukterne
(«forbrændingsprodukterne») fra vævenes stofskifte.
Sammen med den fra tarmkanalen optagne chylus føres 1.
tilbage til det cirkulerende blod. Paa forskjellige steder
i l.-karsystemet ligger l.-kjertlerne (glandulæ lymphaticæ),
smaa, rundagtige faste legemer, fra hvilke I.-karrene
optager nydannede celler, og i hvilke de afleirer andre.
Infektionskim kan fra et infektionssted optages i I. og
bevæge sig med 1.-strømmen. Herved kan der ske en
infektion af l.-karret (ly m f ang His), hvilket viser sig som
salve © (bibelsk) salve ; (slang)
smukke ord.
salvé ® m, salve (bøn til
jomfru Maria).
salvelse — (Î) Salbung f — (e)
anointment, unction - ®
onction f.
salvelsesfuld — (t)
salbungsvoll, -reich - (e) full of unction
— (f) plein d’onction; onctueux.
salver (e) (præsenter)bret.
salvie — © Salbei f — © sage
- ® sauge f.
salvieren ® bringe i sikkerhed.
salv(n)ing — ® Salbung f
-© anointing, anointment - ®
onction f.
salvo © forbehold;
undskyldning, udflugt; (æres)salve, salut.
salvor @ (jur.) bjerger, (pi)
bjergingsfolk.
Salweide ® f, selje.
Salz ® n, salt. ins S. hauen
nedsalte; bagvaske.
Salzbad ® n, sjøbad.
Salzbergwerk ® n, saltverk,
saltgrube; saline.
Salzbrühe ® f, saltlage.
Salzbüchse ® f, saltkar,
salzen ® salte, gesalzen
spege-; (flg.) kraftig, saftig,
salzig ® salt.
Salzknappe ® f, arbeider i
saltmine.
Salzlache ® f, saltsump, -pøl.
Salzsäure ® f, saltsyre.
Salzsole ® f, saltvand,
salær — © Salär, Salar(ium),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
