Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mosafinn ... - Ordbøgerne: S - singletree ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
883
sinistral—sinnbetäubend
Mosdyr (bryozoa, polyzoa) er en temmelig isoleret
gruppe af smaa vanddyr, som har en betydelig udbredelse,
særlig i havet^ og i sin organisation slutter sig til ormene.
Enkeltdyrene har en paafaldende ydre lighed med
hydroide-polyper, idet de omkring munden bærer en flimmerklædt
tentakelkrans, som kan bredes vidt ud og lynsnart trækkes
ind; ligeledes danner de med faa undtagelser kolonier,
som er krybende eller træformige og danner bløde,
hornagtige eller sterkt forkalkede overtræk over stene,
vandplanter, andre dyr o. a. gjenstande. De fastere dele
ud-gjøres af enkeltdyrenes kutikularskelet. Kun en enkelt
ferskvandsform (cristaiella) danner fritsvævende kolonier.
M,, som i organisation staar betydelig over
hydro-iderne, falder i to grupper, som er saa forskjellige, at
det er tvilsomt, hvorvidt de er af fælles afstamning.
Den ene, de entoprocte m., mangler kropshule og har
gattet liggende indenfor tentakelkransen. Nyrekanalerne
ligner fladormenes (protonefridier). Den anden og større
gruppe, de ektoprocte m., har en rummelig, ofte
flimmerklædt kropshule mellem kropsvæg og tarm ;
gattet ligger udenfor tentakelkransen. Enkeltdyrene falder
derved i to dele, en bagkrop (cystid), som væsentlig
dannes af den skeletklædte hudmuskelsæk, og en forkrop
(polypid), som dannes af tarmen med tentakelkransen
og helt kan trækkes ind i bagkroppen. Skelethylstret
(huset) kan hos mange former lukkes ved et laag; det
er ufuldstændig, saaledes at koloniens dyr i stor
udstrækning er sammenhængende. Det krumme parti af
tarmen er ved en streng (funiculus) fæstet til cystidens
bund. I de som regel meget individrige kolonier findes
ofte en arbeidsdeling mellem individerne. Foruden de
omtalte ernæringsindivider forekommer tre typer, o
vi-celler, vibracularierogavicularier; de bestaar
alle af en omdannet cystid uden polypid. Ovicellerne
danner kapsler, som tjener til at optage de befrugtede
eg under deres udvikling, vibracularierne lange
føle-traade, avicularierne eiendommelige fuglehovedlignende
gribeorganer, som tjener næringsoptagelsen. Kjønscellerne
dannes i kropshulens epitel, testes ligger som regel paa
funiculus, ovarierne i cystidvæggen. Under ugunstige
forhold degenererer polypiderne ofte til en brunlig masse
for ikke sjelden efter længere tids forløb atter at
nydannes, naar gunstige forhold indtræder. Mange af de i
havet levende m. gjennemgaar en forvandling, idet der
ud af eggene kommer fritsvømmende flimmerlarver.
Mosebøger, de fem, Pentateuchen, er de fem første
bøger i det gamle testamente; de fortæller 1.
skabelses-og urtidshistorien, 2. patriarkhistorien, 3. Israels historie
indtil Moses’ død. M. kaldes henholdsvis «Genesis»,
«Exodus», «Leviticus», «Numeri» og «Deuteronomium».
At M. i deres nuværende skikkelse skulde være et samlet
skrift af Moses, modsiges dels af forskjelligheder i stil og
indhold, som viser, at M. ikke danner en litterær enhed,
dels af, at Moses’ død fortælles (5 Mos. 34). Ad
tekstkritisk vei har man ment at kunne adskille følgende
kildeskrifter: Jah visten (J.) med gudsnavnet Jahve,
Eloh-isten (E.) med gudsnavnet Elohim, der begge fortrinsvis
indeholder fortællende stof, et presteligt kildeskrift (P.),
som navnlig indeholder kultiske love (herhen hører hele
3 Mos.) og Deuteronomisten (D.), som behersker 5 Mos.
De samme «kilder» paavises endnu i Josva bog, som
Mosdyr—Moser
884
derfor ofte sammenfattes med M. under navnet
Heksa-teuchen.
Mosefund er i Danmark den arkæologiske betegnelse
for oldsagsfund fremdraget fra myrer (d. moser), hvor
de antages nedlagt som votivgaver. M. bruges specielt
om en række større fund fra den saakaldte romerske
jernalders tid fjfr. Jernalder), især bekjendt er m.
ved Nydam, Thorsbjerg og Vimose.
Mosel (lat. Mosella, fr. Moselle), Frankrige og Tyskland,
venstre tilløb til Rhinen, udspringer i de sydlige Vogeser
nær grænsen mellem Frankrige og Tyskland, 735 m. o. h.
Efterat dens to kildeelve, Moselle og Moselotte, er
forenet ved Remiremont, flyder M. gjennem det lothringske
trinland forbi Epinal (Canal de l’Est til Saône), Toul
(kanal til Maas), optager Meurthe Tforbi Nancy, Marne—
Rhin-kanal), gaar over grænsen mellem fransk og tysk
Lothringen, forbi Metz (iløb af Seille) og Diedenhofen,
danner grænsen mellem Luxemburg og Rhinprovinsen,
hvor den optager fra vest Sauer, fra nord Saar, løber
forbi Trier og i en trang bugtet dal med vinhaver, talrige
landsbyer og borge gjennem det Rhinske skiferfjeld, og
munder ved Koblenz. 540 km. lang, 28 000 km.^
vanddistrikt, farbar for dampskibe op til Trier. — Det
tidligere franske departement Moselle, 5468 km.^, blev 1871
næsten i sin helhed tysk.
Moselvine, svage, syrlige .rhinskvine, lyse med svagt
grønskjær. Har en svag joråsmag. M. kommer fra
egnene omkring Mosel og dens bielve. De benyttes ofte
til fremstilling af mousserende vine.
Mosen, Julius (1803—67), t. digter. Han var
dramaturg ved hofteatret i Oldenburg og skrev foruden noveller
og episke digtninge en lang række mest historiske
skuespil. Han erindres nu alene paa grund af nogle
folkelige, historiske ballader som «Andreas Hofer», «Der
Trompeter an der Katzbach» og «Die lezten zehn vom vierten
Regiment».
Mosenthal, Salomon H e r m a n n (1821—77), t.
forfatter. Han levede i Wien som bibliotekar ved
kultusministeriet, 1850 slog han igjennem med folkeskuespillet
«Deborah» og skrev senere en lang række skuespil, af
hvilke mange havde et overordentligt sceneheld, men de
er dog alle ganske blottet for litterært værd.
Moser, Gustav von (1825—1903), t. forfatter. Han
var først officer, dernæst en tid godseier, men levede i
sine sidste aar udelukkende for litteraturen. Han har,
ofte i samarbeide med andre forfattere, skrevet en stor
mængde lystspil, som havde et stort sceneheld. Litterært
seet er de uden enhver betydning. Flere af hans
lystspil som «Bibliotekaren» har oplevet talrige opførelser
ogsaa paa nordiske scener.
Moser. 1. Johann Jakob M. (1701—85), t.
stats-og folkeretslærer, tog levende del i sit fødeland
Württembergs politiske liv, i hvilken anledning han fra 1759—64
maatte udstaa barbarisk fængselsstraf. M. har stor
betydning for folkeretsvidenskabens og tysk statslæres
udvik-vikling, indleder den positivretslige retning i videnskaben.
Han har skrevet en lang række bøger, hvoraf merkes
«Teutsches Staatsrecht» (26 bd., 1737—53), «Versuch des
neuesten europ. Völkerrechts» (10 bd., 1777—80). — 2.
Friedrich Karl M. (1723—98), foreg.s søn, politiker og
skribent, øvede indflydelse paa sin samtid ved en række
sinistral ©venstre; venstredreiet.
sinistre (g uheldvarslende,
ulykkelig; mørk, skummel; ond,
slem, styg; m, (jernbane-,
sjø)-ulykke; ildebrand; (brand-, hagl-,
sjø)skade.
sinistrorsal (e) venstreskaaren,
-vreden, -gjænget.
sinistrorse (g) (bot.)
venstresnoet, oprullet U1 venstre.
sink (e) synke; falde; gaa
tilbunds; segne (under); (ned)sænke;
nedværdige; grave; uddybe;
tilvende sig; ikke tale mere om;
fortie; ikke udtale (stum bogstav);
betale af paa, amortisere;
(afløbs)-rende, kloak ; (kjøkken)vask ; sække
(paa snøre); afgrund, slug =
sinkhole.
sinke — © Dumm-, Dickkopf,
Nachzügler, fauler Schüler m —
(e) lag, backward child — ® esprit
borné; imbécile; clampin; cancre m.
sinke vb - (t) aufhalten,
verzögern - @ retard, detain, delay
— ® retarder, retenir (q).
sinken (Î) synke; falde.
Sinken (t) n, synken, synkning,
sinking (e) medtagen, modløs;
synkefærdig, s. fund
amortisa-tionsfond.
sinless @ syndefri.
Sinn (t) m, sans; sind, hu;
betydning, forstand, mening.
sinnberückend,
-bestrickend, -bethörend (t) bedaarende.
sinnbetäubend ®
sansebedøvende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
