Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Historie - Ordbøgerne: S - spicy ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1211
1211 Norge
1212
spicy—spidsborgerlighed
særlig fordi stortinget 1857 havde forkastet et forslag til
mellemrigslove (om handel, told og retspleie), som de
svenske stænder havde vedtaget. Da saa stortinget 9
dec. 1859 næsten enstemmig vedtog en beslutning om
statholderpostens ophævelse, som Karl underhaanden
havde lovet sanktion, kom det til stormende scener paa
ridderhuset; rigsdagen krævede en revision af rigsakten
til fordel for Sverige (det af revisionskomitéen af 1839
fremlagte forslag var blevet henlagt) og fremkom med
udtalelser om, at statholderposten ikke kunde ophæves
uden de svenske stænders samtykke, og da den svenske
regjering sluttede sig hertil, negtede kongen at
sanktionere stortingets beslutning. Men da han gjorde dette
i norsk statsraad, udtalte hans svenske raadgivere en
skarp kritik herover ; denne fremkaldte en protest fra den
norske regjering og en adresse fra stortinget (23 april
1860), som hævdede, at forandringer i den norske
grundlov var de svenske stænder uvedkommende, og afviste
enhver revision af rigsakten, som ikke var grundet paa
principet om «rigernes ligeberettigelse og ethvert riges
eneraadighed i alle forhold, som ikke er betegnet som
unionelle». Aaret efter fremkom fra svensk side et
forslag til en revision af rigsakten paa grundlag af et
Unionsparlament, og skjønt regjeringen i realiteten var
enig om at afvise dette, kunde den ikke enes om formen;
tre af statsraaderne (Petersen, Birch-Reichenwald og
Motzfeldt) gik af, hvorpaa et nyt ministerium dannedes
under Fr. Stangs ledelse (1861—80). Den nye regjering
forkastede vistnok det svenske forslag, men
revisions-sagen blev optaget i en anden form 1863, idet nogle
udtalelser af stortinget (15 juni) syntes at give et slags
samtykke dertil. Der opnævntes (1865) en komité paa
7 norske og 7 svenske medlemmer, og denne fremlagde
1867 forslag til en helt ny foreningsakt, som bl. a.
bestemte, at udenrigsministeren skulde være svensk og alle
vigtige diplomatiske sager og alle fællesanliggender
af-gjøres i unionelt statsraad af 3 norske og 3 svenske
medlemmer. Imidlertid var vigtige forandringer
fore-gaaet i stortingets sammensætning. Efter forslag af
Schweigaard havde stortinget 1859—60 vedtaget, at byerne
skulde sende 37 repræsentanter (mod før 50),
landdistrikterne 74 (før 61), hvorved forholdet blev som i
grundloven foreskrevet (byerne Vs, landet Vs). Reformen
bidrog sterkt til at styrke bøndernes opposition (se
Jaabæk, S.). 1869 vedtoges efter regjeringens eget
forslag indførelsen af aar lige storting istedetfor før tre-aarlige.
Fra nu af flyttedes tyngdepunktet i styrelsen mere og
mere over fra regjeringen til stortinget. Af
sammenslutningen mellem de liberale og bondepartiet fremgik
det store venstreparti, som lededes af Johan Sverdrup.
Det rettede et sterkt angreb paa revisionsforslaget, som
imidlertid var godkjendt baade af den norske og svenske
regjering, men forkastedes af stortinget 1871 med
overvældende majoritet. Derefter samlede oppositionen sig
om at kræve statsraadernes adgang til stortinget, en
reform som længe havde staaet paa regjeringens program,
men som den nu modsatte sig af frygt for, at den, paa
grund af stortingets sterkt forøgede indflydelse, skulde
aabne døren for parlamentarismen. Sagen fik
grund-lovsflertal paa stortinget 1872, men negtedes efter
regjeringens indstilling sanktion, hvad der fremkaldte en
ændring i ministeriet (se Broch, O.J.) og et
mistillidsvotum fra stortingets side af 15 mai 1872. Kort efter
døde kong Karl, og hans broder Oscar II (1872—1905)
besteg tronen. Han gav i norsk statsraad sanktion til
statholderpostens ophævelse og oprettelsen af en
statsministerpost i Kristiania (1873), hvis første indehaver blev
Fr. Stang, og lovede at tage statsraadssagen under nøie
overveielse. Regjeringen fremlagde derpaa (1874) et
forslag om at give statsraaderne adgang til stortinget, men
krævede som garantier ret til at opløse stortinget og
udskrive nye valg, fast firemaanedlig samlingstid,
begrænsede diæter m. m. Forslaget blev enstemmig
forkastet af stortinget, som derimod med stor majoritet
vedtog sin tidligere beslutning (i lidt ændret form) og
gjentog den paa stortingene 1877 og 1880; hver gang
negtedes sanktion. Nu reiste der sig et nyt spørsmaal:
Har kongen absolut veto i grundlovssager? Regjeringen
og høire erklærede, at dette var «ophøiet over tvil»; men
venstrepartiet mente, at kongen enten intet veto havde
i grundlovsforandringer, eller at dette i hvert fald
(som ved lovbeslutninger) kun var suspensivt. Efter
Sverdrups forslag vedtog derfor stortinget (med 74 mod
40 stemmer), at beslutningen i statsraadssagen skulde
«gjælde og ubrødelig efterleves» som grundlov («9
junibeslutningen»), hvorefter regjeringen anmodedes om at
lade beslutningen bekjendtgjøre «paa den for
grundlovs-beslutninger foreskrevne maade», hvad den dog ikke
efterkom. Kort efter gik Stang af (1880), og Selmer
indtraadte som ministerchef (1880—84). Striden blev
derefter bitrere end før. Regjeringen negtede sit samtykke
til stortingets beslutninger om inddragelse af to
assessorposter i høiesteret (1880) og om udvidet stemmeret (1881);
den afviste i 1882 dets bevilgninger til
folkevæbnings-samlagene, og da stortinget s. a. vedtog et forslag til
oprettelse af et centralstyre for statens jernbaner og dertil
føiede, at to af stortinget valgte mænd skulde tiltræde
denne styrelse, tog regjeringen beslutningens første del
til følge, men ikke den sidste. Regjeringen søgte støtte
hos det juridiske fakultet, som hævdede, at
grundlovsbestemmelser krævede kgl. sanktion, og lod i trontalen
(21 juni 1882) kongen aabent tage parti for høire og
regjeringen i dette spørsmaal. Men efter en voldsom
valgkamp (1882) kom venstre igjen med 82 stemmer mod
høires 32. Det kunde nu besætte hele lagtinget med
sine tilhængere og endda beherske odelstinget, som efter
otte dages heftig debat besluttede rigsretstiltale mod
regjeringen (24 april 1883). Rigsretten traadte sammen
18 mai s. a. Proceduren varede fra 7 aug. til 18 feb. ;
27 feb. 1884 dømtes statsminister Selmer til at have sit
embede forbrudt og derefter i løbet af mars de øvrige
statsraader, de fleste til embedsfortabelse, tre slap med
bøder. Kongen hævdede i et diktamen sin opfatning
af grundlovsvetoet, men bøiede sig dog for rigsrettens
dom, idet han den 11 mars gav Selmer afsked og
derefter de øvrige til embedsfortabelse domfældte
ministre. Et nyt konservativt ministerium (det
Schweigaard-Løvenskiold’ske aprilministerium) formaaede ikke at
holde sig overfor stortingets angreb, og et forsøg af
O. J. Broch paa at danne et forsoningsministerium af
mænd af begge partier førte ikke til noget resultat.
Den 23 juni 1884 overdrog kongen derfor til venstres
spicy @ krydder-, krydret ; (fig.)
skarp, pikant.
spid - ® Spiess m — (e) spit
- Cf) broche f.
spidde - (t) spiessen - (e) spit
— (Î) (trans)percer ; (paa gaflfel)
enfourcher; (paa pæl) empaler; (paa
spid) embrocher ; (med naal)
épingler.
spider @ edderkop.
spider-catcher @ trækryber
(fugl).
spider-lines @ pi, traade, i
mikrometer.
spids — (t) Spitze f - © point,
tip, end; (af pen) nib; (i s.en for)
at the head of; (sætte paa s.en)
carry, drive, put to extremities, to
extremes; (s.erne) the big-wigs, the
swells – ® pointe f ; (øverste del)
haut; (lanses.) fer; (pennes.) bec m;
(i s.en for) à la tête de; (sætte paa
s.en) pousser à l’extrême; (s.er, i
by, samfund) notabilités, sommités
f pl.
spids adj — ® spitz(ig) - (e)
pointed, peaked; (flg.) ogs. smart,
sharp, cutting, biting, tart - (f)
pointu, aigu; piquant.
spidsborger - (t) Spiessbürger,
Philister m — (e) cit, snob — ®
(petit) bourgeois, épicier m.
spidsborgerlig — ®
spiess-bürgerlich — (ê) narrow-minded,
mechanical, matter-of- fact,
underbred, snobbish - ® de, en petit
bourgeois ; d’épicier.
spidsborgerlighed-^(î)
Spiess-bürgertum n, Spiessbürgerei f ~
— © narrow-mindedness, snob-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
