Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Romanzov ... - Ordbøgerne: T - tôlerie ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
tollköpfig-tomat
og at diftonger, naar de forkortes, sedvanlig bliver til
eniielte vokaler (bløtt, intetkjøn af bUut). Temmelig
afstikkende blandt vore dialekter er det, at
afledningsendelsen -ill ofte optræder i formen -jul (nykkjul, nøkkel),
og at adjektiver, hvis stamme i oldnorsk udlyder paa
vokal, endnu besidder den oldnorske nominativendelse
for han kjøn, r (smår, ^yO-
Romerkirken, se Katolske kirke.
Romerprisen. Foruden den under Grand prix
de Rome behandlede R. for malere er der ogsaa en R.
for musikere, som uddeles af Pariserkonservatoriet til
et treaarigt studieophold i Italien.
Romerrettens udvikling falder i to store historiske
perioder. Den ældste, strenge, meget formbundne
natio-nal-romerske byret (jus civile) indtil republikens sidste
aarhundrede og den formfrie, mildere og mere
almenmenneskelige verdensret, som i keisertiden udgaar af
vekselvirkningen mellem romersk og græsk kultur (jus
gentium). Det er den yngre periodes r., udformet og
kommenteret af keisertidens store jurister, som ved dens
optagelse i Justinians lovbog (corpus juris, s. d.) 529 —
534 har faaet saa stor betydning for retsudviklingen og
retsforskningen lige til nutiden. En af r.s vigtigste og
mest eiendommelige træk er den maade, hvorpaa dens
regler ændres og fornyes under intens vekselvirkning med
livets skiftende reale behov, dog med seig fastholden af
allerede prøvede veie og midler, og derfor uden
voldsomme brud i udviklingen. Den ældste byret bestaar,
som i andre primitive samfund, af uskrevne
sedvane-retsregler; deres vigtigste indhold nedtegnes af
decem-virerne i de tolv tavlers love (451—450 f. Kr.).
Udviklingen fortsættes en tid paa streng national grund ved
folkeforsamlingernes love, plébisciter og senatsbeslutninger,
indtil den ved hjælp af byprætorens edikter (s. dj og den
de juridiske forfattere tillagte jus respondendi (ret til
at afgive responsa i konkrete retstvister, bindende for
dommeren) formes om i den romerske verdensret. De
klassiske jurister, hvis rige forfattervirksomhed især har
betydning, er Gaius, Papinian, Ulpian, Julius Paulus,
Salvius Julianus (fra ca. 50 f. Kr. til ca. 150 e. Kr.). I
129 afskaffer keiser Hadrian prætors
lovgivningsmyndighed, og under de senere keisere forfalder retsvidenskaben,
saa retsudviklingen væsentlig beror paa de keiserlige
forordninger. — Med romerrigets undergang taber den
romerske r. sin umiddelbare gyldighed for de lande,
hvor germanerne og senere tyrkerne sætter sig fast inden
det fordums verdensrige. Den r. iboende vældige
livskraft formaar dog lidt efter lidt at gjøre sig gjældende
inden de fleste af de nystiftede samfund, endog udenfor
det gamle romerriges grænser. Dels ved at øve
afgjø-rende indflydelse paa udformningen af den kanoniske ret
(s. d.), dels og især derved, at den romerske
privatret reciperes (optages som gjældende ret) i størstedelen
af Syd- og Mellem-Europa (i Tyskland i 16 aarh.).
Udenfor denne eiendommelige retsdannelsesproces forbliver
England (men ikke Skotland) og de nordiske lande.
Skandinavisk ret og end mere retsforskningen er dog
ogsaa sterkt paavirket af r. I store dele af Tyskland
ophører dens regler først at være umiddelbar retskilde
ved den nye tyske borgerlige lovbog, som træder i kraft
1 jan. 1900 (se Retsvidenskab). [Litt.: R. Sohm,
Romerkirken—Romerriget
180
«Institutionen des römischen Rechts» (1883, 12 udg.1905);
Jhering. «Geist des römischen Rechts auf den
verschiedenen Stufen seiner Entwicklung» (3 bd., 1852—65, 5 udg.
1891—99; epokegjørende); M. Voigt, «Geschichte des
römischen Rechts» (2 bd., 1891—99); M. Ingstad, «Om
romerretsstudiet» (1876).]
Romerriget, det i oldtiden af byen Rom beherskede
rige, omfattede til forskjellige tider høist forskjellige
om-raader; opr. byen Rom og tilhørende bymark (ca. 100 km.^),
senere alle landene omkring Middelhavet (mere end det
nuværende europæiske Rusland. Refolkningen i det
opr. rom. distrikt var overveiende latinere (s. d.) og
sproget latin. Efterhaanden som r. udvidedes, fandtes
der i det flere og flere nationaliteter med de
forskjelligste sprog, indtil latin i keisertiden blev det
eneraa-dende sprog i vestea og græsk i østen. Den frie
befolkning kan deles i borgere, forbundsfæller og
provinsbeboere. Borgerne, som alene deltog i rigets styrelse
gjen-nem folkeforsamlingerne, var opr. kun de frie i Rom
og nærmeste omegn, og kredsen udvidedes ikke stort før
slutningen af republikens tid. Indenfor borgerne har vi
i kongetiden og indtil ca. 300 f. Kr. en forskjel mellem
patriciere og plebeiere (s. d.), af hvilke de førstes stilling
var en privilegeret adels. Efter at plebeierne ca. 300
havde faaet lige ret med patricierne, kom modsætningen
mellem nobiles (s. d ), embedsadelen, og det menige folk
(plebs i ny betydning), indenfor hvilket igjen
ridderstanden som rigets anden stand fremtraadte. —
Forbundsfæller (s. d.) var efter Italiens erobring de
allerfleste frie indbyggere der indtil 90 f. Kr. og følgende
aar. Provinsbeboerne, d. e. indbyggerne i de romerske
provinser, havde til en vis grad selvstyre, men maatte
betale skat til Rom og var underkastet en romersk
statholders ofte vilkaarlige bestyrelse. — 212 e. Kr. fik
alle frie beboere af r. romersk borgerret. —
Statsforfatning. R. var opr. et kongedømme; kongens magt
indskrænkedes baade ved senatet og ved
folkeforsamlingen. — I republikens tid var statsmagtens tre faktorer
folkeforsamlingerne, som havde den suveræne magt,
embedsmændene, som havde den udøvende, og senatet, som
eg. kun havde raadgivende myndighed, men fik større
og større indflydelse. Den vigtigste folkeforsamling var
comitia (s. d.) centuriata, som valgte de høiere
embedsmænd, vedtog love og dømte i kriminalsager. Plebeiernes
særlige forsamling comitia tributa fik betydning for alle
borgere, da dens vedtagelser fik bindende lovskraft for
alle borgere 287 f. Kr. ; og paa den valgtes de lavere
embedsmænd. Love kunde kun foreslaaes af den ledende
embedsmand (en konsul, en prætor eller paa comitia
tributa en almuetribun). — Den udøvende magt havde
embedsmændene, først og fremst konsulerne (s. d.), som
var traadt istedetfor kongen og opr. i forening havde
dennes funktioner, men efterhaanden maatte afgive dele
af sin myndighed til nye embedsmænd (censorer,
præ-torer, ædiler). En særlig stilling indenfor
embedsmændene indtog almuetribunerne (se Tribuner), der opr.
kun skulde beskytte plebeiere mod overgreb af patriciske
embedsmænd ved at nedlægge veto («intercedere») mod
disses handlinger, ligesom de kunde hindre udførelsen
af senatsbeslutninger; men efterhaanden fik de ikke liden
indflydelse paa lovgivningen paa comitia tributa, som de
tollköpfig ® hidsig,
tollkühn ® dumdristig.
Tollkühnheit (t) f,
dumdristighed.
Tolpatsch ® m, tølper; stor
hund.
Tölpel (D m, klods, tølper;
havsule. tossefugl ; hjernebetændelse.
Tölpelei ® f, tølperagtighed.
tölpelhaft ©tølperagtig, klodset.
tölpeln (D være tølperagtig,
klodset.
Tolu (e) tolubalsam.
tolv - ® zwölf — (e) twelve —
® douze.
tolvte - ® der zwölfte; (for
det t.) zwölftens - @ twelfth ; (for
det t.) twelfthly, in the twelfth place
— ® douzième; (for det t.)
douzièmement.
tolvtedel - (t) Zwölftel n -
(e) twelfth (part) — ® douzième m.
tom - (t) leer - @ empty;
(flg.) void, (meningsløs) inane —
(f) vide; (ubeskreven) (en) blanc;
(uoptaget) libre; (øde) désert; (flg.)
vain, frivole; insignifiant; (hul)
creux.
Tom © Tom, Mons (hankat).
Idle T. Ladhans. Long T. søle
mikkel. T. Thumb Tommeliden.
T. Tug færgemand. T. of
Bedlam en tigger som later som han
er sindssyg.
tomaison ® f, (typogr.)
bindsignatur (paa ark).
tomali(e)y, -alline ©
hummermave.
tomat — ® Tomate f - ©
tomato — ® tomate f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
