Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pontifikat ... - Ordbøgerne: S - sveife ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1809
Pontifikät—Po’ntos
1810
livstid, stundom af folket, til andre tider ved
koopta-tion og var høit anseede. Fra Angustus’ tid lod keiseren
sig vælge til yppersteprest. I de under dem henlagte
sager havde de domsmyndighed. De ældste rom.
historiske optegnelser var p.s aarbøger (annales maximi).
Pontifikat (lat.), preste-, særlig paveværdighed.
Pontïnske sumpe (Paludi Pontine), sumpstrækning i
Italien, prov. Rom, strækker sig sydøst for Rom fra
Cisterna Terracine i en længde af 45 km., en bredde af
10—15 km. og har et fladerum af 750 km.’^ Det er en
svagt heldende slette, saa vandet ikke faar afløb. I den
tidligste oldtid var de P. s. bebygget, men det lavtliggende
land blev snart lagt øde ved forsumpning og malaria
(s. d.). Mange har forsøgt at tørlægge dem, saaledes
Ap-pius Claudius (byggede en vei, Via Appia, tversigjennem
de P. s.), Gæsar, Augustus, Trajan, Theoderich, Roiiefacius
VIII, Martin V, Sixtus V, og Pius VI, og en del, ca.
34 000 ha, er tørlagt. Nu vil et tysk konsortium
foretage udtørring efter Donats plan.
Pontïnske øer (Ponzaøerne el. de Kampaniske øer),
øgruppe i det Toskanske hav, s.v. f. Gaëta. De er af
vulkansk oprindelse og kun lidet opdyrket, de bestaar
af en større vestlig gruppe, der hører til prov. Caserta,
og en mindre østlig, der tilhører prov. Napoli. Den
største 0 er Ponza, 7.7 km.^, indtil 283 m. høi, har
4560 indb. (1901). Den har straffekoloni, vin- og
syd-frugtavl og driver fiskeri. I s.ø. ligger Ventaténe, 1.32
km.2 med 1456 indb. (1901) og med god havn. Santo
Stefano, 0.29 km.^ med straffekoloni og 403 indb. (1901),
og Palmarola (265 m.).
Pontius, Paul du Pont, kaldt P. (1603—58), flamsk
kobberstikker fra Antvs^erpen, elev af Vorstermann. Kjendt
for sit arbeide i Rubens’ verksted, hvor han udførte en
mængde stik efter dennes malerier, f.eks.«Himmelfarten»,
«Den hellige Rochus», «Barnemordet», hans selvportræt
etc. P. har ogsaa stukket efter andre kunstnere; nævnes
kan 30 portræter for den saak. van Dyck’s ikonografi.
Pontius Pilatus, se Pilatus.
Po’nto kaldes det røde es i l’hombre (s. d.).
Ponton [påiitå’i]] er i alm. en slags fladbundet baad
eller pram, der forankres og tjener som underlag for
flydende broer. Tidligere var p. af træ, nu i regelen af
Staal eller jern. — I bjergningsvæsenet anvendes til
løftning af skibe cigarformede p., som sænkes til skibet og
saa fyldes med luft. — En p.-bro dannes ved at forene
flere p. med hverandre ved overliggende bjelker og
derover anbringe et brodække.
Pontonbro [påntå’n-], se Ponton.
Pontoppidan, Erik (1616—78), d.-n. geistlig, tog
magistergraden i Kbh. 1643 og blev 1673 biskop i
Trond-hjem. P. var en dygtig og afholdt visitator i sit stift,
tog sig levende af skolevæsenet og interesserede sig for
finnernes aandelige vel. Blandt hans mange skrifter har
særlig «Grammatica Danica» (1668) bevaret hans navn.
Pontoppidan, Erik (1698—1764), d.-n. geistlig, 1723
slotsprest paa Nordborg, 1731 sogneprest i Hagenbjerg
paa Als, 1734 blev han som en af pietismens talsmænd
slotsprest paa Fredriksborg, 1735 slotsprest i Kbh., fra
1738 tillige ekstraordinær professor i teologi. Det
overdroges ham at udarbeide en religionslærebog, «Sandhed
til gudfrygtighed» (1737). Denne «P.s forklaring» er
sveife—svelle
bearbeidet i Norge ved H. U. Sverdrup og senere ved
J. Sverdrup. Med poetisk assistance af C. F. Wadskiær
udgav P. en ny salmebog 1740. Samtidig havde han privat
gjort store historiske og topogr. samlinger, hvis frugt blev
indskriftsamlingen «Marmora Danica» 1—Il (1739—41),
«Gesta et vestigia Danorum extra Daniara» I—III (1740
—41), «Kirchenhistorie des Reichs Dänemark» I —IV
(1741—52). Det sidste verk, «P.s annaler», var den første
store samlede fremstilling af Danmarks kirkehistorie og
har havt stor betydning trods den mangel paa kritik,
som allerede Langebek paaviste. I «Menoza» I —III (1742
—43) skildrer han tidens kirkelige forhold. 1747 blev
han biskop i Bergen og tog sig ivrig af de norske
forhold, ikke mindst af skolevæsenet, ligesom han udgav
en norsk ordsamling, «Glossarium Norvagicum» (1749),
foruden en betydningsfuld, af Linné paavirket
Norges-beskrivelse, «Forsøg til Norges naturlige historie» (1752
— 54). 1755 blev han prokansler ved Kbh.s universitet
for at fremhjælpe en reform af dette. Dette mislykkedes,
men hans skribentvirksomhed fortsattes bl. a. med en
fortræffelig pastoralteologi og det store grundlæggende
geografiske verk «Den danske atlas» (1763—81) i 7 bd.
Pontoppidan, Henrik (1857—), d.forfatter; har siden
1881 udsendt en række bøger, som giver væsentlige
bidrag til forstaaelsen af det nuværende danske samfunds
aandelige og materielle rørelser. Hans sprog er klart og
mandigt, ofte gjennemsyret af bedsk ironi.
Sandhedssøgende, kritisk og selvstændig slutter han sig aldrig
til noget parti, men staar prøvende, ofte humoristisk
forvrængende, maaske oftere smertelig deltagende,
udenfor. — Af hans talrige verker kan særlig fremhæves de
mesterlige smaafortællinger «Fra hytterne» (1887);
endvidere en del smaa romaner som «Nattevagt» (1894) og
«Isbjørnen» (1887). Betydningsfuldest er dog de to store
romancykler, «Det forjættede land» (1898; opr. «Muld»,
1891), «Det forjættede land» (1892) og «Dommens dag»
(1895) og «Lykkeper», i 8 bd. (1898—1904, anden
reviderede udgave i 3 bd. 1905). Den første skildrer
udelukkende forhold og aandelige brydninger paa landet,
navnlig i grundtvigske kredse; den anden er en
livsskildring, hvori det vises, hvor vanskeligt, for ikke at
sige umuligt det er for et menneske at frigjøre sig fra
oprindelsens og barndomshjemmets aandelige lænker.
[Litt.: G. Brandes i «Tilskueren» 1911.]
Pontoppidan, Knud Børge (1853—), bekjendt d.læge
og psykiater. 1879 guldmedalje («Om ansvarlighed hos
sindssyge personer»), 1883 dr. med. («Den kroniske
morfinisme»), 1888—97 overlæge ved kommunehospitalets sjette
afdeling og docent i klinisk psykiatri. 1901 professor i
retsmedicin og hygiene. Har udgivet værdifulde fagskrifter.
Pontoppidan, Morten Oxenbøll (1851—), d. prest,
siden 1902 sogneprest i Stenløse-Viksø. Hans
forfatterskab er meget omfattende. I stridsskriftet
«Folkekristen-dom» (1901) har han fremsat sin meget folkekirkelige
kirkeopfatning, senere med stor kraft fortsat i «Kirkelig
appel» (1910), «Det gamle hus» (1910) og i
prækensamlingen «Stenløse kirkepostil». Endvidere: «Aldrig
fortvivle», «En dansk prest», «Breve om Kristus til min
gudsøn», «Bibelske historier fortalte for børn», I-IIl (1909-11).
Po’ntos (lat. Pontus), i oldtiden det nordøstligste
landskab i Lilleasien, et bjergland med frugtbare dale. Lan-
saUeltief — @ saddle backed,
hollow-backed - (f) (om
mennesker) cambré, (om dyr) ensellé.
sveife - ® (aus)s?hweifen —
(i) curve, sweep, round off ~ ®
godronner, chantourner.
sveifemaskine, -sag — (t)
Schwei (säge f ~ (e) sweep-saw,
turning-saw — (D scie (f) à
tourne-fond, à é vi der.
sveifning - (î) Schweifung,
Ausschweifung f — (e) sweeping,
rounding — (f) faussure f.
sveise -(|; zusammenschweissen
- (e) weld - (g souder,
sveisning — ® Schweissen n
- @ welding - (D soudure f.
sveitser — ® Schweizer m —
(e) dairy-roan, cheesemaker — (î)
laitier, fromager m.
sveitserost — (t)
Schweizerkäse m - (g Gruyère - (f) gruyère f.
sveiv — ® Schwengel m — (ê)
crank-handle, winch — ® arbre
(m) à manivelle.
svelg - (t) Schlund, Rachen m,
Schlucht f - (é) throat, gullet,
swallow ; (afgrund) abyss, gulf —
® gosier; (anatomi) pharynx;
(afgrund) gouffre, abîme m.
svelge — ® verschlingen,
verschlucken; (i nydelser) schwelgen;
(s.nde dyb) bodenlos — (e) swallow,
gulp, gorge; (s. i) revel, luxuriate
in, batten on — (f) avaler,
engloutir; (s. i) nager dans, se
plonger dans; s’enivrer de.
svelle — ® schwellen - @
swell - ® s’enfler, se gonfler,
grossir.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
