Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Historie - Ordbøgerne: S - spektakeln ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1211
spelt Sperling
1211 Norge
1212
bispesæder (i Nidaros, Oslo og paa Selje, senere i Bjørgvin)
med tilhørende katedralkirker (se forøvrigt Olav Kyrre).
Men under Olavs søn Magnus Barfot (1093—1103) kom
krigspolitiken igjen til roret; Orknøerne knyttedes nu
fastere til riget, Suderøerne og Man blev lagt under norsk
herredømme. Under Magnus’ sønner, Eystein og Sigurd
Jorsalfar (1093—1130), blev Jämtland paa fredelig vis
indlemmet i N. Medens Sigurd drog paa korstog (til Jerusalem,
senere ogsaa til Syd-Sverige), fortsatte Eystein det fredelige
reformarbeide, som fremdeles havde et sterkt kirkeligt
præg. Et nyt bispesæde oprettedes i Stavanger, de første
klostre (Munkeliv ved Bergen og Nidarholm) grundedes,
tienden indførtes (undtagen i Telemarken).
Landskabslovene optegnedes og forbedredes. Sigurds søn Magnus
blev i faderens levetid hyldet som tronarving, men efter
Sigurds død lykkedes det den skotskfødte Harald Gille, som
udgav sig for søn af Magnus Barfot, ved stormændenes
hjælp at blive først hans med konge og senere enekonge,
idet Magnus blev blindet og sat i kloster. Lendemændene
forsvarede den svage Harald mod hans medbeiler, den
kraftige Sigurd Slembe, og da denne myrdede Harald
(1136), sluttede de sig som én mand om Haralds smaa
sønner, Sigurd, Inge og (senere) Eystein. Forgjæves søgte
Sigurd Slembe at skaffe sig tilhængere ved at tage Magnus
Blinde ud af klosteret. Begge blev slaaet og faldt 1139.
De fleste og mægtigste af lendemændene sluttede sig
om den legemlig svage Inge (Krokryg) og fortsatte i
hans navn det kirkelige reformarbeide. Planen om at
organisere en egen norsk kirkeprovins (indtil 1104 stod
N. under Bremens, senere under Lunds erkebiskop)
blev optaget og gjennemførtes paa et rigsmøde i
Nidaros 1152 under ledelse af en pavelig legat
(Nikolaus Brekespeare). Et nyt bispesæde oprettedes paa
Hamar, og foruden de norske bispedømmer lagdes ogsaa
biskoperne paa Orknøerne, Suderøerne, Færøerne, Island
og Grønland under den nye erkebiskop. Domkapitler
oprettedes ved erkesædet og de norske bispesæder;
peterspenge og (begrænset) testamentret samt kanonisk
valg af bisper og prester indførtes. Hermed var
hierarkiet grundlagt i N. De lidet folkekjære konger Eystein
og Sigurd søgte at støde broderen Inge fra tronen, men
laa under i kampen og fandt en voldsom død (1155 og
1157). Kampen blev dog fortsat af deres tilhængere, der
samlede sig om Sigurds unge søn, Haakon Herdebred,
og Inge faldt (1161), men hans parti holdt sig under
ledelse af Erling Skakke og valgte i strid med
sedvaneretten dennes lille søn, Magnus, en dattersøn af
Sigurd Jorsalfar, til konge. Erling slog og fældte Haakon
Herdebred (1162) og bevægede derefter erkebiskop Øistein
til at krone Magnus under et rigsmøde i Bergen (1163),
hvor tillige indførtes den høist fornødne forandring i
tronfølgereglerne, at der kun skulde herske én konge
ad gangen, og at den ældste kongesøn hertil var
fortrins-berettiget; men prisen var, at erkebispen og bisperne med
nogle af dem opnævnte mænd fik ret til at afgjøre, om
kongens ældste, egtefødte søn var skikket til at være konge,
og, hvis han befandtes uskikket, til at vælge en af hans
slegtninge. Desuden maatte Magnus tage riget i len af
St. Olav som «N.s evige konge» (perpetuus rex Norvegiœ).
Faktisk var dermed erkebispens overherredømme
aner-kjendt og valgriget indført. Forgjæves søgte Eysteins og
Sigurd Munds sønner, eftersom de voksede til, at reise
modstand mod den nye statsskik. Deres reisninger blev
slaaet til jorden, og kongeætten syntes udryddet, da
levningerne af kongssønnernes flokke, birkebeinerne, fandt
en ny og genial fører i Sverre Sigurdssøn (1177—1202).
Han omdannede birkebeinerne fra en bande røvere og
tiggere til et ypperligt krigerkorps, hvormed han overvandt
og fældte Erling (paa Kalvskindet 1179) og derpaa, efter
fem aars haardnakket kamp, tilføiede kong Magnus og
det ledende norske aristokrati det afgjørende nederlag
ved Fimreite (1184). Dermed var lendemændenes
modererende andel i rigsstyrelsen tilintetgjort, og Sverre
kunde yderligere styrke kongemagten ved visse ændringer
i administrationen (sysselinddelingen og indførelsen af de
kongevalgte lagmænd), men endnu maatte han bestaa en
haard kamp med kirken (erkebiskop Erik 1189—1205)
og det kirkelige parti, baglerne (s. d.), som ikke vilde
finde sig- i kuldkastningen af forfatningen af 1164 og
Sverres sterke kongedømme. Under Sverres søn og
efterfølger Haakon (1202—04) istandbragtes dog et kompromis;
men efter Haakons pludselige død (1204) udbrød en ny,
blodig kamp mellem birkebeiner og bagler, indtil forlig
kom istand paa Kvitingsøerne 1208, hvorved
birkebeinernes konge Inge Baardssøn (1204—17) anerkjendte
baglernes konge Philippus som sin vasalkonge i Viken og
paa Oplandene. Ved de to kongers død (1217) hyldede
begge partier den 13-aarige Haakon Haakonssøn(1217–63),
som derefter anerkjendtes ogsaa af biskoperne (1218)
og paa rigsmødet i Bergen 1223 erklæredes eneberettiget
til tronen. Den sidste oprørsflok, ribbungerne, kuedes
af Haakon i forening med hans svigerfader og tidligere
formynder, den ærgjerrige Skule Baardssøn, som raadede
for en tredjedel af riget og ophøiedes til hertug. En
periode af indre fred begyndte nu, kun afbrudt af hertug
Skules mislykkede oprør vinteren 1239—40 (se Skule
Baardssøn), efter hvilket al opposition mod
kongedømmet forstummede. De faa gjenværende større
høvdingeslegter stod, uanseet parti, i dets tjeneste.
Deres ledende mænd dannede kongens høieste raad
(det senere rigsraad). Landet gik under Haakons
fredelige, fremskridtsvenlige styre frem i civilisation, velvære
og ydre anseelse. For at hindre nye tronstridigheder
anerkjendte Haakon endelig gjennem en ny
arvefølgelov den ældste, egtefødte kongssøns fortrinsret til
tronen. Rigets interesser udadtil ivaretog han paa en
kraftig og dygtig maade ved at fornye Suderøernes og
Orknøernes lensforhold til N. og ved at bringe Grønland
(1261) og Island (1262) til at underkaste sig det norske
kongedømme. Da den skotske konge vilde tilegne sig
Suderøerne og Man, gjorde han et krigstog til Skotland,
men døde herunder paa Orknøerne (1263). Hans søn og
efterfølger Magnus Lagabøter (1263—80) overdrog ved
freden i Perth (1266) Suderøerne til Skotland mod en
aarlig afgift. Hans regjering var optaget af vigtige
lovarbeider, særlig planlæggelsen af landsloven (s. d.), som
nu kom til at afløse de ældre landskabslove. Men
herunder stødte han sammen med erkebiskop Jon Raude,
som vidste at skaffe kirken store indrømmelser, særlig
udvidet domsret og skattefrihed (Tunsbergkompositionen
1277). Den nye rigsadel, som efterhaanden havde udviklet
sig af kongens hird (s. d.), sikrede sig ligeledes store fordele,
skrivemaade; retskrivning,
ortografi. S. book abc(bog).
spelt — (t) Spelt, Spelz, Dinkel
m — @ spelt, German wheat —
(f) épeautre m.
Spelunke ® f, bule,
Spelze (t) f, avne, akseskjeg.
spence @ (især skotsk)
madbod, spiskammer.
Spencer @ & (f) m, kort jakke;
(e) ogs. gaffelseil.
Spend (e) lægge ud, bruge (penge);
bruge op ; spendere ; sætte overstyr ;
tilbringe; (fig.) udtømme.
Spende ® f, uddeling,
udgydelse, drikoffer; foræring, gave;
mild stiftelse.
Spenden ® give, uddele.
Spender ® m, giver.
Spender @ en som bruger;
forøder, ødeland.
Spendere — (t) spendieren —
(e) spend, sacrifice — (f) payer;
dépenser; se fendre de; (s. paa en)
ogs. régaler.
Spendieren (t) spendere,
uddele, forære, anvende paa.
Spendierhosen ®pl: die S.
anhaben have spenderbukserne
paa.
Spendung ® f, uddeling.
Spengler ® m, blikkenslager.
Spenzer ® m, spencer,
over-trøie.
Sperber (ï) m, spurvehøg.
Spergel (î) m, spergel,
spergule ® f, (bot.) linbendel.
Sperling ® m, spurv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
