Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mysideer ... - Ordbøgerne: S - skjenderi ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skjoldet - skjæbne
975
Mystikk-Mytologi
976
Mysti’k, snart betegnelse for følelsessiden i religionen,
saaledes naar man taler om m. hos Paulus og Luther,
snart om en religiøsitet, hvor følelsen tager magten fra
andre psykologiske faktorer. Det religiøse livs
høide-punkt bliver da den intuitive skuen, den ekstatiske
hen-synken i det guddommelige. M. er intet specifik kristeligt
fænomen, indernes yoga, persernes sufisme, grækernes
nyplatonisme er saaledes mystiske retninger. Den sidste
har paavirket kirken (Dionysius Ariopagita, Augustin).
I middelalderen træffer vi Bernhard af Clairvaux og
victorinerne, senere hollandske og tyske teologer (Eckart,
Suso, Tauler) som repræsentanter for m. I 16—17 aarh,
merkes kvietismen (s. d.). Medens den reformerte
teologi er overveiende forstandsmæssig, har den lutherske
en mystisk aare. Men sit egentlige hjemsted har m. i
romerkirken, hvor den har fostret ædle skikkelser. [Litt.:
Edv. Lehmann, «M.» (1904).]
My’stisk (græ.), hemmelighedsfuld, dunkel, skjult.
Mysunde, landsby ved veien
Eckernförde—Flensborg, har under de dansk-tyske krige spillet en betydelig
rolle ved forsvaret af Danevirke-stillingen.
Myte, se Mytologi.
Mytens, Daniel (omkr. 1590—efter 1658), holl.
portrætmaler, f. i Haag, paavirket af Rubens, opholdt sig
1618—30 i England, hvor han en tid var hofmaler. Af
hans faste, enkle, karakterfulde portræter er de fleste at
finde i engelske samlinger; Statens museum i Kbh. eier
et portræt af Karl I.
Mytîlëne (Mytilini, Mitylene, nu Kastro), by paa
østsiden af Lesbos (s. d.) blandt de lilleasiatiske (tyrkiske)
Sporader, i oldtiden vigtigt sæde for kunst og videnskab,
nu 10—20000 indb.
Mytilus, se Bl aas kjæl.
Mytïlusniveauet er en af P. A. Øyen indført
betegnelse for endel skjælbanker og lerlag, som er afsat efter
den sidste istid. Strandlinjen for de ældste hidhen
hørende afleiringer ligger ved Kristiania 220 m. o. h. og
er den øverste marine grænse; for de yngste ligger den
205 m. o. h. M. karakteriseres ved den første optræden
i Kristianiatrakten af blaaskjæl (mytilus edulis) som
strandform.
Mytogräfer (græ.), forfattere, som har skrevet verker,
der gaar ud paa at fortælle eller tolke myterne.
Mytologi, læren om myterne, betegner 1. alle de
myter, som tilhører en bestemt religion. Man taler om
den græske, den romerske m. o. s. v.; 2. den vidt nskab,
som beskjæftiger sig med studiet af myterne. Det græ.
ord myte betyder egentlig tale, fortælling, men bruges
nu om fortællinger, der dreier sig om guderne, deres
liv og gjerninger, deres forhold til hverandre indbyrdes
og til menneskene. I videre betydning omfatter m. ogsaa
sagn om helte, forsaavidt de oprindelig var guder eller
væsener, som stod over menneskene. Myterne har for
en stor del sin oprindelse i, at man opfattede
naturkræfternes virkninger som handlinger af levende væsener.
Efter kræfternes virkninger kunde disse væsener deles i
onde og gode. Da naturkræfterne overgaar menneskets
kræfter og aldrig ophører at virke, maatte guderne have
overmenneskelige kræfter og være udødelige; men de
tænkes dog stadig analoge med de levende væsener paa
jorden. Hertil kommer, at man ogsaa dyrkede de afdødes
aander. Om udviklingen af gudsforestillingerne se art.
Guder. Da der nu inden de fleste religioner er flere
guder, hver med sin virkesfære, og da menneskene ved
sin gudsdyrkelse træder i forbindelse med guderne eller
efter døden kommer til dem, saa er dermed givet rige
muligheder for menneskefantasien til at danne myter.
Man faar saaledes fortællinger om gudeegteskaber,
gude-slegter, gudekonger, om gudernes eventyr paa jorden,
hvor de kan optræde som krigere, vismænd, og staa i
elskovsforhold til mennesker og saaledes blive stamfædre
for berømte slegter. Myterne kan ogsaa være forklaring
paa kultusforhold, hvis oprindelige mening er glemt
(ætiologiske eller aarsagsforklarende myter, f. eks.
forklaringer af gamle offerskikke i de indiske brahmanaer).
En folkeskik kan blive hellig handling og faa sin myte;
Prometheus bliver gud for ildsfrembringelsen, og da
danner sig myten om, at han røvede ilden fra himmelen.
Til forklaring af gudeemblemer dannes myter, f. eks
fortællinger om Odins spyd og Tors hammer. Endelig kan
der paa senere stadier dannes sammenhængende myter
om verdens ophav, udvikling og undergang
(kosmogoniske myter). — Kilderne for m. er for naturfolkenes
vedkommende reisendes og missionærers iagttagelser. For
kulturfolkene har vi den gamle litteratur. Ogsaa
undersøgelsen af nutidens folkeminder kan hjælpe til at
for-staa gamle myter og kultusformer. Stundom kan myten
have gaaet over til sagn eller eventyr derved, at det
væsen, som myten omhandler, har mistet sin
guddommelige karakter. Arkæologien kan give os oplysninger om
templer, gudebilleder, indskrifter, mynter,gravskikke m. m.
— Da myterne ofte er urgamle og indeholder minder fra
en tid, da menneskene stod paa et meget primitivt
kulturtrin, saa findes der i dem meget, som maatte synes
uforklarligt, urimeligt og raat for mere udviklede slegter.
Man søgte da at finde forklaringer og tilstræbte en
forening af den plumpe folketro med den høiere
natur-erkjendelse, man var naaet til. Saaledes forklarede
stoikerne i Grækenland myterne allegorisk, og Euemeros
(s. d.) antog, at guder og heroer var oprindelig mennesker.
Lignende opfatninger holdt sig helt til det 18 aarh.s
slutning. De betragtede alle myterne som uklare
iklædninger af gamle religiøse, filosofiske og historiske sand
heder, altsaa som et slags billedsprog. Med den
sammenlignende sprogvidenskab opstod den sammenlignende m.,
hvis hovedforfegtere var A. Kuhn og Max Müller. De
gik ud fra, at de sproglige mytiske benævnelser tilhørte
den indogermanske urtid ligesaavel som de mytiske
grundbegreber. Men denne engang meget udbredte teori
mistede hurtig tiltro, da en nøgtern sammenligning kun
førte til magre resultater. Tilhængerne af
evolutionslæren maatte nødvendigvis udlede alle høiere myteformer
af de lavere. Waitz, Tylor og Spencer bestred
naturforklaringerne af myterne og erklærede dyrkelsen af de
afdøde aander for religionens oprindelse. Den senere
myteforskning ser i myterne nærmest et meget
sammensat produkt, hvori menneskenes første kultus og
naturopfatning, digtning og sagn indgaar som elementer. Ingen
enkelt forklaringsgrund strækker til for alle myter. Som
eksempel paa en enkelt m. kan vi tage den nordiske.
Ved nordisk m. forstaaes særlig vikingetidens m. Fra de
ældre tider har vi kun oldsager og enkelte efterretninger
sit s.) be up to — ® bouclier;
(vaaben-) écu m; (føre i sit s.)
porter; (hvad han fører i sit s.)
quels sont ses desseins, ce qu’il
a dans l’âme; (ryg-) carapace f.
skjoldet — ® fleckig - ©
stained, discoloured — (f) tacheté.
skjoldlus - ® Schildlaus
f-@ coccus - (D cochenille f.
skjoldmø - (t) Schildjungfrau,
Walküre f — (i) female warrior,
amazon - ® valkvrie f.
skjorte - ® Hemd n — (e)
shirt - (?) chemise f.
skjortebryst — (t)
Hemd(en)-einsatz m - (e) shirt front - (f)
devant (m) de chemise; (løst)
chemisette f.
skjorteærmer: i s., i
skjorteærmerne — (Î) in Hemdsärmeln
— (e) in his shirt sleeves — ® en
manches (bras) de chemise.
skjul — ® Hülle f, Versteck n;
(lægge s. paa) ein Hehl aus etwas
machen, etw. geheim halten,
verheimlichen; (krybe i s.) sich
verkriechen (verstecken) — @ cover,
shelter; fs.ested) hiding-place, place
of concealment; (lægge s. paa)
make a secret of, conceal (a thing)
— ® abri m; (s.ested) cachette f;
(lægge s. paa) dissimuler; (krybe i
s.) se cacher. Se ogs. skur.
skjule — ® verstecken, -bergen,
heimlichen, hehlen - (e) hide,
conceal, secrete (from) — ® cacher
(qc à q); dcrober, couvrir; (dølge)
déguiser; (dække over) voiler.
skjæbne — ® Schicksal,
Geschick, Verhängnis n, Schickung f
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
