Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Romerriget ... - Ordbøgerne: T - tomb ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
181
tommeliden—tondre
med skodder. Husene, som \i særlig kjender fra
Pompeji (s. d ), er væsentlig sommerhuse, indrettet til at
holde varmen ude, medens vore boliger først og fremst
er lune. Det nærmere om det romerske hus, se Atrium,
Peristylium og Pompeji. I værelserne fandtes
forholdsvis faa møbler; men alt husgeraad var (i hvert fald
i velhavende huse) kunstfærdigt forarbeidet; man kjendte
endnu ikke til massefabrikation, som vore maskiner
muliggjør. — Som underklædning bar baade mænd og
kvinder en tunika (s. d.), kvindernes længere end
mændenes, mændene derover en toga (s. d.), naar de gik ud,
kvinderne en stola (s. d.) og som kappe palla. Hat
brugtes af de høiere klasser kun paa reiser, som
fodbeklædning brugtes sko eller sandaler. Man stod tidlig
op, og i den ældre tid vistes maadehold i nydelsen af
mad og drikke, men i republikens slutningstid indtraadte
sterkt fraadseri med udsøgte retter og langvarige
drikkelag. — Ligfærden var forskjellig efter den afdødes
forhold. Nogle familier bevarede den opr. skik at
jordfæste, men de fleste gik tidlig over til ligbrænding.
Gravstederne laa udenfor byerne langs landeveiene, f. eks.
ved den Appiske og Latinske vei udenfor Rom. Ved
gravene bragtes dødningeofre. — Religion. Den
romerske religion har et forskjel ligt præg forud og efter
berøringen med den frodige græske mytologi. I den
ældre periode er de romerske guddomme lidet udprægede
skikkelser og myterne om dem faa. Nærmest var de
personliggjørelser, dels af naturforhold, dels af idéer.
Man havde en lang række af gudenavne, store guddomme
saavel som lavere dæmoner, men der fortaltes kun lidet
om dem. Derimod troede man i høi grad paa deres
indflydelse paa menneskelige forhold. Religiøsiteten viser
sig udadtil paa en egen nøgtern, formel maade. Man
sørgede omhyggelig for overholdelsen af gammel ritus og
nedarvede skikke. For sagn og sang var der derimod
liden eller ingen plads, og for digtning og bildende kunst
var gudeverdenen af ringe betydning. Da man siden
lærte den rigt udformede græske mytologi at kjende,
sammensmeltede mange af de gamle italiske guder med
de græske, og ofte overførtes navnene. Særlig udgik
denne paavirkning fra kolonierne i Syd-Italien og paa
Sicilien, og den begyndte allerede i kongetiden. Jupiter
blev opfattet som Zeus, til Hera svarede Juno, som
Minerva til Athene, Neptunus til Poseidon, Mars og
Venus til Ares og Afrodite. Blandt de guddomme, som
hos romerne i høiere grad bevaredes nationalt, var Vesta,
Janus og Saturnus. Af personliggjørelser kan nævnes
Victoria (seier), Pax (fred) og særlig Roma; af heroer
var der meget faa, vigtigst den mytiste stamfader
Romulus. Lignende karakter havde forholdene ogsaa hos
andre folk i Italien, saavel de italiske, som etruskerne,
hvis presteskaber fik megen betydning for romerne.
Ogsaa senere var romersk religion merkelig tolerant
overfor fremmede guder. Man taalte deres dyrkelse
jevnsides med de romerske; stundom ligefrem indførtes nye
guder, saaledes Kybele fra Frygien. I den senere tid
blev gudsdyrkelsen stedse mere fremtrædende, særlig da
den ofte fik udslag i offentlige lege. Der indførtes i
keisertiden en hel række guddomme, Isis, Mithra,
Sabagios, og de fik vid udbredelse, ofte gjennem
mysterier, og bredte sig med de romerske hære over
Romerriget
183
hele riget; en særlig form for religion var
keiserdyrkelsen, som tidlig fik et officielt, symbolsk præg. Men
samtidig blev gudsdyrkelsen for de dannede klasser til tomme
former; man søgte tilfredsstillelse i filosofi, og i dette
forhold ligger ogsaa en del af forklaringen paa
kristendommens hurtige seier; skjønt den paa de fleste punkter
var i skarp modsætning til det ældre, vandt den ved sit
rige, etiske indhold magt gjennem alle lag. —
Gudsdyrkelsen var delvis statssag. Der var en række
presteskaber, hvoraf de, som gav sig af med gjennem
varsel-tydning at søge at lære guddommens vilje at kjende, var
af særlig betydning (augurer, haruspexer). — Historie.
Roms grundlæggelse og ældste historie er ganske dunkel.
En senere opstaaet sagnkreds behandler den ud fra ønsket
om at forklare r.s institutioner og at sætte byens
oprindelse i forbindelse med den græske verden. Sikkert
er det, at kjernen i det ældste Rom var latinsk, hvad
sprog, religion og institutioner viser. Sandsynligvis har
dog ogsaa andre folk, især sabiner og etrusker,
medvirket ved statens opstaaen. Sagnet lader Romulus,
ætling af et latinsk kongehus, anlægge byen 753 f. Kr. paa
den palatinske høi. Omtrent samtidig er ogsaa
Capi-tolium og Quirinalis bebygget, senere fulgte Gælius,
Aventinus og inden republikens indførelse Esquilinus og
Viminalis. R. stod opr. under konger, men navne og tal paa
kongerne (Romulus 753—716, Numa Pompilius 716—672,
Tullus Hostilius 672—640, Ancus Martins 640—616,
Tar-quinius Prisens 616—57^, Servius Tullius 578—534,
Tar-quinius Superbus 534—510) lader sig ikke kontrollere
lige saa lidt som de handlinger, der tillægges dem. Et
lidet snævert begrænset samfund af akerdyrkende latinere,
mulig blandet med sabinere, stadig i kamp med de
omboende folk; saaledes var det ældste Rom. Dets magt
synes øget under de senere konger, og der er tegn til,
at dette skyldes et etruskisk herredømme. Tarquinierne
har sikkert været etruskere, og dem skyldes heldige krige
og store foretagender i byen selv. Indadtil deltes
befolkningen i patricier og plebeier, en skillelinje, der
maaske opr. beroede paa en raceforskjel, og som viste
sig i manglende politiske rettigheder for den ikke
jordbesiddende klasse, plebeierne. Patricierne deltes i curiæ,
disse i gentes; ’de mødte i comitia curiata og sad i senatet.
Muligens var der dog allerede før republikens indførelse
skudt bresche i patriciernes enemagt ved den Servius
Tullius tillagte inddeling i centurier, en opr. kun militær
ordning, der siden lagdes til grund for afstemningen paa
comitia centuriata; modsætningen mellem de to klasser
var i hvert fald levende ved kongernes fordrivelse 510,
og republikens ca. 250 første aar optoges af kampe mellem
dem, samtidig med at r. breder sin magt over
Mellem-og Syd-Italien. Enkelthederne i kampen er ofte usikre,
men det er klart, at plebeierne arbeidede sig videre og
videre frem mod retssikkerhed og politisk indflydelse;
471 fik de særlige øvrighedspersoner, tribuner, 451—449
blev de tolv tavlers love givet, 445 fik de ret til lovligt
egteskab med en patricier, og 367 ordnede de licinske
love (s. d.) akerforholdene. Om aarstallet for disse sidste
er korrekt, er usikkert, men under alle omstændigheder
sluttede udviklingen med aabningen af konsulatet for
plebeierne og principiel fastslaaen af deres ret til
jorduddeling. 287 fik den plebeiiske folkeforsamling comitia
men m — (e) thumb, master-finger
— (D pouce m.
tommeliden — ® Däumling m
- @ Tom Thumb — ® (le) Petit
(-) Poucet.
tommestok — (t) Zollstab,
-stock m — (e) inch scale,
foot-rule, carpenter’s rule — (g mètre (m)
à ressorts.
Tommy @ Tom ; menig, i pl
ogs. «gutter»; klunger, nypetræ ;
slags skruenøkkel.
Tommy-master (e) principal
som betaler med varer eller
ud-leveringssedler paa kjøbmænd.
tom-noddy @ lunde(fugl); (fig.)
dompap, tosse.
to-morrow @ morgendagen,
(den dag) imorgen.
tomtit © se tit(mouse).
tomtom © se tamtam,
ton ~ ® Tonne - © ton
-® tonneau m.
Ton ® m, tone,
ton (î) din.
ton ® m, (med.) liv, kraft,
styrke; tone; stil; levemaade;
(sjøudtr.) ton.
tonal ® tone-.
tonalité ® f, toneart, -system.
tondage (f) m, (tekn.) [-over-sk]-] {+over-
sk]+} æring.
tondaille, tondaison (g r,
saueklipning(stid, fest).
tondeur (f) m, (saue)klipper.
tondeuse (î) f, klippemaskine.
Tondichter ® m, tonedigter,
tondre (f) klippe (dyr, uld,
haar); kronrage, beskjære; slaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
