Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Retsmedicin ... - Ordbøgerne: T - throw-off ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69
Retsmedicin—Retsvidenskab
70
op i saa sen tid, er den mere konsekvent end riksmaalets,
som i mange ting er bundet af ældre tiders vilkaarlige
skrivebrug; f. eks.: for rigsmaalets e og æ i broget
forvirring har landsmaalet konsekvent gjennemført e: tett,
lett, sekk, vegg; œ bruger landsmaalet bare for omlyd af
aa. Dobbelt konsonant efter kort vokal er gjennemført:
stutt, skakk, labb o. s. v. (undtagen for m: fram, um);
ord som bøn, grøn, gut, kjøt, lok, tom, ven har lang
vokal. Ord som fjell, vill, mann, grunn har dobbelt
konsonant i gammelnorsk (rigsmaalets d er her uegte); men
kveld, feid, hund, vind, land, mild, gild har d i
gammelnorsk og d’en høres endnu i nogle enkelte
bygde-maal vestover; derfor skrives i landsmaal d i slike ord.
Efter lang vokal (og diftong) har landsmaalets r. bevaret
en d, som er stum i omtrent alle maal i by og bygd:
heid, snaud, leid, greid, lid, flud m. fl. En særegenhet
for landsmaalet er de aabne vokaler, delvis betegnet ved
I, Ô, w, y; istedetfor disse har særlig østlandske
bygde-maal (og bymaalene) henholdsvis e, aa, o, ø: stig, vit,
brote, moka, tola, lumma, burt, upp, fyrr, glytta, myrk
o. s. v. — Ved siden af den officielle r.s-form bruger en
del landsmaalsforfattere (Garborg, Moren m. fl.) den
saa-kaldte « midlands-form >. Efter denne har en del verber
(med lang stammestavelse) i infinitiv endelsen -e (ellers i
landsmaal -a), en del hunkjønsord ender paa -e
istedetfor a: vise, jente, klokke; flertalsendelser er -ir, -ur
istedetfor normalt landsmaal -er, -or: bygdir, jentur; den
stumme r sløifes i bestemt form: gutane, bygdine, vikune
o. s. v. — Ved kgl. resol. af 10 juni 1910 er der til brug
ved de skriftlige øvelser i gymnasier og andre skoler
tilladt visse lempninger: -e i hunkjønsord som vise, jente,
sløifning af -r- i bestemt flertal, y for jo, ju i en del
ord: bryta, fyka o. s.v. (Jfr. Norge, sprog, bd.V, sp.l256.)
Retsmedicin er den gren af medicinen, som
behandler retslige spørsmaal (f. eks. forandringer ved
forbrydelser som skudsaar o. 1., kvælning, sindssyges
tilregnelighed o. m. a.).
Retsskriver. Forretningerne som r., væsentlig førelse
af retsprotokollerne, meddelelse af udskrifter heraf samt
tillige førelse af panteprotokollerne, er ved underretterne
som regel tillagt underdommeren, hvorimod der ved de
overordnede retter er særlig r. (justitssekretær).
Retssprog. Ved rettergangen maa som regel det
norske sprog (rigsmaal eller landsmaal) bruges, og hvor
det g j ælder f. eks. af hørelse af vidner, som ikke er det
norske sprog mægtige, maa derfor benyttes tolk, ligesom
dokumenter, skrevet i et fremmed sprog, tillige maa
fremlægges i oversættelse. I visse tilfælde kan dog
undtagelse finde sted, hvor dommeren er det fremmede sprog
mægtig. — Saavel i lovgivningen som retspleien har der
i visse hensender gjennem tiderne fæstet sig visse
vendinger og udtryksmaader, som er lidet brugelige i det
alm. sprog, men som her har faaet sin fastslaaede
betydning. Forsaavidt kan der tales om et eget r.
Retsstatisti’k, statistiske opgaver, som bl. a.
omfatter antal og art af paastevnte og paadømte civile og
kriminelle sager, med angivelse af de beløb, det dreier
sig om, vedkommende lovovertrædelsers art, de idømte
straffe o. 1. (jfr. Kriminalstatistik).
Retsstridig kan en handling være enten paa grund
af lovgivningens bud i sin almindelighed eller paa grund
throw-off—thumping
af en vedkommende person særlig paahvilende
forpligtelse. I en række af tilfælde vil en r. handling kunne
medføre straf, og den almindelige følge vil derhos være
erstatnings- eller betalingspligt.
Retssubjekt. Ethvert menneske kan være subjekt
for rettigheder og retspligter. Retsevnen er imidlertid
i visse forhold forkjellig og kan f. eks. være afhængig af
alder og kjøn, ligesom statsborgerskab og religion kan
have betydning. Ikke alene det enkelte menneske, men
ogsaa sammenslutninger af saadanne (f. eks. stat,
kommune, selskaber) og institutioner af forskjellig art kan
være r.
Retstidende, seNorskretstidende.
Retsvidenskab er den gren af videnskaben, som søger
at bestemme de positive retsreglers indhold, rækkevidde
og indbyrdes forhold, at uddybe forstaaelsen af
retsreglernes karakter og betydning ved samlet (systematisk)
fremstilling af større eller mindre dele af et lands ret,
paa grundlag af det foreliggende positive retsstof. En
saadan fremstilling maa bygge paa den ældre
retsudvikling, paavise andre landes indflydelse paa denne og
udrede den enkelte retsdisciplins tilknytning til de i landet
raadende almene retstanker og retsgrundsætninger.
Retshistorie (s. d.), den sammenlignende r. (s. d.) og
retsfilosofi (s. d.) bliver derfor grundlæggende
retsvidenskabelige discipliner. — R. er ingen selvstændig
retskilde (s. d.). Dens resultater har ikke umiddelbar
retslig gyldighed, men har stor betydning for
retsdannel-sen derved, at den dels øver indflydelse paa den
praktiske retshaandhævelse (praksis) og den retsopfatning,
som er bestemmende for den, dels ved dens indflydelse
paa det egentlige lovarbeide. I Rom var i den klassiske
tid de forfatteres skrifter umiddelbar retskilde, som
var forlenet med jus respondendi. — R.s historie.
Den moderne r. har to historiske hovedkilder, den
romerske r. og den germanske r. Deraf er den første
baade den rigeste og den betydeligste. Den romerske r.
begynder i republikens tid, ca. 200 aar f. Kr. Dens
klassiske tid falder mellem aar 100 før og 300 efter Kr.
Særkjendet for den romerske r. er dens indgaaende
analyse af det konkrete retstilfælde og dens evne til at
drage logiske slutninger fra de retsregler, som ved dets
løsning i det praktiske retsliv maatte være fastslaaet.
Romerne lagde derved grunden til en videnskabelig
metode, som har betydning for al senere r. Da
lovgivningen i denne tid flyder sparsomt, faar r. afgjørende
betydning for retsudviklingen. Et eiendommeligt
vidnesbyrd herom er Justinians lovgivningsarbeide (529—533).
Den vigtigste del af hans store lovbog (corpus juris)
er digestern e, som indeholder brudstykker af 39
romerske forfatteres skrifter og af Justinian tillægges fuld
lovskraft. Den romerske r. er svag i den systematiske
gjennemarbeidelse af retsstoffet og formaar, som naturligt
er, ikke at vurdere det ud fra historiske synsmaader. —
Efter r.s forfald i den senere romertid oprinder først en ny
tid i 12 aarh. med retsskolen i Bologna (Irnerius,
glos-satorerne, s. d.). Opgaven er nu at udlægge Justinians
lovbog; senere postglossatorerne (s. d.; Bortolus, Baldus,
14 aarh.). — Et gjennembrud sker med renaissancen.
R. løser sig ud af den bundethed, hvori den i
middelalderen er kommet til kirken og den teologiske viden-
throw-off © begyndelse, start,
throwster @ tvinder,
thrum @ traadende i væv;
grovt garn; støvdrager; forrykkelse,
afbrydelse, feil.
thrum (e) klimpre, hamre,
tromme (paa); væve, flette; besætte
med dusk, frynser; (sjøudtr.) spekke
(seil, matte).
thrummy (e) af, som traadender.
thrush (e) trost; (med.) frosk,
trøske, mundsvie.
thrust (ê) støde; sUkke, kjøre
(f. eks. kniv); tilskynde; trænge
sig ind i.
thrust (e) stød, puf; stik;
udfald; angreb; (mekanik) tryk.
thrust-block @ tryklager,
thrust-hoe (e) skyffel,
thrustle © se throstle.
thryfallow © sommerpløie for
tredje gang.
thud ©(vind)stød; (torden)brag,
skrald; dumpt slag.
thuia ® m, thuja © (bot.) tuja.
thumb © tommel(finger);
tilsmudse, slide ud,
thumb-blue © blaakugler.
thumbkin © tommeskrue.
thumb-screw @ vingeskrue;
tommeskrue.
thumb-stall @ (seilmagers) sy-
thump ©dump, dunk; dunke;
støde; (skib) hugge.
thumper ® stor rusk, svolk,
svær fyr.
thumping @ tung; svær, før.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
