Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Dialekter - Litteratur - Ordbøgerne: S - sparte ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1259 Norge
Spasshaftigkeit—spatterdashes
nil, II, (Id og lignende forbindelser. Flertal af
substantiver og præsens og imperfektum af verber har ikke a
i endelsen, uden dersom ordet har ligevegtsform. Paa de
fleste steder er dativ brugelig. 3. Fjeldbygdsmaalene
danner overgang til vestlandsk fra de to foran nævnte;
medens substantiver med «ligevegtsform» paa det
egentlige Østland ved endelser viser sig at udgaa fra kasus
udenfor nominativ i oldnorsk (f. eks. beta, viku), er der
i fjeldbygderne ofte saadant som bete, vika. Enkelte af
de vestlandske konsonantforbindelser optræder. 4. I de
trønderske maal er modsætningen mellem ligevegt og
ikke-ligevegt større end nogen andensteds, idet nemlig
ord uden ligevegt, som skulde ende paa en vokal, oftest
mister denne, medens i ligevegtsord de to stavelsers
vokaler almindeligvis (særlig i de indre maal) er blevet
saagodtsom indbyrdes ensartede. 5. Tromsø stifts
maal har som sagt kun for en del de to østnorske
hoved-merker og er heller ikke ellers ubetinget østnorske; se
Helgeland og Lofoten. 6. De sydlige e maal
forandrer alt a, som i oldnorsk stod i udlyden, til -e.
Maalene nær kysten har (som ogsaa de sydligste af
a-maalene) forandret de «haarde» konsonanter p, t, k i
efterlyden til «bløde», b, d, g. De øvre fjeldbygder her
staar paa et meget antikt trin, men udviser ogsaa en
mængde senere forandringer, som er afvigende mellem
vore b\’gdemaal. 7. 1 a-maalene er a i endelser ligesaa
sterkt repræsenteret som i oldnorsk; de viser i flere
henseender større lighed med islandsk udtale end andre
maal hos os. De bygder i Bergens stift, som ligger noget
langt inde fra havet, udmerker sig ved megen
diftong-isering af lange vokaler. 8. De nordlige e-maal slutter
sig i enkelte henseender til de tilstødende trønderske
maal, men deres vestnorske egenskab er ubetinget
overveiende, maaske med undtagelse af Romsdalens maal.
Mellem denne gruppes maal findes der tildels i større
omfang end nogen andensteds hos os bevarelse af
oldnorsk â, dog mindre udtalt â end d, saasom tid, raud.
[Litt.: Aasen, «Prøver af landsmaalet i Norge» (1853);
Ross, «Norske bygdemaal» (5 bd., 1905—09); Hægstad,
«Vestnorske maalføre fyre 1350» (2 bd., 1906—07):
ordbøger af Aasen, Ross og Vidsteen (s. d.); en række enkelte
dialekter er behandlet i monografier af A. B. Larsen o. fl.] —
L i 11 e r a t u r. De ældste norske litterære mindesmerker
er fûïi^Tnfd^krifterne. Enkelte af disse er rytmisk
formet; saaledes møder vi paa Tunestenen det gamle
versemaal fornyrdislag. At litterære sysler maa have
været drevet længe før den historiske tid, viser forøvrigt
den høit udviklede færdighed, som kommer tilsyne
allerede ved dennes indtrædelse i det 9 aarh. Ved dette
tidspunkt har ogsaa den nordiske asatro i alt væsentligt
faaet sin endelige udformning. Samtidig bringer
vikingetogene de nordiske folk i livlig forbindelse med
Mellem-og Vest-Europa, og deres kultur modtager rige impulser
udenfra. Det gamle aandsliv og brydningen mellem
gammelt og nyt har fundet udtryk i de saakaldte ed
da-digte. Disse falder i to dele: gudekvad og heltekvad.
Den første gruppe rummer de gamle nordboers
kosmologi, mytologi og livsvisdom. Til grund for den anden,
sagnhistoriske, gruppe ligger delvis fremmed stof
(sagn-kredsen om Gjukunger og Vølsunger), delvis nordiske
sagn (Helgekredsen). De fleste af eddadigtene stammer
1260
fra det 10 aarh., resten fra det 11 og 12 aarh. Den
overveiende del henføres nu almindelig til Norge, medens
enkelte antages at være forfattet i nybygderne paa Island
og Grønland og maaske ogsaa i andre gammelnorske
kolonier. Eddadigtene er alle anonyme. Til de digte,
der udgjør den anden hovedgruppe af norrøn poesi,
skaldekvadene, kjender vi derimod i de allerfleste
tilfælde forfatternes navne, ligesom disse digte oftest
ogsaa knytter sig til bestemte historiske personer,
stormænd og konger, hvis bedrifter de forherliger. Sjeldnere
forekommer gudedigte, nidvers og elskovskvad,, De ældste
skalde er nordmænd. Af Brage (ca. 800—850) er bevaret
en draapa om Ragnar Lodbrok. Paa Harald Haarfagres
tid levede Tjodolf fra Hvin (det genealogiske digt
«Yng-lingatab o.fl.) og Torbjørn Hornklove, hvis «Haraldskvæde»
skildrer slaget i Hafrsfjord. Den største af alle norske
skalde er dog Eyvind Skaldaspiller, som i sit mægtige
«Hâkonarmâb satte et minde over Haakon den gode og
slaget paa Stord. Harald Haarfagres samling af Norge
voldte, at mange af landets stormænd udvandrede og
slog sig ned paa det nyopdagede Island. Denne ø blev
i de følgende aarhundreder den norrøne litteraturs
hovedsæde, og islændingerne blev saagodtsom alene om at
dyrke skaldekunsten. Saaledes var hirdskaldene, som
fra Harald Haarfagres tid blev en fast institution, altid
islændinger. Enkelte af de norske konger, særlig Harald
Haardraade, var dog dygtige skalde. (Om de islandske
skalde, om skaldekunstens teknik og om dens stagnering
i gold formalisme, se under Island, bd. IV, sp. 597 flg.)
Den norrøne prosalitteratur tilhører næsten helt
islændingerne (se under Island). En stor del af de
historiske sagaer behandler dog Norge og norske forhold,
saaledes arbeider af Karl Jonsson (Sverres saga), Snorre
Sturlason («Heimskringla») og Sturla Tordsson (Haakon
Haakonssøns saga) samt flere anonyme samlingsverker
(«Ågrip af Noregs konunga sçgum», «Morkinskinna» og
«Fagrskinna»). Ogsaa de eventyrlige sagaer (med ea
moderne, noget vildledende betegnelse kaldt
«Fornaldar-sçgur») er forfattet paa Island, men rummer for en stor
del norsk sagnstof (Halfs saga, Fridtjovs saga). I N.
var forholdene indtil borgerkrigenes slutning lidet
gunstige for litterære sysler, og vi har fra denne tid kun
faa norske arbeider. Merkeligt er det stridsskrift,
kong Sverre lod udarbeide mod biskoperne (1197) og
det didaktiske verk «Kongespeilet» (s. d.). Af norsk
litteratur i modersmaalet kan forøvrigt nævnes lovene,
den dygtige bibeloversættelse «Stjorn» og en ligeledes
oversat prækensamlig («Den norske homiliebog»\ Den
norsk-latinske litteraturs betydeligste verk er
Theo-dricus monachus’ «Om de gamle norske konger», som
er skrevet i anden halvdel af det 12 aarh. Haakon
Haakonssøns regjering indleder et roligere og for
aande-ligt arbeide gunstigere tidsrum, hvis vigtigste litterære
verk er Magnus Lagabøters landslov (1274). Nogen
betydeligere original produktion kommer ellers ikke til
udfoldelse. Man havde nu faaet et mere forfinet hof
med «europæisk» tilsnit, og den litteratur, som her
dyrkedes, bestod væsentlig af franske digte og
ridderromaner, som oversattes i stor mængde. Denne
virksomhed ophører imidlertid ogsaa, da hoffet i
unions-perioden kommer ud af landet, og den eneste litteratur.
Spasshaftigkeit (t) f,
spøgefuldhed, morsomhed,
spassig (J) morsom.
Spassmacher, -vogel ® m,
spøgefugl.
spassweise ® i, for spøg.
spat – ® Spat m — (e) (heste-)
spavin; (mineralet) spar — ®
(heste-)éparvin; (mineralet) spath m.
Spat ® m, (kalk)spat.
spät ® sildig, sen.
Spat @ yngel af skaldyr; klask,
klaps ; stor draabe ; sprøit; (amerik.)
strid(es), trætte.
spatel — ® Spatel m — @
spatula - (f) spatule f.
Spaten ® m, spade; (i kort)
spader.
Späterhin ® senere (hen),
spätestens (t) senest.
spath ® m, (min.) spat.
Spätherbst ® m: im S. sent
paa høsten.
spathaceous, spathal @ (bot.)
hylster-, med, som et hylster.
spathe & (D f, (bot.)
(blom-ster)skede, hylster.
Spatig, spätig ® som har spat;
spatagtig.
Spätjahr (t) n, høst.
Spätling ® m, sildefødning,
sen født.
Spätobst ® n, vinterfrugt,
sildig frugt.
Spätsommer ® m,
eftersommer.
spatter (e) overstænke, -sprøite;
sprøite, spytte, sprude.
spatterdashes (e) gamascher,
leggings.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
