Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Portugal ... - Ordbøgerne: S - sværmer(i)sk ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1829
Portugal
1830
sværmer(i)sk—svømme
nem Spanien kom interessen for de italienske allegorier
à la Dante og for antiken. Som historieskrivningens
fader ansees Fernam Lopes, forfatter af flere
konge-krøniker; før ham havde en anonym skrevet en krønike
om den portugisiske Cid, connetablen Nunâlvarez Pereira.
Hofdigtningen tager atter fart fra midten af det 15 aarh.,
den støltes og dyrkes af konger og infanter. Vi kjender
den gjennem det store samleverk «Gancioneiro geral>; de
betydeligste af de digtere, som der kommer tilorde, er
Joâo Manuel, Fernam de Silveira og nogle, som danner
overgangen til den efterfølgende guldalder: Gil Vicente,
som skabte nationalteatret; Christovam Falcâo, som skrev
det første portugisiske hyrdedigt, «Grisfab; Bernardim
Ribeiro med sin berømte ridderhyrderoman i prosa,
«Saudades> (hos disse to sidste fremtræder kjærligheden
dels som blød og elegisk sentimentalitet og dels som
en naturmagt, der hverken kan eller bør tøiles af
fornuften, heri altsaa forskjel fra Dante og Petrarca); endelig
han som blev chefen for den italienske digterskole. Så
de Miranda (ca. 1530). Med ham holder sonetter, oder,
oktaver og andre italienske digtformer sit indtog. Hans
elev Antonio Ferreira forfattede den antik-klassiske
tragedie «Ines de Gastro» og karakterkomedien «O Gioso».
Renaissancen og humanismens aand fylder landet; Johan III
gjenoprettede universitetet i Goimbra. Det 16 aarh. er P.s
storhedstid; opdagelsen af sjøveiene gik haand i haand
med erhvervelsen af nyt magtomraade i tre verdensdele.
Nu fremstaar da den af dets digtere, som fik verdensry:
Gamoes (heltedigtet «Os Lusiadas»). Men saa bryder
forfaldet ind; retorik og svulstighed, barokstil, marinisme,
gongorisme breder sig i det 17 aarh.; der gaar sygdom i
litteraturen. I det 18 aarh. følger saa den franske periode
med efterligning af Ludvig XIV’s digtere. De saakaldte
Arkadieres forening søgte at rense og reise litteraturen,
men uden synderligt held (Garcao, den portugisiske Horats;
Gruz e Silva med det komiske epos «0 Hyssope», Quita
og hans idyller). Andre bekjendte digtere er Manoel do
Nascimento (el. Filinto Elysio), du Bocage, d’Almeida,
Agostinho de Macedo. Romantiken indførtes, temmelig
sent, af den engelsk paavirkede Ameida-Garrett (d.l854).
Ved hans side stod Alexander Herculano, som skabte
den historiske roman i W. Scotts smag. Denne genre
dyrkedes videre af da Silva Mendes Leal og Branco;
den sidste har ogsaa skrevet samfundsromaner. En
mellemstilling indtog de Gastilho. Naturalister: de Queiros,
Julio Diniz. Af dramatikere er Gomes de Amorim den
betydeligste; det franske teater gjør sig sterkt gjældende.
Amorim er ogsaa lyrisk digter; som saadan udmerker
sig tillige Thomas Ribeiro («D. Jayme>). Til
Goimbra-skolen (Hegels og Gomtes idéer) hører lyrikeren Joâo de
Deus, de Quental, Braga, Gomes, Leal o. fl. Der findes
ogsaa efterlignere af de franske parnassianere, og der er
impressionister og symbolister (de Gastro o. fl.). [Litt.:
Carolina de Vasconcellos og Th. Braga i Gröbers
«Grund-riss der romanischen Philologie^, II, 2.] — Kunst. P.s
kunst staar i nær forbindelse med den spanske og
udvikler ingen særlig egenart. I arkitekturen gjør som
i Spanien mauriske indflydelser sig noget gjældende;
som et hovedverk i gotisk stil kan nævnes klosteret
i Batalha (15 aarh.). I overgangstilen mellem gotik
og renaissance {estilo manuelino, svarende til Spaniens
platereskstil) er klosteret i Belem opført. Fra
begyndelsen af 18 aarh. er klosteret i Mafra (ofte kaldt P.s
Escorial). — Det betj^deligste portugisiske
skulptur-verk er vel Joachim Machados rytterstatue af kong
Josef (1774). I maleriet gjør sig forskjellige
indflydelser gjældende, foruden spanske italienske, franske og
ikke mindst flamske. Som grundlægger af en mere
national skole nævnes gjerne Vasco Fernandes (16 aarh.). —
Historie. Den ældste befolkning, vi kan spore i P.,
er ibererne, de nuværende baskers forfædre. Fra 5—4
aarh. f. Kr. indvandrede keltiske stammer fra Frankrige
og gjorde sig til herre over størstedelen af Spanien og
P. Efter 200 f. Kr. fulgte romerne, der efter voldsomme
kampe gjorde P. til romersk provins (Lusitanien) 138
f. Kr. P. romaniseredes fuldstændig, og latin fortrængte
det oprindelige sprog, saa at ved aar 100 e. Kr. forstod
befolkningen ikke mere keltisk. Da romerriget opløstes,
blev P. besat af alaner og svever og blev derefter ca.
420 del af det vestgotiske rige, indtil dette 711 styrtedes
af araberne. Disse beherskede hele landet, indtil de
kristne fra Omaijadedynastiets fald 1031 kunde begynde
tilbageerobringen nordfra; ca. 1100 fik grev Henrik af
Burgund Portucalia (egnen om Portus Gale, nuværende
Oporto) til len af Alfons VI af Kastilien og gjorde
yderligere erobringer fra araberne, saa at sønnen Alfons I
Henriques (1112—85) efter seieren ved Ourique 1139
kunde kalde sig konge af P. og 1147 flytte hovedstaden
til Lissabon. — I den følgende tid fæstnedes P.s stilling
som selvstændigt rige. Alfons III, 1248—79, erobrede
Algarve og kaldte sig «konge af P. og Algarve». Under
hans søn Dionysius (s. d ), 1279—1325, oprettedes
universitetet i Lissabon 1290, senere flyttet til Goimbra.
Tidsrummet præges forøvrigt mest af stridigheder med
geistligheden, som allerede tidlig vandt stor rigdom og
magt. De lavere stænder blev fremhjulpet baade af
Dionysius og Pedro I den grusomme, 1357—67 (s. d.).
— Da den burgundiske mandslinje uddøde, valgte
stænderne Pedro I’s uegte søn Johan I, 1385—1433 (s. d.).
Under denne erobredes Geuta 1415, Madeira
koloniseredes, og de store opdagelsesreiser tog fart, især under
prins Henrik Navigators ledelse. Tanger erobredes 1471,
Azorerne og de Kapverdiske øer besattes, og under
Johan II (1481—95) og Emanuel I (1495—1521) blev P.
ledende kolonimagt ved Spaniens side. 1498 fandt Vasco
da Gama veien til Indien, hvor erobrerne Almeida og
Albuquerque (s. d.) skabte det store kolonirige: Diu,
Goa, Geyion og Molukkerne, samt handel paa Kina og
Japan. 1500 førtes Gabral til Brasilien, der ogsaa
erobredes for P. Herved lededes vigtige handelsveie over
Lissabon, som blev verdenshandelens brændpunkt. Et
stort kulturelt og litterært opsving (se Gamoes) fandt
ogsaa sted med en kortvarig blomstring af videnskab
og kunst; men samtidig steg presteskabets magt,
inkvisitionen indførtes 1536 under Johan III (1521—57), og
jesuiterne vandt sterkt indpas. Med Sebastian (1557
—78), som faldt i nederlaget ved Alkazar i Marokko,
og farbroderen Henrik (1578—80) uddøde det uegte
burgundiske hus. — Filip II af Spanien (i P. Filip I)
tiltvang sig tronen og søgte at gjøre P. til spansk provins;
desuden gik flere rige kolonier, især Molukkerne, tabt
til hollænderne, og under trykket af spansk embedsmands-
sværmer(i)sk — ®
schwärmerisch ~ © visionary, fanatical,
enthMsiastic — (f) rêveur,
enthousiaste; passionné; fanatique.
sværte — (t) Schwärze, Wichse
f - @ blacking - (?) noir m ;
encre f (d’imprimerie).
sværte vb — (t) schwärzen;
(fig.) anschwärzen, verleumden —
(ê) black(en); (fig;) ogs. asperse -
(D noircir; (fig. og typogr.)
dé-nigrer.
svæve - ® schweben — ®
hang, hover, move, sail, float;
(s.nde sag) pending; (form,
ud-tryksmaade) vague — (D planer,
flotter; être suspendu ; se balancer;
(fig., være stedt) être (entre la vie
et la mort); (s.nde) flottant; (gang)
léger; (sag, spørsmaal) pendant.
en suspens; (usikker, vag) vague.
svæven — ® Schweben n —
(e) hovering - (?) planement,
balancement m.
svøb - (t) Hülle f; Wickel,
Windel f — © swaddle,
swadd-ling-cloth - ® maillot m, langes
m pl ; (bot.) involucre m.
svøbe - ® wickeln; (barn)
ogs. einwindeln; sich (in seinen
Mantel) (eln)hüllen — (e) (barn)
swaddle, swathe ; (ellers) wrap ; (s.
ind) wrap up; sweep - ® (barn)
emmailloter; (ellers) envelopper
(dans); rouler (autour de).
svøbe — (D Peitsche, Geissei f
— (e) whip, scourge — (f) fouet;
(flg., plage) fléau m; (rel.)
discipline f.
svømme — (t) schwimmen;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
